Af Klaus Riis
Sverige er på vej ud i en tilsvarende energikrise som den, der har grebet
verdens rigeste og mest elforbrugende stat Californien: en situation med energimangel
og strømafbrydelser – på trods af, at der findes rigeligt
med energi.
Blandt konsekvenserne er, at de svenske elselskaber har måttet henstille
til forbrugerne om at skrue ned for blusset. Det anføres også,
at det er grunden til, at den svenske regering og de svenske politikere ikke
kan træffe en klar beslutning om lukning af Barsebäck.
Årsagen er ene og alene privatiseringen af elforsyningen, som har unddraget
hele denne sektor politisk kontrol og muligheden for bare noget, der ligner
samfundsmæssig styring. Det eneste motiv, der bestemmer, er kortsigtede
profitinteresser.
Siden Sverige privatiserede elmarkedet, er investeringerne i nye anlæg
gået fuldstændig i stå, samtidig med at en række mindre
rentable kraftværker af forskellig slags er blevet sparet væk og
nedlagt af elselskaberne. Derfor lider Sverige allerede nu af periodisk mangel
på energi.
Ca. halvdelen af den svenske elforsyning kommer fra vandkraftværker, den
anden halvdel fra atomenergi.
I USA er de store overskrifter fremme om energimangel. Det er ikke mindst foranlediget
af krisen i Californien. Med det som udgangspunkt taler Bush-administrationen
og en lang række amerikanske politikere og medier om nødvendigheden
af at sikre en øget amerikansk energiforsyning langt ud i fremtiden.
På den baggrund har oliemillionæren George W. Bush og hans regering,
der direkte repræsenterer den amerikanske storkapital, givet tilladelse
til, at der påbegyndes olieboringer i den sidste uberørte vildmark
i USA, Arctic National Wildlife Refuge. Og hans energiminister siger, at nu
skal der igen til at bygges nye atomkraftværker, efter at opførelserne
har været indstillet siden tvillingulykkerne på værkerne på
Tremileøen og Tjernobyl.
De amerikanske politikere taler ikke om drivhuseffekt eller CO2-udslip. George
W. Bush er for længst løbet fra sine valgløfter om at reducere
udledningen og har trukket sig fra Kyoto-aftalen.
Den californiske energikrise er imidlertid ingen reel energikrise i den forstand,
at der ikke er energi nok. Den skyldes i bund og grund den dårlige kapitalistiske
organisering på privat basis af sådanne store samfundsmæssige
opgaver, som privatiserede og udliciterede virksomheder ikke kan klare!
I EU tales der meget om Kyoto-aftale, drivhuseffekt og CO2-udslip. Ifølge
Kyoto skal udledningen reduceres med 8 pct. frem til 2010.
Men på trods af den megen snak fra EU’s side ligger EU-landene (og
også Danmark) langt bag efter målsætningen. I stedet for en
reduktion på 8 pct. vil den nuværende udvikling føre til
en stigning på mindst 5 pct. frem til 2008-12.
Med dette som ‘argument’ går EU-kommissionens viceformand Loyola
de Palacio nu imod de lukninger af atomkraftværkerne over en årrække,
som Tyskland, Sverige, Holland og Belgien har besluttet.
- Lige nu har vi bare ikke nogle alternativer til den energi, der kommer fra
a-kraftværkerne, siger Palacios talsmand, Gilles Gantelet: - Det kan godt
være, vi på et senere tidspunkt skal afskaffe atomkraften, men i
første omgang må vi undersøge, om vi kan øge sikkerheden
omkring affaldet.
I både USA og EU er det de store monopoler, der sætter dagsordenen
og bestemmer politikken. Og det vil sige deres profitinteresser. Og det vil
igen sige: bort med miljøhensyn.
At så mangel på energi og opfyldelsen af Kyoto-aftalens målsætning
kan bruges som argumenter for rovdrift og fortsættelse af a-kraftværkerne,
er ikke overraskende. Alt kan bruges …
Udmeldingerne fra både USA og EU viser også, at kampen om olie og
andre energiressourcer mellem de store imperialistgrupperinger kommer til at
stå højt på den globale dagsorden i de næste år.
Det danske EU-medlemskab og de dominerende kortsigtede profitinteresser
risikerer at fremskynde en lignende udvikling frem mod energikrise og -katastrofer
også her.
Dansk energipolitik har med satsningen på vindkraften ellers et solidt
forspring og store muligheder. Det kommer dog ikke forbrugerne til gode, som
betaler enormt høje ’grønne’ energiafgifter, mens vind-
og olieindtægterne først og fremmest skæpper i aktionærkasserne
Kapitalisme og dækning af de samfundsmæssige behov, herunder til
befolkningens sikkerhed, er uforenelige størrelser. Næppe på
noget område ses det så tydeligt som i forbindelse med den kapitalistiske
energikrise.
De forældede produktionsforhold – privatejendomsretten – står
i direkte og katastrofal modsætning til udviklingen af produktivkræfterne,
til en sikker og stabil og miljøvenlig energiproduktion.
Der savnes ikke energiressourcer. Det er kapitalen selv, der løber tør
for energi.
KP10, 2001