IMF og Verdensbanken: Global udbytning i hjælpens navn

Af Pelle Collin
Kommunistisk Politik 6, 1998

Repræsentanter fra 44 kapitalistiske lande mødtes i den lille amerikanske flække Bretton Woods i juli 1944, på et tidspunkt hvor lyset for enden af tunnelen kunne øjnes i anden verdenskrig, og hvor det derfor var på tide at udtænke strategi og taktik for efterkrigstiden. Bretton Woods-mændene havde til formål at vedtage langsigtede planer for den internationale økonomi, og resultatet blev tre nøgleorganisationer, hvis betydning skulle blive stor:

For det første en organisation til at regulere verdenshandelen, hvilket blev til GATT, senere (i 1995) WTO. For det andet den internationale valutafond, IMF, og for det tredje Verdensbanken. Disse to sidstnævnte navne er ikke uden grund blevet synonyme med skævhederne mellem nord og syd, mellem den velstående og den underudviklede verden. I denne artikel skal vi tage et kig på IMF og Verdensbanken, ikke blot som fattigdomsproducenter, men som strategiske instrumenter i imperialismen.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og den bipolære koldkrigs ophør har imperialismens styringsinstrumenter i et vist omfang udviklet sig, ikke i en kvalitativ "ny fase", men på en måde, der afspejler de ændrede globale magtpositioner. Da Verdenshandelskonferencen, GATT, blev ændret til Verdenshandelsorganisationen, WTO, pr. 1. januar 1995, var det således en logisk konsekvens af for det første åbningen af de nye markeder i den tidligere østblok, for det andet den imperialistiske tredeling mellem USA, EU og Japan, som i denne situation nødvendiggjorde forstærkede instrumenter til at regulere de tre magters konkurrerende økonomiske interesser i de nye magtkonstellationer.

I denne nye globale etape i styrkeforholdene har Verdensbanken og IMF kun i begrænset omfang skiftet ham. Deres rolle som fælleskapitalistiske styringsinstrumenter på globalt plan er fortsat i det gamle spor, dog med en række nye klientstater. Nu som før har de en hovedrolle i at regulere resurseoverførslen fra syd til nord, dvs. den globale udbytning, som fastholder den såkaldte tredje verden i gældsætningens og de imperialistiske diktaters tommelskruer.

Når man ser på Verdensbanken og IMF fra denne vinkel, er der nogle tilsyneladende misforhold, som får en indlysende forklaring. Ifølge disse institutioners egen markedsføring er de møntet på at hjælpe fattige lande ud af økonomisk underudvikling og siden gældskrisens start i 1982 at hjælpe gældsatte lande ud af gældsspiralen. Imidlertid har der fra starten ikke været nogen som helst direkte sammenhæng mellem et lands grad af fattigdom og de to institutioners parathed til at understøtte dets udvikling med lån, for nu at bruge deres egen begrebsverden.

En hurtig oversigt viser, at indsatsen fra IMF og Verdensbanken har været nøje afstemt efter imperialismens strategiske satsninger. Det drejer sig dels om udvælgelsen og vægtningen af klientlande, dels de berygtede liberalistiske kure, der ordineres til de udvalgte lande. Den økonomiske recept er altid rettet ind efter de samme grundprincipper: åbning af markederne, liberaliseringer i den økonomiske lovgivning, privatiseringer samt slet skjult opretholdelse af den skæve arbejdsdeling mellem i- og ulande.

USA har i efterkrigstiden haft den absolutte ledende rolle i disse prioriteringer, men tilsyneladende har EU og Japan under de nye magtforhold i stigende grad kunnet lægge vægt bag deres egne imperialistiske ambitioner også i IMF og Verdensbanken (ift. henholdsvis Rusland og Sydkorea). Formelt er de to institutioner selvstændige organisationer, hvis beslutninger vedtages af de bidragydende medlemslandes repræsentanter, men USA’s lederrolle har været tydelig for enhver, og USA er trods de to imperialistiske konkurrenters fremtrængen stadig primus motor.

IMF og Verdensbanken giver lån, eller rettere formidler lån, til fattige lande, som står i underudvikling til op under ørerne. Rollefordelingen er groft skåret sådan, at Verdensbanken står for de langsigtede projekter, mens IMF tager sig af de akutte tilfælde.

I nogle lande kan den lokale overklasse siges at have interesse i denne lånoptagelse, om ikke andet i deres egenskab af imperialistiske lakajer, men i reglen er der tale om lande med en mere eller mindre uhelbredelig gældsbyrde. Groft sagt lånes de penge, som primært skal bruges til at afdrage gamle lån med renters rente. Og så stilles der omfattende betingelser for lånene, dvs. der gives diktater om, hvordan samfundet skal indrettes.

I de senere år er især Verdensbanken bøjet af for den massive kritik af organisationens rolle, vel at mærke en verbal afbøjning, som ikke afspejles i praksis. Nu taler Verdensbanken om fattigdomsproblemerne og miljøproblemerne, hvilket den ikke gjorde førhen, og man forsøger at indoptage NGO’er (ikke-statslige organisationer/græsrodsorganisationer) i planlægningen af låneprogrammerne. Formålet er helt klart at iklæde den miskrediterede organisation et skær af legitimitet.

Det er og bliver sminke. Hverken Verdensbanken eller IMF har ændret en tøddel ved grundrecepten over for de ramte lande.

IMF har traditionelt kaldt sine diktater for stabiliseringsprogrammer, mens Verdensbanken har kaldt sine strukturtilpasning. Den sidstnævnte betegnelse er dog gået af mode, efter at den entydigt er blevet forbundet med de forudsigeligt negative følger: øget fattigdom, øget social skævhed, øget afhængighed af kreditorerne, øget skævvridning af handelsbalancen osv.

Verdensbanken og IMF blev bragt i deres nuværende magtposition i løbet af 80’erne. I efterkrigstiden - og navnlig fra oliekrisen i 1973 - havde udviklingslandene lånt penge via den internationale kommercielle bankverden for at finansiere de forskellige strategier for udvikling, inklusive en del overklassers korrupte regimer.

Dette låne-boom varede frem til 1982, da Mexico meddelte, at det ikke længere var i stand til at betale renter og afdrag på sin gæld. De kommercielle banker smækkede kassen i, og ulandene var nødsaget til at henvende sig til IMF og Verdensbanken for at låne penge. Det var de nødt til, dels for at finansiere deres store importbehov, dels for at kunne tilbagebetale gælden.

Der var imidlertid et aberdabei: De to finansielle institutioner forlangte vidtgående ændringer i lånerens økonomiske system for at yde lån. Røven skulle rettes ind i forhold til imperialismens og de multinationale koncerners ekspansionsbehov.

Et land, der ønsker at låne, skal rette sig efter IMF’s og/eller Verdensbankens retningslinjer. Det drejer sig almindeligvis om privatisering af alle statslige virksomheder (under dække af reduktion i offentlige underskud), fjernelse af konkurrenceforvridende mekanismer som f.eks. mindstelønninger, handelsliberaliseringer (også på import) samt sikring af stabil afbetaling på udlandsgælden. Social- og sundhedsvæsen har måttet lide under disse diktater. Brugerbetaling på sådanne ydelser har direkte været "anbefalet" af Verdensbanken. Andre "anbefalinger" fra Bretton Woods-institutionerne har fastholdt ulandene som producenter af råvarer til eksport og forarbejdning i i-landene og direkte været årsag til nedlæggelse af lokal forarbejdningsindustri. Følsomheden over for faldende råvarepriser er i mange lande så stor, at det afgør landets økonomiske og dermed politiske udvikling fuldstændig.

IMF og Verdensbanken går naturligvis ikke ud til offentligheden og fortæller, at deres funktion er at varetage monopolernes og imperialismens interesser, at deres funktion med andre ord er klassepolitisk, så det batter. Nej, bag sig har de på den ene side den liberalistiske økonomiske teori, der netop er designet til at varetage disse interesser, på den anden side en forklaring gående ud på, at ulandenes problemer skyldes disse landes fejlslagne økonomiske politik. Ikke et ord om kolonialisme og nykolonialisme.

Strukturtilpasningens erklærede målsætning har tværtimod været at "integrere" klientlandene i den internationale økonomi, hvilket for mange især afrikanske lande har betydet en fastholdelse af den nykoloniale udbytning og arbejdsdeling og selvfølgelig et forbud mod en udviklingsstrategi baseret på egne resurser og selvforsyning. Integration, markedsøkonomi, liberalisering, privatisering - alt sammen er det rent normative begreber i Verdensbanken og IMF, dvs. mål i sig selv, som ikke sættes til diskussion.

Fra slutningen af 80’erne har der i IMF og Verdensbanken været en erkendelse af gældskrisens omfang. De fleste gældsatte lande kan simpelthen ikke betale det, de skylder. Derfor er der i de senere år iværksat programmer for reduktion af gælden i udvalgte lande i særligt kritiske situationer. På dette felt ser man igen, at der ikke er sammenhæng mellem indsatsen, gældsreduktioner, og landenes problemer set fra lokal (elite-)synsvinkel.

Gældsreduktion, gældsomlægning samt akutte økonomiske transfusioner er reserveret til strategisk vigtige lande og har til formål at regulere og "holde låget på" kriserne, så de ikke koger over, både hvad angår gældsproblemet og de mere generelle kapitalistiske kriser. Det så man i Mexico i 1995 og Sydkorea i 1997/98, hvor IMF i samarbejde med især USA trådte til med rekordstore indgreb for at forhindre sammenbrud. Mindre vigtige lande, især i Afrika, hvor USA først for nylig er begyndt at vinde fodfæste i enkelte lande, kan bryde sammen på alle leder og kanter, uden at IMF finder det fornødent at gøre en særlig indsats.

De strategiske interesser er naturligvis ikke begrænset til det markedsmæssige. Både Mexico og Sydkorea er vigtige strategiske brikker i USA’s hegemoni- og sikkerhedsinteresser, ligesom f.eks. et mangeårigt Verdensbank-klientland som Filippinerne både før og efter Marcos-diktaturet er af stor vigtighed for USA’s militære herredømme i Sydøstasien. Sikkert er det dog, at den kapitalistiske verdensøkonomi trues af gentagne kriser, der er en del af dens natur, som det er set med den seneste valutakrise i Sydøstasien, og at IMF som den akutte redningstjeneste er udset til at holde balancerne i orden.

I skrivende stund er verdens fjerdestørste land, Indonesien (200 millioner indbyggere), præget af voldsomme folkelige opstande og uroligheder. Indonesien er ramt af den sydøstasiatiske valutakrise, hvilket har ført til såvel voldsomme prisstigninger som konkurser og fyringsrunder, og i begyndelsen af indeværende år gik landets regering ind på en kæmpemæssig IMF-lånepakke (300 milliarder kr.), der indeholder diktater om skattestigninger, offentlige besparelser og bankliberaliseringer.

IMF-kuren har forværret den i forvejen spændte situation til bristepunktet, og desperate fattige folkemasser har overalt gjort oprør, plyndret butikker og søgt mod de store byer i håb om arbejde. Regeringens svar på dette har været at postere politistyrker omkring byerne, der har ordre til holde de fattige flygtninge ude og "om nødvendigt" beskyde dem uden varsel.

Den gamle USA-støttede tyran præsident Suharto har forsøgt at redde skærene ved at fremlægge planer om en fastkurspolitik for den indonesiske valuta, rupiah, i forhold til den amerikanske dollar, hvilket har fået IMF til at true med ikke at udbetale de lovede lånerater. En fastkurspolitik forudsætter enten en stærk økonomi eller - og her kommer det kriminelle - statslige stabiliseringsindgreb i økonomien. IMF vil lade rupiah’en flyde som led i markedsåbnings-strategien. Her viges der ikke en tomme fra principperne, om det så skal betyde kaos i Indonesien som følge af inflationen.

I forhold til det strategisk meget centrale Sydkorea har IMF på det seneste brilleret med at overtræde de rammer, som organisationen normalt har lagt for økonomiske transfusioner. I starten af december 1997 bevilligede IMF en lånepakke med tilhørende betingelser til det førhen økonomisk relativt stabile Sydkorea på 57 milliarder dollars, verdens største lån af sin art.

Kort tid efter viste det sig, at det valutakriseramte Sydkoreas udlandsgæld var langt, langt større end først antaget, og et nyt sammenbrud truede trods den enorme lånepakke. IMF valgte da at omgå den normale procedure med udbetaling i afstemte rater og fremskyndede udbetalingen af 10 milliarder dollars samt forøgede lånepakken og medvirkede til, at de udenlandske kreditorer omlagde de kortfristede lån til landet til en længere frist. Havde det drejet sig om et mindre vigtigt land i en mindre faretruende situation, ville IMF have smækket kassen i, eftersom klienten ikke ville være i stand til at opfylde betingelserne.

Over for Sydkorea har IMF dikteret den sædvanlige liberaliseringskur, til trods for at Sydkoreas økonomi er bygget op omkring en særlig struktur med tæt sammensmeltning af de store familiejede koncerner, chaebols, med bankvæsenet og staten på en specielt sammenspist og aldeles ikke-liberal måde, med mange transaktioner uden bogføring. Kuren kan meget vel betyde et sammenbrud for grundstammen i den sydkoreanske kapitalisme, advarer borgerlige økonomiske eksperter.

I dette tilfælde ser man et eksempel på de økonomiske supermagters, navnlig USA’s, vilje til at satse på indtrængen i klientstaten med dennes stabilitet som risikoindsats. Eksemplet er sigende for imperialismens økonomiske strategi. Fælles for alle IMF-diktater er, at de dels åbner markederne for udenlandske investeringer, dels hindrer klintstaterne i at subsidiere egne eksportvarer.

Også andre steder på kloden kan man hele tiden finde aktuelle eksempler på konflikter, hvor Bretton Woods-institutionerne ikke formår at skjule deres afgørende rolle.

I Zimbabwe er der folkelig opstand mod den økonomiske hestekur, der er dikteret af IMF, og som har sendt tusinder på gaden og forringet levekårene.

I Rusland fik Jeltsin med møje og besvær godkendt finansloven for 1998 i parlamentet 4. marts, en finanslov der er nøje afstemt efter IMF’s krav, idet IMF har udlovet en lånepakke til Rusland på 9,2 milliarder dollars og dikteret betingelser herfor.

I Sydafrika har regeringen bøjet sig for de politiske konjunkturer og iværksat en økonomisk liberaliseringsplan, som for en gangs skyld ikke stammer fra IMF eller Verdensbanken, men som følger IMF-doktrinen fuldt ud med henblik på at lokke investeringer til landet. Planen, som IMF i parantes bemærket har kritiseret for ikke at være vidtgående nok, har medført omfattende protester i den sydafrikanske arbejderklasse og fra det sydafrikanske LO, Cosatu.

Skal noget sammenfattes i forhold til IMF og Verdensbanken her ved starten af 1998, er det, at IMF’s rolle som imperialismens økonomiske brandvæsen træder markant frem for iagttageren. To gange kort tid efter hinanden - Mexico 1995 og Sydkorea 1997/98 - har IMF slået rekorder i omfanget af lånepakker til kriseramte strategiske lande, begge navnlig i forhold til USA, men også i forhold til den internationale kapitalistiske økonomi. Hvis ikke disse indgreb var gennemført, kunne såvel Mexico som Sydkorea have udløst laviner på de sarte high-tech-børser verden om.

En anden sammenfatning er konstateringen af, at Verdensbankens og IMF’s roller som fælleskapitalistiske instrumenter til tvangsindordning af de underudviklede lande er øget alene i kraft af Sovjet-blokkens fald og tilkomsten af nye klientstater. I denne offensive situation har der imidlertid vist sig problemer for Bretton Woods-institutionerne i varetagelsen af denne opgave, idet låget flere gange har været tæt på at ryge af vigtige økonomiske kedler, fordi den ordinerede økonomiske kur har været designet på monopolkapitalens betingelser.

I sidste ende afslører IMF’s og Verdensbankens nuværende arbejde kapitalismens almene krise på udmærket vis. De ovennævnte risikosatsninger beror på monopolkapitalens påtrængende behov for ekspansion, og de enorme beløb, der jongleres med i lånepakkerne, har ingen størrelsesmæssige fortilfælde i historien. Tættest kommer USA’s Marshallplan for Vesteuropa efter anden verdenskrig, som i kraft af nationalt fælleskapitalistisk markedsopdyrkning bidrog til fremvæksten af USA’s økonomiske, politiske og militære supermagtsstatus.

Med de ændrede styrkeforhold imperialistmagterne imellem - USA, EU og Japan - kan det meget vel tænkes, at der iblandt disse før eller senere opstår væsentlige strider i de økonomisk samordnende institutioner, heriblandt Bretton Woods-institutionerne. En eventuel lammelse af IMF som følge af sådanne stridigheder kan få interessante resultater, når det uvægerligt brænder på i et nyt Mexico eller Sydkorea.

Kommunistisk Politik 6, 1998