Kommunistisk Politik 2, 2004
Italien og EU fik
en gigantisk erhvervsskandale på hånden i samme størrelsesorden
som den amerikanske Enron-skandale, da den transnationale fødevaregigant
(mejerikoncern) Parmalat før jul måtte gå i betalingsstandsning
- og det efterfølgende viste sig, at der i årevis var fiflet og svindlet
med regnskaber og beløb i en størrelsesorden på 10 milliarder
dollars.
Følgevirkningerne sender dybe rystelser gennem det italienske
samfund og den internationale bankverden. 8,7 milliarder dollars er tilsyneladende
forsvundet. Fodboldklubben Parma er blot et af de mange underselskaber, som er
knockout'et.
Stifteren, hovedaktionæren og bestyrelsesformanden
Calisto Tanzi sidder nu fængslet og har tilstået en milliard-euro-svindel,
som indledtes for 15 år siden - og ikke er blevet afsløret før
nu, hvor selskabet kom i en akut likviditetskrise som en af mange multinationale
koncerner, der er hårdt ramt af den globale økonomiske krise.
Det
står klart, at svindelen, der ikke mindst bestod i kreativ bogføring
og opførelse af ikke-eksisterende poster og bankindeståender, ikke
kunne have været sket, uden at det involverede en lang række økonomiske
medarbejdere og direktionen, hvoraf mange er familiært knyttet til den nu
detroniserede guldfugl Tanzi.
Skandalen rammer blandt andet verdens største
emballagevirksomhed, Tetra Pak. En tidligere topmand i Parmalat har afsløret,
at Tetra Pak årligt har overført 38 millioner dollars direkte til
Calisto Tanzis private bankkonti. Tetra Pak 'undersøger nu sagen'.
Berlusconi-regeringens
første reaktion på Parmalats krise var at skræddersy en lov,
der muliggjorde en betalingsstandsning for selskabet og en rekonstruktion af det
inden for 100 dage.
Derefter kom fængslingen af Tanzi og hans tilståelser,
og skandalen eksploderede. Som under Enron-skandalen i USA skal tilliden til virksomhederne
genoprettes. Lovene skal overholdes. Syndere skal straffes. Kontrollen med selskaberne
skal øges.
Der er blot det problem for Berlusconi-regeringen, at
ingen tror på den. For et halvt år siden vedtog den en lov, der konsekvent
har afkriminaliseret alle de fupnumre, selskaberne kan bedrive. F.eks. afkriminaliserede
den for et halvt år siden reglerne for falsk bogføring. Maksimumsstraffen
herfor nedsattes fra 4½ års fængsel til nu tre år.
Berlusconi
bevilgede også sig selv og andre erhvervsledere immunitet fra retsforfølgelse,
så længe de bestrider 'folkevalgte' poster. Denne lov er imidlertid
- efter Parmalat eksploderede - blevet underkendt af den italienske forfatningsdomstol.
Familierne og EU
Italien har altid været præget af store familiefirmaer, der har blomstret og er faldet sammen. I øjeblikket er Berlusconi Italiens største og rigeste, mediekongen over alle. Nr. 2 er Leonardo Del Vecchio, der på under 40 år har tjent over 30 mia. kr. på at omforme billigt plast til dyre modebrillestel med varemærkenavne som Ray-Ban. Modekongen Luciano Benetton, der også har penge i bl.a. italienske motorvejsanlæg, er Italiens tredjerigeste.
Andre er milliardærer på skiftende mode, bl.a. Giorgio Armani og Achille Maramotti med modehuset Max Mara, der er i bestyrelsen for den magtfulde bank Mediobanca. Agnelli-familien er i dag kun Italiens syvenderigeste. Endnu en komet er spekulanten Emilio Gnutti, der tjente styrtende med penge på en central rolle i afprivatiseringen af Telecom Italia i 1999.
På grund af familiedynastierne og det italienske samfunds
traditionelt dårlige image lader man, som om Parmalat-skandalen kun kan
forekomme der. Tværtimod: Italien er et foregangsland i Unionen, også
for virksomheder og virksomhedskultur. Der er ingen tvivl om, at der ligger saftige
skandaler og venter på at eksplodere andre steder i EU.
Mangelen
på enhver form for effektiv kontrol med Parmalats svindelregnskaber i 15
år (som selvfølgelig har været 'reviderede' efter alle kunstens
og EU's regler) får nu EU-kommissær for det indre marked Frits Bolkestein
til at overveje at stramme revisionsreglerne endnu en tand i forhold til et forslag,
der skal fremlægges i maj måned.
Bolkestein ønsker,
at alle dele af et selskab eller en koncern fremover skal have samme revisor.
Parmalat havde to revisorer, og ansvaret risikerer at falde mellem to stole (!).
For det andet vil de enkelte lande skulle indføre nationale kontrolorganer
til at holde øje med revisorernes arbejde, magen til det organ, amerikanerne
etablerede oven på Enron-skandalen.
Der er med andre ord god grund
til at nære fuld tillid til EU, til Berlusconi-regeringen og gigantkoncernerne.
Der
er styr på dem.
Baggrund
Berlusconi
og medierne Interpress
Politiske
mord i Italien Interpress
Netavisen 14. januar 2004