Af Klaus Riis
Den
kolde krig startede ikke efter 2. verdenskrig, men med Oktoberrevolutionen
som et udtryk for de herskendes strategi for at sikre kapitalismens overlevelse
og imperialistisk verdensherredømme. 2. verdenskrig var den tyske imperialismes
fejlslagne forsøg, der skabte alvorlige rystelser for kapitalismen som
verdenssystem. Under og efter denne krig dannede England og USA, hvad der blev
kaldt den anglo-amerikanske imperialistalliance, for at sikre kapitalismens beståen
mod revolutionens og socialismens slag. Det svækkede England måtte
overlade førertrøjen som den frie verdens leder til
USA og USA fastlagde sin strategi for at erobre verdensherredømme
ved at rulle socialismen tilbage. Det var da, udtrykket den
kolde krig blev udmøntet, selvom strategien for at inddæmme,
undergrave og ødelægge socialismen ikke var ny. USA blev verdens
politibetjent, den største krigsanstifter, der nogensinde er set. Med Marshall-planen,
NATO og jerntæppet sikrede USA sit greb om et Vesteuropa forenet
til konfrontation med Sovjet.
Det var en formidabel fjende, som stod overfor
det socialistiske Sovjet. de ny folkedemokratier, folkene, der kæmpede mod
imperialismen og arbejderklassen i de kapitalistiske lande. Rustet til tænderne,
bevæbnet med atomvåben, med en avanceret teknologi og stærk
økonomi, der ikke var blevet ødelagt af krigen.
Sejre -
med ryggen mod muren
I begyndelsen af 30erne havde Stalin fastslået,
at Sovjetunionen i løbet af en kort årrække måtte komme
på niveau med de stærkeste imperialistmagter eller blive udslettet.
Det var sandheden - og baggrunden for den barske, og i egentligste forstand heroiske,
anstrengelse for at industrialisere og modernisere landet i 30erne, under en kold
krig, hvor fascismen var ved magten i Italien og Tyskland, og vandt den
militært i Spanien. Socialismens eneste land var under stadigt angreb, på
alle områder, også før det nazistiske overfald.
På
trods af de næsten umulige betingelser endte den tyske imperialisme alligevel
med at trække det korteste strå.
Betingelserne var bedre ved
freden i 1945. Men de var stadig barske. Den ny kolde krig tog sin
start umiddelbart efter krigens afslutning. Selvom enorme områder af Sovjetunionen
var ødelagt, og landet var krigshærget og udmattet, blev det den
vigtigste stopklods for USA på dets stræben efter verdensherredømme.
Sovjet brød det amerikanske atommonopol og udformede sin fredspolitik,
der forhindrede de amerikanske verdenskrigsplaner baseret på de ny våben,
og forhindrede dermed også krigen i Europa. Bevægelsen mod den amerikanske
imperialisme og genmilitariseringen af Vesteuropa var et fornemt kapitel i arbejderklassens
historie i efterkrigsårene.
Folkenes opgør med kolonialismen
rettede nye slag mod USA-imperialismen. Kina blev en ny stærk faktor i folkenes
kamp. I Korea slog det amerikanske forsøg på at underlægge
sig hele landet fejl: USA led sit første militære nederlag i en krig
i det 20. århundrede. Vietnam stoppede franskmændene, og fordrev senere
amerikanerne i en sviende ydmygelse. (Note 1)
I det historiske bakspejl ses
det, at Stalins politik, som i førkrigsårene var lagt an på
at forhindre imperialistisk aggression mod Sovjet i at lykkes, og som stod sin
prøve under krigen, også i efterkrigsårene var rigtig og førte
til nye sejre for socialismen. Men mere end det: det kan også ses, at var
slaget om Stalingrad det punkt, hvor 2. verdenskrig vendte, så
var Stalins død i 1953 og det efterfølgende kursskift det punkt,
hvor Den kolde krig i realiteten blev afgjort til USAs fordel
med det nuværende amerikanske verdensherredømme som konsekvens.
Umiddelbart efter hans død satte opgøret ind: der går en lige
linje fra Hrustjov og Co. til murens fald, Sovjetunionens opløsning
og råkapitalismens hærgen og Den ny verdensorden, selvom
det tog årtier, før det stod klart skåret ud i pap af
historiens ubestridelige kendsgerninger.
Skiftet fra fredspolitik til
supermagt
Stalins Sovjetunion fremstilles overalt som morderisk, aggressiv
og krigerisk. NATO præsenteres i den borgerlige propaganda som et defensivt
svar på truslen fra øst. Det danske medlemskab blev psykologisk
og politisk forberedt gennem en skræmmekampagne, der i 48 ville vide, at
Sovjet havde konkrete planer om at invadere landet og i det mindste besætte
Anholt! Løgn fra ende til anden.
Men Stalins Sovjet var både
fredselskende og i stand til at imødegå aggression. Dengang var Sovjets
militære doktrin defensiv. Hans revisionistiske efterfølgere
foretog et generalopgør med Stalin og hans politik under overskriften opgør
med persondyrkelsen.
Deres platform kan opsummeres i tre hovedelementer.
Sovjet blev til hele folkets stat den teoretiske retfærdiggørelse
af likvideringen af arbejdernes klasseherredømme i Sovjet og folkedemokratierne.
Fredelig sameksistens blev til hovedlinjen i USSRs internationale
politik og erstattede den hovedlinje for støtte til folkene og revolutionen,
den proletariske internationalisme, som Lenin og Stalin fulgte, for hvem fredelig
sameksistens mellem lande med forskellige systemer blot var en underordnet
del af den revolutionære hovedlinje. Og linjen for fredelig overgang
til socialisme var en linje for at likvidere de kommunistiske partier som revolutionære
partier, berolige imperialismen, for alliance med socialdemokratiet på globalt
plan.
Den militære doktrin og praksis forvandledes tilsvarende: den
blev aggressiv. Det var ubetinget nødvendigt for Sovjet at sikre sig atomvåben
og bryde det amerikanske monopol men Stalins Sovjetunion anså disse
masseødelæggelsesvåben for kriminelle og arbejdede for at få
dem forbudt og destrueret. Atomar styrke blev kernen i Bresjnev-tidens militære
strategi. Sovjet opererede militært over hele kloden, som USA gjorde det.
Det blev forbundet med spredning af pacifisme, der afløste den militante
fredsbevægelse på Stalins tid.
I dag er det alt sammen overskrifter
på det historiske tilbageslag, som førte til det amerikanske verdensherredømme,
hvis revolutionære afvikling er hovedspøgsmålet i første
del af det 2l. århundrede. Stikord til sovjetrevisionismens fallit.
Fra
nederlag til nederlag
Nødtvunget har mange tilhængere af
Hrustjov, Bresjnev o.s.v. måttet indrømme, at SUKP efter Stalin fjernede
sig fra arbejderklassen og folket men mener stadig, at det førte
en rigtig, tilmed internationalistisk, udenrigspolitik. Men revisionisternes udenrigspolitik
var ikke et hak mindre kontrarevolutionær end indenrigspolitikken. Det var
to sider af samme sag, og to alen ud af et stykke. I marxistisk forståelse
baserer et lands udenrigspolitik sig altid på indenrigspolitikken, tjener
denne og ligger i dens forlængelse. Det gælder for et kapitalistisk
og imperialistisk land men lige så vel for et socialistisk. Forestillingen
om at SUKP førte en indenrigspolitik, der ledte til socialismens undergang,
forbundet med en udenrigspolitik, der sikrede dens fremgang på verdensplan,
er simpelthen absurd.
Stalins fjender og efterfølgere gik
fra krise til krise, nederlag på nederlag og brugte den militære
jernhånd igen og igen. Tilmed mod lande i den socialistiske lejr.
Som Enver Hoxha udtrykte det, blev kontrarevolutionen i Ungarn i 56 slået
ned af den revisionistiske kontrarevolution; indmarchen i Tjekkoslovakiet i 68
var et udtryk for, at Sovjetunionen var blevet en (social)imperialistisk supermagt;
den mangeårige krig i Afghanistan viste, at det havde kastet sig ind i konkurrencen
om verdensherredømme med USA.
Terrorbalance og kaprustning
Men forhindrede Sovjetunionens militære styrke da ikke en verdenskrig? Var
der ikke fred mellem blokkene i Europa også fra 53 til 89, hvor
kontinentet var opdelt mellem to supermagter. Jo - den militære terrorbalance
var en realitet, mens revisionisterne i Kreml lagde socialismen i graven, og led
det ene nederlag efter det andet, indtil USA kunne proklamere Den ny verdensorden
det amerikanske verdensherredømme. Siden sandinisterne sejrede i
Nicaragua og USA tabte Iran til revolutionen mod shahstyret, har det ikke lidt
noget større nederlag, men tværtimod til stadighed befæstet
sin position som verdens eneste supermagt. Ikke som den fri verdens
leder men som hele verdens selvudnævnte fører, der har ret
til at påtvinge sin vilje hvor som helst og mod hvem som helst også
militært.
Som tesen om fredelig overgang led blodigt skibbrud
i Chile i 1973, led den revisionistiske variant af den fredelige sameksistens
det på globalt plan i 89-91.
Ofte hører man det argument, at
årsagen til kommunismens fald og Sovjetunionens opløsning
var, at USA tvang Sovjet ind i et våbenkapløb, som udmarvede det.
Men stod Lenins og Stalins Sovjet da ikke overfor en imperialistisk oprustning,
som i sidste ende skulle sættes ind mod verdens første socialistiske
land og blev det, i interventionskrigene, og med det hitlertyske overfald?
Fremtvang USAs atommonopol efter 2. verdenskrig ikke Sovjets besiddelse
af atomvåben som en kostbar absolut nødvendighed?
Det var først,
da socialismen blev ødelagt og USSR kastede sig ind i den globale supermagtskamp,
at det blev indfanget i et rustningskapløb, som USA havde alle forudsætninger
for at vinde.
Striden Kina - Sovjet
Undertiden fremhæves striden
mellem Sovjetunionen og Kina i begyndelsen af 60erne som den egentlige tragedie.
Det er klart, at USA og verdenskapitalismen drog fordel af og udnyttede den. Hvad
var dens indhold? I en række socialistiske lande og kommunistiske partier
reageredes der på udviklingen efter Stalins død. I en række
partier udskiftedes eller fjernedes ledelserne og Hrustjov-folk blev indsat. Men
der var også en række partier, der reagerede mod linjeskiftet: ikke
mindst Albaniens Arbejdets Parti og Enver Hoxha, der i 1960, på konferencen
af 81 kommunistiske og arbejderpartier, fordømte opgøret med Stalin
og hans politik og den ny sovjetiske platform. Året efter smed Hrustjov
simpelthen Albanien ud af den socialistiske lejr!
KKP bifaldt til dels det
sovjetiske opgør med Stalin og hans linje i overensstemmelse
med Mao, der mente, at Stalin var 70 pct. god og 30 pct. dårlig.
Det kinesiske parti mente, at den førende stilling i den kommunistiske
verdensbevægelse, Hrustjov gjorde krav, rettelig tilkom KKP, og at Mao Zedong-tænkningen
repræsenterede en nyudvikling af marxismen-leninismen til et højere
trin. I selve værket repræsenterede Maos tænkning (som Kim Il-Sungs
lære o.s.v) andre revisionistiske afvigelser fra marxismen-leninismen. Revisionismens
gennembrud i SUKP medførte en centrifugal proces: den ødelagde den
kommunistiske verdensbevægelses enhed, hvor der udkrystalliseredes alle
mulige revisionistiske strømninger: eurokommunisme blev betegnelsen
på en af dem. Angiveligt tog de kommunistiske partier i Vietnam, Nordkorea,
og i begyndelsen også Cuba, ikke parti i denne strid, senere sluttede Cuba
sig til den sovjetiske lejr.
Tragedien lå i opgøret med den
leninsk-stalinske linje, som den kaldtes: i afvigelsen fra marxismen-leninismen
og den revolutionære generallinje, som havde ført til Oktoberrevolutionens
sejr, opbygningen af socialismen i Sovjet, Hitlertysklands nederlag og den folkedemokratiske
og socialistiske lejrs eksistens.
Note 1:
Det er en kendsgerning, at efter Stalins død i marts 53 pressede den ny
sovjetiske ledelse på, for at Nordkorea skulle acceptere en permanent deling
af landet og en permanent, massiv amerikansk tilstedeværelse i Syd. Aftalen
trådte i kraft i juli samme år. I Vietnam gentog historien sig året
efter: Viet Minh, der havde besejret franskmændene trods massiv amerikansk
støtte, blev presset til at trække sig tilbage fra hele den sydlige
halvdel, hvor USA udråbte Ngo Dinh Diem som præsident.
Se
også:
Stalin og Oktoberrevolutionen
Kommunistisk
Politik 23, 2002
Kommunistisk Politik 4, 2001