Jagtvej 69 og Kvindernes Internationale Kampdag

Kommunistisk Politik 5, 2007

Rammerne om den måske mest betydningsfulde politiske verdenskonference, der nogensinde er afholdt i Danmark, var beskedne. I 1910 udsendte Clara Zetkin, international sekretær for det socialistiske kvindearbejde, en indkaldelse til:

” Anden Internationale Socialistiske Kvindekonference
26. og 27. august d. å. i København.
Konferencen vil blive afholdt i
Arbejdernes Forsamlingsbygning Jagtvej 69
og vil blive åbnet kl. 9 om formiddagen den 26. august.”

Den første socialistiske kvindekonference i Stuttgart i 1907 havde fået lagt rammerne for en international organisering af arbejderkvinderne og deres kamp – med valgretten som det aktuelle hovedspørgsmål. Konferencen i København ville for alvor gøre denne kamp global.

Det var nogle af tidens mest fremtrædende foregangskvinder, der mødtes på Jagtvej 69, hvor mødet blev åbnet af Elisabeth Mac som repræsentant for værterne, de danske socialdemokratiske kvinder. Blandt de danske kvindeledere var Nina Bang, der nogle år senere skulle blive verdens første kvindelige minister. Fra Rusland kom Alexandra Kollontaj, fra Østrig bl.a. Adelheid Popp, fra USA May Wood-Simons, fra England Margaret MacDonald – i alt 99 kvinder fra 17 lande.

Kvindekonferencen blev afholdt op til starten af Socialistisk Internationales kongres i København i begyndelsen af september med næsten 900 deltagere – heriblandt Lenin og Karl Liebknecht, der bl.a. diskuterede revolution og reform med Frederik Borgbjerg.

Set i det historiske bakspejl var det imidlertid kvindekonferencen, som fik størst betydning. Den rækker helt frem til i dag.

Nogle havde blik for dens vigtighed. Den socialdemokratiske huspoet, agitator og folketingsmand A.C. Meyer, der også forsøgte sig med en ny, lokal udgave af Internationale, der aldrig blev et hit, sendte en begejstret vershilsen til kvindekonferencen:

Frihed gør mirakler,
borer vej i fjeld,
gamle mure vakler,
misbrug står på hæld;
Se hvor samfundssolen
bryder tågen klam,
og fra talerstolen
tolkes vort program.

Hilset vær I, kvinder,
som fra nær og fjern
livets tråde tvinder
til de svages værn;
hilset vær, hvor mærket
er det røde flag,
hånden kækt på værket,
det er Eders dag.

Den tyske socialdemokrat og kvindekampsveteran August Bebel hilste den også, mindre lyrisk, men nok så præcist:
”Det er med stor tilfredsstillelse, at jeg hilser de helt enorme, ofte overraskende fremskridt, som den internationale kvinde- og arbejderkvindebevægelse har opnået især i det sidste årti. Disse har draget alle kulturlande ind i deres virkefelt og har ganske særligt virket opdragende ind på den socialistiske mandeverden, hvad der var stærkt brug for. De hidtidige fremskridt vil blive fulgt op af nye og endnu større, derfor er alle betingelser til stede.”

I løbet af de to konferencedage behandledes en lang række dagsordenspunkter, herunder beretninger om kvindernes situation i de forskellige lande, og der blev drøftet og vedtaget en lang række resolutioner og udtalelser stillet af forskellige delegationer.

Clara Zetkin - Forkvinde for konferencen

De danske kvinder stillede forslag om ophævelse af kønsdiskriminationen i forbindelse med natarbejde, og andre udtalelser behandlede kvindernes forskellige sider af arbejderkvindernes levevilkår. De østrigske og tyske kvinder fik vedtaget en anti-krigs-resolution, som bl.a. fastslog, at

”… Krigenes årsag ligger i de samfundsmæssige antagonismer, som er en konsekvens af den kapitalistiske produktionsmåde … Freden kan kun opretholdes gennem arbejderklassens energiske og bevidste aktion og i sidste ende i kraft af socialismens sejr…
Det er særlig pligt for de socialistiske kvinder at deltage i kampen for freden … og de må opdrage deres børn i socialismens ideer, så den kæmpende arbejderklasse, som en fredsarmé, bliver større og talrigere.”

Clara Zetkin stillede forslag om og fik vedtaget en hilsen til det finske socialdemokratiske parti, som protesterede mod den russiske tsarismes undertrykkelsespolitik. Finland var i 1910 det eneste land, hvor kvinderne havde stemmeret:

”Den Anden Socialistiske Kvindekonference sender sine hjerteligste hilsener og ønsker til Finlands Socialdemokratiske Parti, som står i forreste række i kampen for deres lands nationale politiske rettigheder, en kamp, som dog kun udgør en episode i den russiske revolution, fra hvis sejrende hænder alle nationaliteter, der er slavebundne af tsarismen, en dag vil modtage deres nationale rettigheder.”
Det skete som bekendt med Oktoberrevolutionen – i år for 90 år siden.

Men den vigtigste vedtagelse fra konferencen, som rækker helt frem til i dag, og som gør Ungdomshuset på Jagtvej 69 til noget helt særligt, et levende historisk monument, var vedtagelsen af at skabe en global kvindeaktionsdag. De amerikanske kvinder havde gennemført en aktionsdag 8. marts 1909 og foreslog, at den blev taget op også i andre lande. Clara Zetkin, Käthe Duncker og 'kammerater' fra den tyske delegation fremsatte derpå dette forslag, som blev vedtaget:

”I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer i hvert enkelt land foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første række har agitation for kvindernes valgret som formål. Kravet må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse af hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.”

Allerede i 1911 blev den internationale kvindedag gennemført i Danmark, Tyskland, Østrig og andre lande og i de følgende år på skiftende søndage i marts. I 1921 besluttede Kommunistisk Internationales 2. kongres at gøre 8. marts til kvindernes internationale kampdag – og i 'kvindeåret' 1975 besluttede FN at gøre samme dag til international kvindedag.

I år markeres 8. marts både i og uden for Ungdomshuset, Jagtvej 69. Lige nu er udsigten, at 'Folkets Hus', 'Arbejdernes Forsamlingshus', 'Ungeren' – eller hvad det levende sted nu hedder – ved 100 års-dagen for den historiske konference er revet ned af en fundamentalistisk og reaktionær kristen sekt og afløst af et patriarkalsk 'Faderhus'.

Det ville være lidt mere end blot historiens ironi – en udsøgt hån.

Det er ufatteligt, at bygningen ikke anses for bevaringsværdig. Alene dens historiske rolle i den internationale kvindekamp gør, at Jagtvej 69 bør bevares for eftertiden.

Netavisen 1. marts 2007