Af Dorte Grenaa,
formand for Arbejderpartiet Kommunisterne
I sidste halvdel af 90erne forsøgte de veletablerede karrierekvinder i "Kvindeligt Selskab" at tage patent på Kvindernes Internationale Kampdag herhjemme. Kvinder der var nået til tops i administrationen, politik, LO og akademiske kredse mødtes for at udråbe deres egne indskrænkede klasseproblemer som kvindelige ledere til kernen i den moderne kvindekamp.
Siden da har virkeligheden og dermed klassekampen overhalet dem både indenom og udenom. Den økonomiske verdenskrise har for alvor sat sine spor med folkeopstande og store strejke- og massebevægelser til følge. Med globaliseringen er der blevet sat fokus på de multinationales hærgen og ødelæggelse. Og ikke mindst USA og deres allieredes terrorkrig har sat en ny dagsorden. Hvad har det med kvindernes situation at gøre? Det har alt at gøre med den. Det er nu engang også den verden kvinderne lever i. De skærpede modsætninger og klassekamp afslører endnu engang, hvordan kvinderne rammes både i kraft af deres køn og klasse.
I år blev der alene i København afholdt 7 forskellige 8. marts arrangementer, demo'er og aktioner. Det store antal arrangementer er i sig selv ikke en kvalitet, snarere et udtryk for den politiske splittelse, forvirring og omgruppering der hersker - og manglen på en samlede kraft til at sikre et enhedsinitiativ.
Alligevel er det værd at bemærke sig, at der er træk, der bærer fremad ved 8. marts-manifestationerne, ikke mindst i forhold til de unge kvinder: Kvindernes deltagelse og rolle i kampen mod krigen var et gennemgående træk flere steder. I modsætning til nyfeminismens evige snævre fokusering på kønsforskelle. Og koblingen mellem de enorme samfundsskabte værdier, der går til imperialismens olie- og magtkrige, mens millioner af mennesker - ikke mindst kvinder og børn - nægtes de mest basale livsnødvendigheder som vand, mad, uddannelse og arbejde.
Mest markant blev det udtrykt på Christiansborg Slotsplads hvor Fredsvagten og initiativet "Stop Terrorkrigen"(tidligere Nej til krig og terror) gennemførte en aktion under hovedparolen "Invester i liv og omsorg - ikke i krig". En parole som ikke mindst spidder det nye finanslovsforslag, hvor højreregeringen vil have dens uforbeholdne danske krigsdeltagelse betalt med voldsomme sociale, uddannelses og miljø nedskæringer.
Mange steder verden over blev der holdt lignende 8. marts initiativer under
det fælles slogan "Invester i omsorg - ikke krig". I appellen
til dette initiativ - den 3. globale kvindestrejke - hed det bl.a.:
"De multi-nationale og deres krig truer ethvert hjørne af vores
liv, overalt opbygges folkelige bevægelser - for at genvinde vores land
og klode og stoppe tyveriet (gennem privatiseringen) af vandet, plantefrø,
gener… kvindernes globale strejkebevægelse kræver militær
og krigsudgifter bliver brugt til omsorg, føde, helbredelse og uddannelse."
I London krævede kvinderne: Stop for britisk krigsdeltagelse. I Washington
krævede kvinderne: Stop for USAs krigsførelse. I København
krævede kvinderne: Stop for dansk krigsdeltagelse.
Fra Israel lød det bl.a. i en appel: "Vi, kvinder fra Jerusalem
Center for Women (JCW) anråber den israelske offentlighed i almindelighed
og kvinderne i særdeleshed om at rejse sig op imod besættelse, undertrykkelse,
krig, apartheid, ydmygelse og fattigdom. Det er på tide at lade vores
stemmer høre højt og tydeligt. Der har været blodudgydelse
nok. Freden opnås ikke ved at gravide palæstinensiske kvinder dræbes
ved kontrolsteder, ligesom den ikke opnås ved militære midler eller
en anden form for besættelse."
8. marts satte fokus på at få stoppet krigen og sikret de sociale rettigheder. Og på at kvinder fortsat underbetales, arbejder gratis, får lavere pension, har dobbeltarbejde og diskrimineres overalt i verden. Også i Danmark. Krav som ligeløn og 6-timers arbejdsdag bliver stadig mere påtrængende at få kæmpet igennem.
Den moderne kvindekamp handler forsat om retten til at kunne leve og udvikle sig som et ligeværdigt menneske. Om at også kvinder er handlende og skabende mennesker, der er med til at forandre de samfunds- og ejendomsforhold, der betyder død, ødelæggelse, fattigdom og fornedrelse. Livet er det mest værdifulde vi har.
Kommunistisk Politik 6, 2002