Af Klaus Riis
'Kommunismens Sorte Bog' er nu - i 2002 - blevet oversat fra fransk og udgivet på dansk af Høst&Søn. Vi genudgiver derfor på nettet en kommentar fra Kommunistisk Politik 24, 1998.
FORBEMÆRKNING 2002:
De
sortes sorte bibel
Nutidens største antikommunistiske
propagandasamling promoveres endnu engan kraftigt kraftigt i forbindelse med den
danske udgave for at sætte skub i den hetz mod alt revolutionært,
som ikke mindst bliver kraftig i de perioder, hvor imperialismen fører
krig og kapitalismen er i krise. Hvor den mangemilliontallige liste over ofrene
for den førende imperialistmagt USAs barbariske krige igen er ved at blive
udvidet. Tirsdag den 26.11. udgav Jyllands-Posten et helt tillæg om 'Den
Røde Terror' - hvor det lykkedes at sammenligne Lenin og Osama bin Laden.
Der findes ingen ægte socialistiske lande i verden i dag - og den
sorte bibel er ude af stand til at give en forklaring på, hvorfor en verden,
der er 'befriet for kommunisme' er et galehus af slagterier i krige og reaktionære
borgerkrige: i Europa først med Jugoslavien og igennem mange år i
Tjetjenien, i Palæstina og Mellemøsten, Afghanistan, på det
afrikanske kontinent i talrige reaktionære borgerkrige og etniske massakrer,
anstiftet af imperialistmagter, i Latinamerika i f.eks. Colombia og Peru.
Det
kan temmelig pålideligt anslås, at omkring 30 mio. mennesker er døde
siden 2. Verdenskrig i de krige, de tre vigtigste imperialistmagter (USA, UK og
Frankrig) har ført mod undertrykte nationer eller i imperialistisk inspirerede
borgerkrige og som følge af organiseringen af økonomiske blokader
fra den amerikanske imperialismes side. Og så tæller vi ikke millionofrene
for kapitalismens daglige barbari: fattigdommens døde, af underernæring
og sygdomme, ofre for hungersnød. Eller ofrene for det kapitalistiske profitræs
- ved arbejdsulykker, miljøkatastrofer osv.
Kapitalismens krige og daglige
barbari overgår i dødsofre utallige gange omkostningerne ved revolutioner
og befrielseskrige. Kapitalismens ofre er arbejdsfolk, almindelige mennesker.
Et særligt mål for krigsførelse og undertrykkelse har været
og er arbejderklassens repræsentanter og forkæmpere: kommunister,
revolutionære, faglige aktivister o.s.v. Den revolutionære undertrykkelse
har derimod ramt udbytningens aktive forsvarere.
I samtlige de socialistiske
og folkedemokratiske lande har man set en stærkt øget gennemsnitslevealder
og en stor befolkningstilvækst. Ruslands nedadgående gennemsnitslevetid
og dramatiske fald i befolkningstallet siden 1991 er et anskueligt bevis på
råkapitalismen som dødens triumf over livet.
Da det er indlysende
for enhver, at nutidens barbari ikke kan skyldes 'kommunismen' eller 'kommunisterne',
svækkes effekten af den store samling propagandaløgne i Den sorte
Bibel væsentligt. Den er alligevel giftig og må imødegås.
Sortbogen
er lidt upræcis med hensyn til sine talopgivelser på kommunismens
påståede ofre. 85 millioner står der ét sted, 100 mio.
ét andet. De 65 millioner af dem skulle være omkommet af sult under
'Det Store Spring Fremad' i Kina. Det er ikke noget, der har gjort det store indtryk
nogen steder: Vesten har altid været ligeglade med kinesiske eller andre
ofre for sult og hungersnød - og har sjældent løftet en finger
for at lindre sultkatastrofer i lande, der ikke fulgte Vestens diktater som i
Nordkorea i dag. Faktisk var i årtier en hovedkritik af Mao Tsetungs Kina,
at der blev født for mange børn. At der var for mange kinesere.
Den indbyggede selvmodsigelse afslører hyklerie. Sortbogen gør det
selvfølgelig ikke.
Selve kernen i Sortbogen er og bliver en gentagelse
af den gamle hetz mod det første socialistiske land i verden: Lenins og
Stalins Sovjetunionen., der skulle have 20 eller flere millioner sovjetiske borgeres
liv på samvittigheden. Regnestykkerne er løgn og forfalskninger,
et opkog af gamle skrøner, suppleret med moderne falsknerier. De virkelige
tal for ofre for den socialistiske stats undertrykkelse af klassefjender og kontrarevolutionære
er langt, langt mindre. Og de skal sammenholdes med den generelle tilvækst
i befolkningstallet - på trods af ofrene for borgerkrig og interventionskrige
i årene efter revolutionen og de 20 millioner ofre for det nazityske overfald.
De
skal også sammenholdes med de liv, revolutionen reddede: gennem sejren i
anden verdenskrig over Hitlertyskland, gennem det revolutionære eksempel,
der spredte sig til Asien, til Kina, Korea, Vietnam, til Østeuropa, til
de lande og folk, der rejste sig til kamp mod Vestens kolonistyre.
Stil
balancekontoen op uden at glemme imperialismens forbrydelser i to verdenskrige,
kolonisystemets forbrydelser, USA's og Englands krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig
(som atombombningen af Japan) - og den uendelige række ofre i tiden efter
- og konklusionen giver sig selv:
Det er ikke kommunisme og terrorisme, der
er identiske. Det er ikke Lenin og det CIA-skabte fantom bin Laden. Det er antikommunismen
af i dag og i går, som forbliver sig selv lig: Løgn og propaganda,
der skal dække over krig, terror, mord, afbrænding, udplyndring og
udbytning af en hel verden.
Klaus Riis, 20. november - 1. december 2002.
Kommunistisk Politik 24, 1998
Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden brugte en helside i sin avis på at give den en plads ved siden af Den hellige Bog på det rettroende borgerskabs natbord. Eller måske snarere til erstatning. Ekstrabladet lod Søren Krarup promovere den. Tidsskriftet Arbejderhistorie har udsendt noget der ligner et særnummer for at blåstemple dens "videnskabelige lødighed".
Den er udkommet på italiensk, hvor den korruptionstiltalte tidligere præsident, TV-magnaten Berlusconi har udgivet den på et af sine forlag, og distribueret den gratis i tusindvis af eksemplarer til gamle og ny fascister og reaktionære. I Frankrig fik den fascisten Le Pen til at kræve "en Nürnberg-proces mod kommunismen", et krav den danske fundamentalistiske præst Krarup gentager. Den er oversat til tysk og en række andre sprog. Den er fransk, og er dagens antikommunismes sorte bibel.
De 866 sider, der udkom i november sidste år, hedder "Le livre noir du communisme" – "Kommunismens sorte bog" eller "Kommunismens sortbog". Med undertitlen "Forbrydelser, terror, undertrykkelse" – og det manende slogan "85 millioner ofre" på forsiden.
I Hanois sortbog om imperialismens forbrydelser i Vietnam
fra 1967 fastslog den permanente FNL-repræsentation:
"Mere end
en million sydvietnamesere blev dræbt, invalideret eller pint ihjel i koncentrationslejre
fra 1954 til 1967.".
De franske koloniherrer blev fordrevet fra Vietnam,
og den amerikanske imperialisme overtog krigsførelsen, der varede endnu
mange år og krævede endnu hundredtusinder og atter hundredtusinder
af ofre for systematiske bombardementer og en beskidt krig med alle den undertrykkende
terrorkrigs kendtegn, før Vietnam og det vietnamesiske folk havde sejret
og påført imperialismen endnu et føleligt nederlag.
Ydmygelsen
i Indokina er hverken glemt i Washington eller Paris. "Sortbøgerne"
mod imperialismens og fascismens forbrydelser er ikke glemt. Det er ikke tilfældigt,
at dagens antikommunistiske bibel netop har fået betegnelsen "Kommunismens
sortbog".
Og sjovt nok: Der er også en regning til kommunismen
i Vietnam i den franske "sortbog":
Sjovt nok lyder den på 1
million døde.
Angiveligt som ofre for kommunismens forbrydelser, terror
og undertrykkelse.
Tal på "kommunismens ofre"
Antikommunismens
sorte bibel er et digert værk på knap 900 sider, skrevet af seks hovedforfattere,
med en række underforfattere. Den lægger ikke skjul på sin hensigt.
Det bliver hamret fast af redaktøren Stéphane Courtois (i en artikel
skrevet specielt til tidsskriftet Arbejderhistorie på redaktionens opfordring):
"Dens
formål er ganske enkelt: at komme med en så fuldstændig opgørelse
som muligt over ofrene for det kommunistiske system som blev indført af
Lenin i 1917 og som brød sammen i Moskva i august 1991."
Courtois præsenteres som tidligere maoist – hvilket sikkert skal "legitimere" ham som frafalden "ekspert" a la en dansk Mikkel Plum. Han er i dag forskningsleder ved noget der hedder CNRS, det franske forskningsråd, og har været leder af "Instituttet for Kommunismens Historie og Sociologi" ved Nanterre universitetet og udgivet et "videnskabeligt" tidsskrift ved navn Communisme. En mand med papirerne i orden, altså. En sand videnskabsmand, besjælet af tanken om at fastslå den historiske SANDHED!
Bogen udkom op til Oktoberrevolutionens 80-års-dag som en videnskabelig markering heraf. Den rummer indlæg om Sovjetunionen, Komintern (og den spanske borgerkrig), Østeuropa, Østasien (Kina, Vietnam, Laos, Kampuchea og Nordkorea), og som rosinen i pølseenden 60 sider om resten af verden.
I redaktørens
forord opstilles så tabellen over "kommunismens ofre":
Sovjet
20 millioner døde, Kina 65 mio. døde, Vietnam 1 mio. døde,
Nordkorea 2 mio. døde, Kampuchea 2 mio. døde, Østeuropa 1
mio. døde, Latinamerika 150.000 døde, Afrika 1,7 mio. døde,
Afghanistan 1,5 mio. døde – og endelig den internationale kommunistiske
bevægelse og "kommunister udenfor magten" et antal titusinder
døde.
På forsiden står der 85 millioner. Dette regnestykke giver knap 100 millioner – men det skal man slet ikke tage sig af, forklarer redaktørens videnskabelige danske medkæmper Morten Thing i samme tidsskrift:
"Man skal ikke hænge sig i forskellen mellem de 85 mio. på omslaget og de 100 mio. i indledningen. Hermed henvises ikke mindst til usikkerheden i de ca. 70 mio. døde, som bogen henregner til de asiatiske regimer. I dette tal indgår, hvad bogen kalder "historiens største hungersnød", nemlig resultatet af Det store Spring i Kina. Her må man på grund af manglende kilder ekstrapolere fra befolkningsstatistikken…." Osv.
Det er svimlende tal, der er tale om - -og regnestykker og modregnestykker
i en sådan målestok synes både absurde og ulækre. Hvad
betyder 15 mio. mere eller mindre, når vi i forvejen er oppe i disse svimlende
tal.
Hovedparten af "kommunismens ofre" skulle være ofre for
Mao Tsetungs Kina. Mere end to trediedele, de fleste angiveligt som ofre for det
såkaldte Store spring fremad.
Det er ikke hensigten her at benægte, at der har forekommet hungerskatastrofer i Kina eller andre lande, der gennemførte en revolution. Men i disse lande var katastroferne i vidt omfanf påført, af imperialismens krige eller blokader. Idet gamle Kina var sultedøden den almindeligste dødsårsag, og det er en kendsgerning, at den blev overvundet. Den normale bebrejdelse mod Kina har været, at der er for mange kinesere. Omkring 600 millioner ved tiden for Det store Spring. Omkring en milliard i dag.
Imperialismen støtter den håndfaste børnebegrænsningspolitik, et-barns-politikken, som nu gennemføres. De ufødte børn, som Deng Xiao-Ping og co. har forhindret et liv, regnes modsat ikke med til "kommunsimens forbrydelser". Vilde tal som 65 millioner ofre for kommunisme i Kina er vilde.
Det
er enorme dødstal, socialismen får skylden for. De skal virke bare
ved størrelsen i sig selv - lidt fra eller til betyder intet.
Hvor
mange var det nu, som døde som følge af imperialismens store dødsorgier
i dette århundrede – den første og anden verdenskrig? I den
første dræbtes omkring 10 mio. soldater (mens 20 mio. blev invaliderede).
Tallene for ofre for denne krigs følger af sygdomme og hungersnød
langt ind i 20erne findes ikke umiddelbart tilgængelige. I Anden Verdenskrig
blev mere end 54 millioner mennesker dræbt, over 90 millioner såret,
hvoraf 28 millioner invalideredes. De øvrige indirekte dødsofre
for krigen er ikke lige til at slå op.
64 milllioner dræbt direkte i imperialismens krige på ialt 10 år. De mest blodige i historien. Men alle de øvrige årtier har talt døde i millioner, i krig eller som følge af krig, af sult og sygdomme. Regningen er enorm. Selv i sine mest fredelige perioder er kapitalismen en brutal dræber.
"Kommunismen sortbog" vil glemme både fascismen og imperialismen og deres forbrydelser. Det er kommunismen, der skal slås ned!
Kriminalisering af kommunismen
Der er ikke den fjerneste forskel på den
gamle antikommunistiske propaganda og dagens hellige franske version.
Bortset
fra måske den, at "Kommunismens sortbog" ikke udgiver sig for
at være antikommunistisk propaganda, men for at være den rene og skinbarlige
videnskabelige sandhed.
Det er den samme gamle melodunte, som Goebbels og Den kolde krigs vestlige propagandister sang så højt og så længe, at den er gået den dødsmærkede "vestlige" civilisation i blodet. Ikke engang historierne om at kommunisterne æder små børn savnes. Kannibalismen florerer i kommunismens krisesituationer!
Hensigten er selvfølgelig at stemple kommunismen, der kæmper for klassernes afskaffelse, og som betragter den private ejendomsret til produktionsmidlerne ikke som en menneskeret, men som en forældet ret til udbytning, som en kriminel og forbryderisk ideologi, på linje med nazismen. Courtois’ sidestilling af kommunisme og nazisme har vakt dyb harme – og dyb tilfredshed. Harme blandt progressive mennesker – og dyb tilfredshed blandt fascister af Le Pens sort, som har himlet op om at stille kommunismen for en krigsforbryderdomstol a la Nürnberg. I Ekstrabladet har Courtois’ danske fan Søren Krarup vist, hvordan han forstår denne sidestilling: Kommunismen er meget, meget værre end nazismen!
Ja – blandt dens "store forbrydelser" i fascisternes og reaktionens øjne var, at den knækkede halsen på Hitler og fascismen og ikke gik slagen, men sejrende ud af den store verdensbrand, den kriminelle fascisme antændte …
"De undersøgelser som vi offentliggør", siger projektleder Courtois, "viser klart, at den kommunistiske bevægelse hare gennemført en systematisk undertrykkelse, der har kulmineret med at gøre terroren til regeringsform … den kriminelle dimension hører med til selve den moderne kommunismes fundament; først og fremmest i de lande hvor kommunisterne havde grebet magten, men også i den kommunistiske verdensbevægelse og i de lande hvor kommunisterne var i opposition.
Denne
kriminelle dimension omfatter tre hovedkategorier af forbrydelser: (1) henrettelser
af regimets faktiske eller formodede modstandere med forskellige midler: skydning,
hængning, drukning, tæsk, men også krigsgas, gift eller bilulykker;
(2) deportation til tvangsarbejde – her kunne døden indtræffe
under transporten eller på stedet på grund af sult, kulde, sygdom,
"arbejdsulykker" eller dårlig behandling; og (3) hungersnød
forårsaget af de kommunistiske regimers absurde politik overfor bondebefolkningen,
eller bevidst fremprovokeret (som i Sovjetunionen 1932-33.) I disse hungersnødsituationer
blev der aldrig ydet effektiv hjælp til de nødlidende."
Det
lyder jo dybt overbevisende og videnskabeligt. Kommunismens "kriminelle dimension".
De ufødte børns fædre og mødre
"Bolsjevikkernes politik var den direkte årsag til i alt 15-20 millioner menneskers død, dels som ofre for henrettelser, dels som ofre for tvangsarbejdet i Gulag fra 1928 og frem til Stalins død og endelig som ofre for hungersnød 1922, i 1932-33 og i 1947", siger Courtois.
Det er en kendsgerning, at Sovjetunionen i perioden fra 1. Verdenskrigs udbrud til 2. Verdenskrigs afslutning mistede mere end 35 millioner mennesker, omkring 30 millioner efter revolutionen: De døde som følge af borgerkrig og interventionskrig, som følge af krigsødelæggelser og imperialistisk blokade, indbefattet hungersblokade. Og de døde først og fremmest som følge af Hitler-fascismens brutale krig, som udryddede 20 millioner sovjetmennesker, de fleste mænd. Ved folketællingen i 1946 var der 53 millioner kvinder over 18 år og 31 millioner mænd over 18. Millioner af overlevende var invalider.
Lad
et af århundredets vidner, en russisk kommunistisk arbejder få ordet:
"Krigen.
Den kan og må vi ikke glemme. Der er forekommet uhyrlige katastrofer i menneskehedens
historie. Sult og pest har udryddet hele generationer. Det har sædvanligvis
været sådan, at de alleryngste og de allerældste døde,
de svageste og skrøbeligste. Men da kapitalismen viste sit rette ansigt,
blev der myrdet 20 millioner sovjetborgere i den mest produktive alder, de mest
modstandskraftige, de ufødte børns fædre og mødre.
Det var en værre katastrofe end nogen, man har set før i historien,
og det kommer til at vare generationer, før balancen er genoprettet. Vi
hverken fik eller udtrykte ønske om nogen hjælp. Imperialisterne
regnede med, at vores kraft var brudt, men vi kunne mobilisere alle samfundets
ressourcer til genopbygningen med samme kraft, som vi havde vundet krigen. Og
den kraft hedder folkemagten, socialismen." (Fra Arvid Rundberg: En russisk
arbejders erindringer, 1975).
Og lad os minde om, at det var fattige Sovjetunionen, der alene konfronterede og besejrede 80 % af de samlede nazistiske og fascistiske styrker. At landet ved krigsafslutningen var ødelagt overalt hvor Hitler, hans allierede og deres horder var draget frem. Til sammenligning mistede USA under hele krigen 300.000 mand – ikke en rude blev knust dér.
Courtois
kan imidlertid også få kommunismen gjort ansvarlig for 2. Verdenskrig.
Han støtter sig her på sin egen tolkning af Nürnberg-processen
mod toppen af nazi-forbryderne:"I Nürnberg blev nazisterne kendt skyldige
i tre slags forbrydelser: forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser
mod menneskeheden. Forbrydelser mod freden begås af de kræfter, der
leder, forbereder og udløser en angrebskrig. Det er ubestrideligt at Stalin
har medvirket til sådanne forbrydelser, først og fremmest på
grund af de to traktater, som han indgik med Hitler den 23. august og 28. september
1939 (Den såkaldte ikke-angrebspagt, KR) Disse traktater udløste
Anden Verdenskrig og bekræftede allerede på forhånd opdelingen
og ødelæggelsen af Polen."
Det er indlysende nok en skam,
at det ikke var Stalin, der var for retten i Nürnberg, og at Sovjet i stedet
sad i dommerpanelet!
Hele "ræsonnementet" er antikommunistisk
sludder af topkarat. Og kapitalistisk logik af den type, der ville have garanteret
nazismens sejr i Europa og verden.
Det er sørgeligt, at det kan udgives
for "videnskab". Det siger noget om, hvor dybt den historiske videnskab
(for ikke at tale om samfundsvidenskaberne i det hele taget) er sunket i den kapitalistiske
verden i dag. Den udgiver verdenshistorisk løgn for den endegyldige sandhed.
Træet
skal kendes på sine frugter:"Kommunismens sortbog" jubler over
"socialismens fald" i Sovjetunionen, som dateres til 1991. Det faldt
længe før - men med råkapitalismens sejr i 91 startede også
det utilslørede kapitalistiske forfald:levealderen er sunket drastisk,
sygdomsepidemier dræber, sult, fattigdom og kulde dræber. Befolkningstallet
synker ...
Kommunismens sene ofre?
Godt nyt for slaveejere
Courtois og hans antikommunistiske kampfæller mener selvfølgelig, at det er selve arbejderklassens statsmagt, proletariatets diktatur, som er det virkeligt kriminelle – redskabet til at berøve kapitalen magten og forhindre kapitalistisk genrejsning og imperialistisk undergravning og aggression.
At ville afskaffe klasserne i det hele taget, og udbytterklasserne i særdeleshed, er en forbrydelse, for hvilket han har skabt sit eget ord: ’klassegenocid’. Det lyder ligesom lidt mere forbryderisk end klasseafskaffelse eller klasseudryddelse, som fortsat har mange tilhængere.
Det er bekendt, at nazismen skabte et system, hvor marxismen stempledes og behandledes som kriminel, og hvor "klasser" erstattedes af "folkefællesskab" på racemæssig, national og etnisk basis. Det var under nazismen kriminelt at tale om den herskende tyske kapitalistklasse, der (med udenlandsk kapital i baggrunden) oprustede til og forberedte den store verdensbrand – der ikke blev udløst af Stalins defensive ikke-angrebspagt med Hitler, men var det uundgåelige resultat af fascismens og imperialismens aggressive karakter.
Courtois har sin egen jurisdik, som ikke bare søger næring i en særlig antikommunistisk udlægning af Nürnberg-processen og de juridiske principper, der etableredes der, men også i en FN-konvention fra 1948 og – "i endnu højere grad" – i den franske straffelov. Han søger at ligestille fjernelse af en udbytterklasse med "folkemord".
Da alle ved, at udtryk som afskaffelse, udryddelse eller likvidation af en udbytterklasse som klasse i almindelig sprogbrug ikke er identisk med eller anbefaler fysisk udryddelse af medlemmerne af den pågældende udbytterklasse, vil han simpelthen, som nazisterne, gøre det til en strafbar forbrydelse at arbejde for afskaffelse af udbytterklasser og klasser i det hele taget.
Han citerer derfor den berømmelige
nye franske straffelov, som definerer "folkemord" som:
"Det
forhold at gennemførelsen af en samordnet plan fører til fuldstændig
eller delvis udslettelse af en national, etnisk, racemæssig eller religiøs
gruppe eller af en bestemt gruppe ud fra et hvilket som helst andet vilkårligt
kriterium."
Courtois: "Nu foreslog Lenin allerede fra starten
at likvidere "borgerskabet som klasse", og Stalin opfordrede under kollektiviseringen
1929-32 de sovjetiske kommunister (sic!) til at "likvidere kulakkerne som
klasse"."
Her fik han sandelig ram på marxismen og
kommunismen: "folkemord" skal defineres som udryddelse udfra "et
hvilket som helst andet vilkårligt kriterium". Klassernes afskaffelse
er folkemord – pr. definition!
Der er godt nyt for slaveejere. For adelsmænd og fyrster af blåt blod, for konger, industribaroner, våbenproducenter og børsspekulanter: snylterudvækster af denne slags skal beskyttes mod kommunismen af straffeloven, som truede dyrearter, for Marx klassedefinition er selvfølgelig vilkårlig og uvidenskabelig. I forvejen er deres privatejendom garanteret i hoved og røv. Nu skal de juridisk garanteres deres overlevelse som social kategori, som klasse. Slaveejerne leve i al evighed!
Hokus-pokus:
Faktisk er kommunismen allerede kriminaliseret. I hvert tilfælde i Frankrig.
Og det må jo være betryggende for Courtois og Co.
Det reaktionære
borgerskab af i dag, som Courtois og hans fæller kæmper for, er i
enhver forstand ude på glatis! På historiens tyndeste is.
Sort snak i udbytningens tjeneste
"Kommunismen sortbog" er fra ende til anden sort antikommunisme, politisk propaganda. Det er et "anklageskrift" i reaktionens tjeneste, et vrangbillede og en karikatur af de sortbøger og hvidbøger, af de anklageskrifter, som kommunister har anvendt til afsløring af fascismens og imperialismens megaforbrydelser.
Men som det reaktionære projekt det er, blander den løgn med sandhed, kommunisme, revisionisme og terrorisme som et fedt, i en cocktail af alle mulige ingredienser. Den rabiate massemorder Pol Pot (hvis regime under kraftige protester fra den vestlige imperialisme blev nedkæmpet af de vietnamesiske kommunister, og som alverdens kommunister og progressive fordømte, i Danmark med undtagelse af et par håndfulde KAPere og en vis Mikkel Plum) fremstilles som et lige led i en arvefølge indstiftet af Lenin og videreført af Stalin.
Det postuleres, at der eksisterede kommunisme i Sovjetunionen i 70 år – og dermed kan den moderne revisionismes og imperialismens fælles forbrydelser, som krigen i Afghanistan, fremstilles som et resultat af kriminel kommunisme. Den er dertil bevidst ensidig: stirrer sig enøjet blind på både virkelige socialistiske lande og diverse pseudosocialistiske regimer – fremstiller de verdenshistoriske begivenheder ahistorisk – uden datidens situation og forudsætninger, udfra ophøjede og hellige, ideelle kriterier – og uden sammenhæng med kapitalisme, fascisme og imperialisme og deres aktive kamp mod socialismen.
Den er videnskabeligt set et ubrugeligt makværk. Og den skal heller ikke bedømmes videnskabeligt, men som løgn og propaganda i en sort sags tjeneste.
Se også
Knokkelkompagniet
Af Klaus Riis
Om USAs krige og kup
Terrorismens
rige Af Kim Chol Myong
Let
the Bloody Truth Be Known: One Hundred Years of Intervention Af Zoltan Grossman
The
CIA: A brief history Af Yonu Hu
Om løgnene
om Sovjetunionen på Stalins tid
Lies
concerning the history of the Soviet Union Af Mario Sousa
Kommunistisk
Politik 24, 1998.
Denne netversion på Netavisen 20. november 2002.