Krisetegn i amerikansk økonomi

Kommunistisk Politik 2, 2007

Det danske fondsmæglerselskab Alm. Brand Henton skriver i en analyse, at der er 80 pct. sandsynlighed for, at den amerikanske økonomi står over for en langvarig periode med recession. De aktuelle og lidt for optimistiske udmeldinger fra økonomerne, skriver de videre, bør give anledning til skepsis.

F.eks. over for denne beroligende udtalelse bragt på Børsens hjemmeside i januar:
”Forbruget holder sig stadig i et relativt sundt spor. Folk oplever, at deres lønninger stiger, og at der skabes mange nye arbejdspladser, siger cheføkonom Lynn Reaeer fra Bank of America i Boston til nyhedsbureauet Bloomberg.”

Et åbenlyst krisetegn er, at folk gennem en længere periode har brugt mere, end de tjener. Dette kan ikke vare ved, og på et tidspunkt vil folk gradvist blive nødt til at tilpasse deres forbrug efter deres indtægt. Særlig interessant er den kendsgerning, at overforbruget også skyldes de store efterkrigsgenerationer, der for en stor dels vedkommende stadig er i arbejdslivet. De har nået en alder, hvor etableringsudgifter for længst er overstået, og dette burde derfor være en periode med en betydelig opsparing.

Det er først og fremmest stigningerne i ejendomspriser, der har fået folk til at bruge mere, end de tjener. De stigende vurderinger har givet det falske indtryk, at der er rigeligt til at sikre en tryg alderdom, samtidig med at man nu og her anskaffer sig moderne tv og ny bil på relativt billige lån med sikkerhed i fast ejendom.

Alt tyder nu på, at huspriserne himmelflugt er stagneret i slutningen af 2006, med en begyndende tendens til at falde igen. Det betyder, at lån nu ikke længere kan omlægges og refinansieres med nye lån i stigende vurderinger. Afdragene skal betales, og det vil uvilkårligt betyde færre penge i den private husholdning til forbrug. Det private forbrug står for den største andel af økonomien, og en opbremsning af forbruget vil reelt kunne få økonomien til at bryde sammen.

For ganske få år siden, de første år efter årtusindeskiftet, var den amerikanske og den europæiske økonomi i tilbagegang og arbejdsløsheden stigende. Dengang var der var tale om egentlig recession i USA i den forstand, at den økonomiske vækst var negativ i flere kvartaler. Flere faktorer fik rettet tallene op og gang i hjulene, blandt andet øget privatforbrug stimuleret af skattelettelser og ejendomsspekulation, men først og fremmest krigen om olien mod Irak.

En krig er, ud fra et menneskeligt synspunkt, kapitalismens mest absurde projekt. Mange hundrede tusinde mennesker holder op med at lave noget produktivt, samtidig med at de øger deres forbrug af alle industrigrenes mest antiproduktive frembringelser: militært ødelæggelsesmaskineri.
Operation Død & Ødelæggelse er en massakre på Iraks menneskeressourcer og opsparet kapital i form af bygninger, fabrikker, infrastruktur og viden. Krigens formål er et røveri, uhindret adgang til Iraks olie.

Den amerikanske økonomi baserer sig nemlig i første række på kontrol af andre landes ressourcer. En krig sætter ved sin egen logik gang i det krigsførende lands økonomi, derved at den rent faktisk forbruger. Bomber skal til stadighed produceres. Statskassen betaler hele gildet, så kæmpe profitter er garanteret for våbenindustrien, og det giver brød på bordet for både soldater og folk i produktionen.

Hvor får staten så alle pengene fra til at finansiere røvertogtet? Før seneste troppeforøgelse kostede det USA ca. 12 mia. kr. om ugen at føre krig mod Irak. 'Krigen mod terror' er historisk dyr og har snart slået udgifterne ved Vietnam-krigen, der strakte sig over fire præsidentperioder. Finansieringen er sket dels ved låntagning, dels ved store offentlige besparelser.

Det stigende underskud på USA's offentlige budget har været en kilde til stadig større uro hos IMF. Ligesom private ikke kan bruge mere, end de tjener, i længere tid af gangen, således kan statsmagter heller ikke. Inflation og en dramatisk justering af valutakursen på dollar er en næsten uundgåelig følgesvend til finansieringen af krigen.

Nye tropper til Irak, optrapningen af krigen mod terror, planlagte angreb på Iran og andre mål skal ses i sammenhæng med, at der er brug for at brænde flere penge af på militær og krig, fordi skattelettelser og huspriser ikke kan holde forbruget oppe mere.

Nogle vil måske mene, at krisetegnene i USA virker bekendte. Langt hen ad vejen kan det samme siges om den danske økonomi. Friværdiboomet varer ikke ved. De historisk høje krigsudgifter, som hverken regeringen, de borgerlige medier eller den borgerlige opposition nogensinde taler om, endsige registrerer, betales med sociale nedskæringer. Og selv i Danmark er fattiggården aldrig langt væk.

Netavisen 22. januar 2007