FINANSKRISEN: PÅ VEJ TIL STØRSTE ØKONOMISKE KRISE SIDEN 30´ERNE?

 Af økonom, cand. Scient. Adm. Henrik Herløv Lund

Behov for opgør med neoliberalismen i økonomisk teori og politik, som er alvorligt medskyldig i krisen.

STØRSTE FINANSIELLE KRISE SIDEN 30´ERNE

Tilspidsningen af finanskrisen i USA har med rette påkaldt sig stor opmærksomhed. Tidligere er blandt andet en række kapitalfonde bukket under og blandt de 5 største investeringsbanker i USA er nu en gået konkurs (Lehmann Brothers), en har måttet sælge sig selv til en af USA’s største forretningsbanker til stærkt nedskrevet pris  (Merril Lynch) og en har måttet reddes af den amerikanske stat (Bear Sterns). De to sidste (Morgan Stanley og Goldmann Sachs) må formentlig slå sig sammen for at overleve også betydelige tab.  Og samtidig kæmper en af USA ´s største forsikringsselskaber (AIG) for at overleve massive tab. Også i Europa har en række banker måtte inkassere store tab og nogle er bukket under eller har måttet reddes af regeringerne.

Den umiddelbare årsag er krisen i den amerikanske boligsektor, som allerede har påført den finansielle verden i USA tab for 500 mia. kr. Iagttagere frygter, at vi langt fra har set enden og at tabene i sidste instans kan blive dobbelt så store, da faldet i de amerikanske boligpriser tilsyneladende ingen ende tager og da der stadigvæk er en stor mængde af de fatale subprimelån, som i de kommende år forfalder eller skal omprioriteres, hvorved nye store tab udløses for de finansielle institutioner.

OPTAKT TIL STØRSTE ØKONOMISKE KRISE SIDEN DEPRESSIONEN I 30 ´ERNE?

Mens der er overvejende enighed om vurderingen af den finansielle krises alvor og dybde, har vurderingerne af de samfundsøkonomiske konsekvenser heraf været mere spredte. Ikke mindst har bankøkonomer, regeringsøkonomer og andre ”officielle” økonomer sat i gang med at forsøge at tale krisen ned med beroligende udsagn om realøkonomiernes styrke og de økonomiske myndigheders i dag større kriseberedskab end tilfældet var i 30´erne.
Der er dog næppe tvivl om, at konsekvenserne for realøkonomien og dermed den samlede samfundsøkonomi i USA såvel som globalt set bliver meget store. Frygten for, hvilke tab der lurer i bøgerne rundt omkring, har bragt tilliden mellem de finansielle institutioner ned på et lavpunkt, hvorfor den indbyrdes långivning er bragt ned på et minimum samtidig med at udlånsrenterne øges.  Centralbankernes forsøg på at øge likviditet og nedsætte renten har ikke haft nogen særlig effekt.

Denne ufrivillige ”kreditstramning” vil i sig selv udøve en kraftig ”kontraktiv” samfundsøkonomisk virkning. Samtidig forværres krisen på boligmarkedet af de faldende friværdier og de stigende renter og af vanskelighederne for boligejerne ved at opnå eller omlægge deres lån. Og da opsvinget i de senere år både i USA såvel som i en række europæiske lande, herunder Danmark, har været båret af stigende privatforbrug, finansieret gennem belåning af friværdier, forplanter finanskrisen sig med usvigelig sikkerhed videre til realøkonomien. Jo stærkere finanskrisen, desto stærkere kriseafsmitning på den øvrige samfundsøkonomi. Med faldet i boligpriser og friværdier falder også forbrugernes lyst til forbrug baseret på låntagning heri og dermed forbrugstilbøjeligheden. Ligesom også virksomhedernes investeringslyst kølnes af stigende renter og kreditstramninger.

Resultatet vil være en ond samfundsøkonomisk spiral af aftagende forbrugs- og investeringslyst og deraf faldende efterspørgsel, som via faldende afsætning for virksomhederne og dalende økonomisk vækst resulterer i stigende arbejdsløshed og så igen påvirker forbrug og produktion negativt. Ledigheden i USA såvel som i en række europæiske lande er allerede for opadgående, mens væksten har været meget lav elle r endog negativ. Og når krisen således forplanter sig internationalt medfører de dårligere muligheder for eksportindustrierne og endnu et økonomisk dyk i de ramte lande.
Finanskrisen er allerede resulteret i et globalt økonomisk nedsving og via sammenhæng mellem finans – og realøkonomi kan skærpelsen af den finansielle krise kun resultere i endnu dybere og bredere generel økonomisk krise i navnlig USA, Europa og Japan.

Om der bliver tale om den største økonomiske krise siden 30´erne har vi endnu tilbage at se, men der kan ikke herske tvivl om, at den generelle økonomiske krise bliver dyb og langvarig. Fordi krisens kerne er krisen på boligmarkederne og da denne og sammenhængende hermed den finansielle krise ny synes meget dyb, må det forventes, at den heraf afledte generelle økonomiske krise også bliver det. Og boligmarkedet erfaringsmæssigt er længe om at vende, er der samtidig også udsigt til, at den internationale økonomiske krise bliver langvarig – at den vil vare årevis.

UDBREDELSE AF FINANSIEL SPEKULATION BAG DEN AKTUELLE KRISE

Et af hovedansvar for krisen må selvsagt tilskrives grådighed og spekulation i finanssektoren. I blind og naiv tro på et vedvarende opsving og vedvarende fremgang på boligmarkedet har de finansielle institutioner oversolgt billige og ofte for en periode rente og eller afdragsfri boliglån selv til økonomisk tvivlsomme husholdninger uden reel chance for på længere sigt at indfri forpligtelserne. Samtidig har spekulanter i den finansielle verden eksperimenteret med at opkøbe, blande og ompakke disse lån til ”små giftige pakker”, som så er blevet forsynet med mere eller mindre teoretiske kreditvurderinger ”ratings” og spredt ud over hele den globale finansielle verden. Med det resultat at det i dag er meget vanskeligt at overskue, hvor og hvor store tabene er.

Et medansvar bærer her ikke mindst en fejlagtig rentepolitik hos den amerikanske centralbank, som gennem en uforholdsmæssigt lav rente i årene efter årtusindskiftet, muliggjorde en voldsomt eskalerende låntagning i fonde og virsomheder (såkaldt gearing), langt ud over, hvad der egentlig var basis for i egen indtjening og egen kapital og opsparing.

EN ANDEN HOVEDANSVARLIG: NEOLIBERALISMEN

Men et andet hovedansvar må tilskrives de neoliberalistiske strømninger der navnlig fra 80´ erne stormede frem i økonomisk teori og økonomisk politik. Krisen i 30´erne havde ellers lært økonomerne, at der måtte en statslig makroøkonomisk overvågning og regulering til for at inddæmme og modvirke kapitalismens iboende krisetendenser. Gennem en aktiv Finans – og pengepolitik og ikke mindst gennem de automatiske stabilisatorer i en stor offentlig sektor søgtes krisetendenserne inddæmmet. Selvom kriser og konjunktursving ikke kunne undgås, lykkedes det langt hen ad vejen at undgå gentagelser af depressionen i 30´erne.

Men frem til 80´erne følte kapitalen i stigende grad statens makroøkonomiske regulering og ikke mindst den store statslige sektor som et snærende bånd samtidig med, at efterkrigstidens økonomiske fremgang gav næring til en tillid til den kapitalistiske økonomis evne til uden statslig regulering selv at skabe vækst. Dette blev udtrykt af nyliberalismens dyrkelse af det stærke og effektive marked i forhold til den statslige sektor og af nyliberale strømninger i økonomisk teori, som dels prædikede liberalisering og reduktion af den statslige erhvervsmæssige -, penge – og finanspolitiske regulering og dels krævede markedets rehabilitering i forhold til den offentlige sektor gennem markedsgørelse og markedsstyring.

Ikke mindst blev finansmarkederne liberaliseret. I en række lande udskiltes centralbankerne fra politisk styring og det offentliges pengepolitiske regulering og styring reduceredes kraftigt. Tidligere spillede centralban­kerne en stor rolle ikke bare gennem påvirkningen af renten, men gennem stor indflydelse på for­delingen af lån i hele økonomien. Men med udbredelsen af den (ny) liberale bølge trak centralbankerne i højere grad tilbage til ren­tefastsættelsen som sit kerneområde og hovedinstrument.  Hermed blev fordelingen af lån og inve­steringer i langt højere grad overladt til finanssektoren selv og på dennes betingelser. På samme måde som (ny)liberalismens fremmarch også i finans­politikken også betød, at staten renoncerede om end ikke helt gav afkald på sit tidligere overordnede ansvar for en balan­ceret samfundsøkonomisk udvikling og i stedet i højere grad lod markedskræfterne råde.

I pengepolitikken har dette imidlertid også betydet en udvikling fra at samlede samfundsøkonomi­ske hensyn indgik i centralbankerne overvejelserne til, at det primære hensyn og den primære drivkraft nu er finansin­stitutternes indtjening og mere kortsigtede gevinster. Bagsiden hermed fremstår nu: Herved er kortsigtede og risikable transaktioner og spekulative inve­steringer blevet langt mere fremtrædende på bekostning af samfundsøkonomiske hensyn, ja også på bekostning af det øvrige erhvervsliv. Finanskapitalen – eksempelvis i kapitalfondene – hærger ligefrem produktionsvirksomhe­derne og dermed det realøkonomiske fundament for samfundsøkonomien.

Men navnlig har ”frisættelsen” af kapitalismen fra statslig regulering betydet at den ”frigjorte” kapitalismens kriseskabende tendenser igen har fået friere spil og stærkere effekt. Det truer  – som finanskrisen viser – ikke bare den finansielle sektor selv, men den generelle samfundsøkonomiske balance og vækst. 

BEHOV FOR ET OPGØR MED NYLIBERALISMEN I ØKONOMISK TEORI OG POLITIK

 Håndteringen af den aktuelle finanskrise og økonomiske krise kalder ikke bare på en aktiv statslig indsats for at inddæmme i form af ekspansiv finanspolitik og en langt mere aktiv statslig penge og kreditpolitik, således som det har været nødvendigt i USA.

Men det kalder også på et opgør med hele den ideologiske og teoretiske dyrkelse af det stærke, evigt effektive og postuleret selvregulerende marked, som nyliberalismen står for og har udbredt i økonomisk teori og politik. I 80´erne og 90´erne lykkedes det erhvervsliv hånd i hånd med nyliberale økonomer ud fra postulatet om det stærke og selvregulerende marked at gennemtvinge omfattende deregulering og liberalisering og frigørelse af finansmarkeder og erhvervsliv og tilbagetrækning af statens makroøkonomiske rolle. I dag hvor den ”frigjorte kapital” høster, som man såede og selv udsættes for krisetilbøjeligheden i den uregulerede kapitalisme og markedsøkonomi, ja så kalder man på staten: Kom og red os.

Det havde været bedre, hvis der var blevet kørt et langsigtet parløb mellem marked og stat, hvor staten gennem en fortsat makroøkonomisk regulering i højere grad havde kunnet forebygge kapitalismens krisetendenser i stedet for nu i sidste øjeblik at skulle redde, hvad reddes kan.

Andre artikler af Henrik Herløv Lund om finanskrisen:

1) Kortere Analyse: ” Aktienedtur – finanskrisen nu en global realitet”. 22. Jan 08.
Offentliggjort Jyllandsposten.
Link: http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/aktienedtur.doc

2) Længere analyse: "Finanskrise truer økonomien". 28. November 2007.
Link: http://www.henrikherloevlund.dk/artikler/krise.doc

Netavisen 18. september 2008