8 mareridtsår med Bush og Cheney tvang den borgerligt-liberale verden til at revidere yndlingsforestillingerne om det positive amerikanske globale lederskab, og se nogle ubehagelige kendsgerninger i øjnene. Som at verdens eneste supermagt ledtes af krigsforbrydere, at amerikansk imperialisme meget langt fra er død, og at ’den ny verdensorden’ er en makaber blanding af krise, krig og kaos. Nu trænger samme verden til at bedrages, til at lukke øjnene og hengive sig til gamle illusioner. Eller som en kommentator skrev i The Guardian efter Barack Obamas Mellemøstentale i juni:
’Det her er hårdt, for vi har i den grad behov for at tro at Obama handler om forandring, at han er vis, at han er god, at det er hele klodens interesser – og ikke bare amerikanske – hans hjerte banker for.”
Obama handler om USAs interesser. Om amerikansk imperialisme, der med Bush-Cheney katastrofen var tvunget til at ændre taktik, men ikke strategi. Obama har ikke gennemført et opgør med torturbødlerne og lukket Guantanamo. Han har ladet dem gå fri, store som små. Han har ikke trukket USA ud af Irak. Han har ladet som om. Han har ikke afsluttet ’krigen mod terror’. Han har kaldt den noget andet: "Overseas Contingency Operations" – noget i retning af Oversøiske troppeoperationer.