Af Initiativet for flere ungdomshuse
www.myspace.com/flereungdomshuse
10 punktsprogram for initiativet
1. MERE PLADS!
Kontrollen med borgerne bliver øget konstant. Overalt og på alle niveauer bliver der rettet ind og normaliseret, og mulighederne for fri udfoldelse, gratis samvær og kreativitet er ringere, end de har
været meget, meget længe. Samtidig bliver ordensmagtens muligheder for at gribe ind og tyrannisere hele tiden udvidet i form af flere tomme paragraffer med større strafferammer og flere ikke-dødelige våben, såsom peberspray og vandkanoner.
København har brug for mere plads på
mange måder, ikke mindst mentalt. Der skal være mere plads til fri leg og tænkning, hvor man ikke ender med at gå til i manglende bevillinger, klager, formularer, ubegrundede ransagninger og politisk forfølgelse, fordi ens projekt ikke understøtter det etablerede samfund.
Vi har brug for mere plads, mere frihed og flere selvstyrende ungdomshuse, hvor vi kan udfolde os.
2. ET ENKELT UNGDOMSHUS ER IKKE NOK!
Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Ungdomshuset på Jagtvej 69 skal ryddes eller ej. Selvfølgelig skal det ikke det. Spørgsmålet er, hvor alle de nye ungdomshuse skal ligge. Det sker gang på gang, at Ungdomshuset bliver nødt til at lukke dørene til festerne, fordi der ikke er plads nok til folk indenfor. Det er ikke mangel på vilje, men rent praktisk er der dårligt plads til de utallige retninger, som kreativiteten stritter i, eftersom huset har så utroligt mange brugere. Ungdomshuset
har arrangementer af enhver art og størrelse på programmet hver evig eneste dag. Men selv i Ungdomshuset kan det være svært at have en punkkoncert kørende i det ene rum, samtidig med at nogle vil gøgle i det andet, mens andre indspiller en ambient plade i det tredje.
Københavns unge har brug for mange flere selvstyrende ungdomshuse.
3. VORES UNGDOMSKULTUR – IKKE KOMMUNENS!
Selvfølgelig skal kommunen ikke fratage os de kulturelle tilbud, som vi selv skaber for hinanden, bare fordi deres tilbud er utilfredsstillende og vores er af en kvalitet og ægthed, som hverken de eller den kommercielle kulturscene nogensinde ville kunne skabe, selv hvis de ville. Københavns Kommunes fritidstilbud har alle det tilfælles, at de tilbydes, organiseres, kontrolleres og kan afbrydes oppefra uden hensyn til de unges interesser.
Det må være indlysende, at unge mennesker bedst selv ved, hvad de har lyst til, og hvad der er godt for dem. Unge mennesker er i stand til at tage del i demokratiske, organisatoriske fællesskaber, der gør en forskel både for dem selv og for andre, uden voksne pædagogers indblanding. Derfor må det foretrækkes, at de unge selv sørger for ungdomskulturen i det omfang, det er muligt, samt at man opmuntrer dem til at tage del i deres eget liv og i samfundet og i hvert fald under ingen omstændigheder aktivt bekæmper og spænde ben for konstruktive, kulturelle, og selvorganiserede ungdomshuse som det på Jagtvej 69 og det nye hus, vi har taget i dag. Ligesom de mange mennesker, der møder op til Piratfesterne burde være et klart tegn på, at de etablerede tilbud langt fra er tilstrækkelige.
Københavns Kommune burde anerkende
denne initiativrigdom og aktive ressource og gå ind i en direkte støtte af sagen frem for at bekæmpe den. Vi er mange mennesker, og det er også vores by. Og det er politikernes opgave at repræsentere os.
Det synes vi ikke, de gør særligt godt.
4. VI ER TRÆTTE AF DERES BOLDKLUBBER!
Vi unge er trætte af kommunale boldklubber, ungdomsklubber fulde af regler og forbud og kommercielle diskoteker, der stinker langt væk af profit og diskrimination.
Vi vil have ægthed, ærlighed og et liv, som vi selv har indflydelse på.
Vi er trætte af sociale tilbud, der lukker, når festen er allerbedst, fordi der ikke er nogen, der gider arbejde gratis i en klub, der har en chef.
Vi bestemmer selv, hvornår vores fester slutter og starter, hvor de skal foregå, og hvad der skal ske.
Vi behøver ikke tænke på deltagergebyrer og profit, for det betyder ikke noget for os, om vi tjener penge eller ej.
Vores kultur handler om noget andet end penge, magt og kontrol.
5. BRUGERSTYRING OG SELVBESTEMMELSE!
Ungdomshuset er et af utallige eksempler på, at mange mennesker godt kan tage beslutninger i fællesskab. Når vi skal beslutte ting, sætter vi os sammen og taler, til vi er enige. Og vi er grundlæggende enige om, at vi ikke vil lade nogen bestemme over os og vores måde at træffe
beslutninger på.
Hvorfor skal pædagogerne i de kommunale ungdomsklubber bestemme, om der skal males graffiti på klubbens vægge, eller at festen slutter kl. 23? Det er jo i sidste ende ikke deres
klub, men de unges. Vi vil have ungdomshuse uden pædagoger, hvor vi selv kan bestemme.
6. KULTUR ER ET FÆLLES ANSVAR IKKE EN VARE!
Hvorfor bruger staten ufattelige summer på at støtte et operahus, som henvender sig til et mindretal, mens de bruger ligeså ufattelige summer på at bekæmpe et ungdomshus, som muligvis også henvender sig til et kulturelt mindretal, men som i det mindste er økonomisk selvforsynende? Kulturen er et fælles ansvar, også de dele af kulturen, som ikke klarer sig så godt rent lukrativt.
Det gælder også for en undergrundsmusikkultur, som for politikerne på Rådhuset måske er både ulækker og voldsomt larmende, men ikke desto mindre er selve livsnerven og det, der overhovedet gør livet værd at leve for andre. Løfter om kulturel mangfoldighed, kulturstøtte og beskyttelse af
kulturarv og subkulturer må ikke få lov til kun at omhandle nogle æstetiske retninger, mens visse andre former for ungdomskulturer bliver bekæmpet med nedskæringer, manglende bevillinger eller tåregas.
Kultur er meget mere end noget, der er hundrede år gammelt eller hænger på en hvid væg på et museum. Kultur er også nogle gange flygtigt, skræmmende, kaotisk, barnligt og vanvittigt svært at
forholde sig til. Vi har ikke købt vores kultur, og den er heller ikke til salg.
7. UBEGRÆNSET AFLØB FOR KREATIV ENERGI!
Vi vil have atelierer med ubegrænset maling, mulighed for udluftning, når vi spraymaler, god belysning og frie åbningstider.
Vi vil have øvelokaler, hvor vi kan spille lige præcis den musik, vi har lyst til og så højt vi vil på alle tider af døgnet.
Vi vil have cykelværksteder med svejseapparater, vinkelslibere og alt muligt andet værktøj til fri afbenyttelse.
Og vi vil have politiet til at stille alle de efterladte cykelvrag til rådighed, som de stjæler rundt omkring på gaderne, så vi kan sætte dem i stand og give dem nyt liv i stedet for at landets ordensmagt tjener penge på at sælge dem på aktioner.
Vi vil have fotoværksteder med mørkekamre og muligheder for digital fotobehandling
og print.
Vi vil have syværksteder med stoftryk. Vi vil have små biografsale rundt omkring i København, hvor man kan se film gratis hver søndag, når man er træt og vil slappe af.
Vi vil have flere lovlige graffitimure, når nu vi ikke bare kan male over hele byen.
Vi vil have en kopimaskine og et trykkeri med ubegrænset papir og sværte.
Vi vil have masser af spillesteder, som ikke behøver tænke lukrativt, men som har mulighed for at booke bands, som ellers ikke kan få lov at spille.
Vi skal nok selv sørge for en fornuftig, demokratisk og velfungerende organisering af det hele. Vi behøver ikke en eneste pædagog eller sagsbehandler. Til gengæld betaler Københavns Kommune
for driften.
8. MAN KAN IKKE EJE ET HUS, MAN IKKE BRUGER!
Vi mener, at hvis et hus ikke bliver brugt, og der ikke er nogen planer om at tage det i brug, er der ingen, der ejer det. København vrimler stadig med tomme bygninger, fordi nogen mener, det er mere fornuftigt at skabe ejendomme, som ikke kan bruges til noget af den ene eller anden grund eller som kun må bruges til erhverv. Samtidig er der mange, der mangler øvelokaler, cykelværksteder, atelierer, info-shops, folkekøkkener, fotoværksteder, undergrundsbiografer,
billige spillesteder, små teatre, underlige kældre, billig beboelsesejendom, små, støvede lejligheder og alt det andet, der gør en storby værd at bo i. Men nogen synes, det er mere fornuftigt at sanere og byforny i et væk, indtil hele byen er blevet til et stort, tomt kommunehospital. Vi vil hellere have ungdomshuse i nogle af de tomme huse, der bare står, og så slipper I også for at have os hængende i gaderne, når der ikke er plads til flere folk i Ungeren.
9. VI ER TRÆTTE AF AT BLIVE SET SOM DANKORT!
Vi har lyst til at gå ud og spise rigtigt tit og rigtigt billigt, måske endda gratis. Vi vil gerne spise sammen med mange mennesker og gerne et sted, hvor man kan møde nye venner i en hyggelig atmosfære. Vi vil gerne kunne gå i byen og få en lille fjer på uden at skulle leve af jord ugen efter af pengemangel. Vi vil gerne kunne se koncerter hver uge og måske købe en plade eller to og en T-shirt med hjem. Vi vil gerne kunne gå på café en hel dag og kun drikke vores egen medbragte kaffe uden at blive smidt ud.
Umuligt? Slet ikke! Det har ladet sig gøre i 24 år i Ungdomshuset.
Det lader sig også gøre mange andre steder, fordi der er folk, der gider arbejde gratis, så længe de ikke har en chef, de skal lave merværdi til, og så længe de selv får lov at sætte betingelserne og tage initiativerne. Vi vil og kan skabe fristeder, hvor det ikke er pengene, der afgør din værdi, men behageligheden af dit selskab, graden af dit engagement eller størrelsen af dit behov for opmærksomhed og omsorg.
10. AKTIV BEKÆMPELSE AF DISKRIMINERENDE STRUKTURER!
Frem for alt vil vi gerne skabe en bedre verden - en verden, der er fri for diskrimination, hvor alle føler sig godt tilpas og ikke er bange. Indtil vi har gjort det, føler vi os berettigede til i det mindste at forsøge at skabe en række frirum i en verden fuld af frygt, vrede og diskrimination.
Vi mangler flere steder, der aktivt og eksplicit siger fra overfor og bekæmper racisme, sexisme, heterosexisme, homofobi og vold. Vi er flove over at se vores farvede venner hænge rundt omkring på gaderne, fordi de ikke må komme ind på diskoteker og spillesteder.
Vi er kede af at høre, hvordan vores
homoseksuelle venner skjuler deres kærlighed, når de går i byen, fordi de risikerer at blive smidt ud eller overfaldet. Vi er vrede over igen og igen at høre, hvordan kvinder er blevet behandlet ydmygende, udelukkende fordi de er kvinder, alt lige fra en latterlig bemærkning til voldtægt.
Den såkaldte retsstat gør meget lidt ved de problemer, men vi finder os ikke i det!
Så vi kræver befriede områder, hvor vi kan mødes og være sammen uden umenneskelige, undertrykkende magtstrukturer.
Netavisen 16. januar 2006