Lad falde, hvad ikke kan stå

Leder
Kommunistisk Politik 19, 2008

Når krisen først sætter ind, bevæger tingene sig ufattelig hurtigt, fra det ene jamrende  klimaks til det andet: På syv dage var Wall Street, verdens finanscentrum, forvandlet til ukendelighed. ’Universets herrer’  var ribbet for autoritet, de mægtige investeringsbanker med deres globale finansimperier var forsvundet, store kreditselskaber var overtaget af den amerikanske stat.

De første indgreb, ledsaget af beroligende erklæringer om, at økonomiuen grundlæggende var sund, viste sig totalt utilstrækkelige til at forhindre det amerikanske og globale finanssystem fra kollaps. Verdens mægtigste finansfyrster måtte finde på noget, og de barslede så med Paulson-Bernanke Bankredningsplanen (efter hhv. den amerikanske finansminister og centralbankchef), som vil bruge 700 milliarder dollars på at opkøbe bankernes og kreditselskabernes dårlige lån og værdipapirer.

Den foreslåede lov giver Henry Paulson  uindskrænket og ukontrolleret magt til at handle med værdierne efter eget skøn, mens der ikke er en rød cent til de betrængte boligejere, der desperat slås for at undgå at blive beboere i de teltbyer, der nu hastigt skyder op over det meste af ’Guds eget land’.
Det frie marked forvandlet til et én- eller fåmands økonomiske diktatur.

De dårlige lån og spekulationsforretningerne, der gav svimlende profitter under opgangen og uhørte bonus’er til direktørerne , overtager staten simpelthen. Skatteyderne betaler altså. De omformede investeringsbanker, som Henry Paulsons egen Morgan Stanley, bliver til holdingselskaber, som også fermover  kan mæske sig i kraft af kreditterne. Ingen bliver holdt ansvarlig for den økonomiske katastrofe, som man  har ført USA og verden ud under begejstrede halleluja’er for den vidunderlige og profitable kapitalisme.

Kritiske amerikanske kommentatorer kalder planen for  ’den største og værste foræring siden en korrupt kongres gav hele landstrækninger til jernbanebaronerne for halvandet hundred år siden’.

Da George Bush, A.P. Møllers og den globale finanskapitals foretrukne amerikanske præsident,. der om nogen må betegnes som hovedansvarlig for den globale finanskrise, annoncerede den ny redningsplan, mens han understregede, at det ’hastede’ at få den gennemført, anbefalede han også sine allierede at gøre det samme, som USA gør.

Det gjorde han også, da han i 2001 opfordrede amerikanerne til at øge forbruget ved at stifte gæld. Han danske neoliberale allierede Anders Fogh fulgte trop, så snart han havde mulighed for det, og viste vejen til friværdi-boomet. Da han også i 2001 indledte ’krigen mod terror ’ og angreb Afghanistan og i 2003 udvidede den med et angreb på Irak, var Anders Fogh stadig med. Mon ikke han også er det nu – og har sat gang i en ’redningsplan’ for konkurstruede banker og kreditselskaber, som de danske skatteydere skal punge ud for.

Og hver gang der er fulgt trop har tingene bevæget sig fra slemt til værre. Fra potentiel krise til ren katastrofe. Det fulde omfang af katastroferne og deres konsekvenser for den brede befolkning står ikke engang klart endnu.

På bare en uges tid er nyliberalismens guru Milton Friedman på vej ud, mens Keynes gør come-back. De barskeste liberalister, med hang til minimalstat og krig, bliver pludselig de mest gavmilde spredere af offentlige penge til kriseramte finanshuse. Ingen påtager sig ansvaret for katastroferne, og ingen holdes ansvarlige.

Vi har nu den opfattelse, at ansvarlige krigsforbrydere skal stilles for en domstol, og at uansvarlige nyliberalister, der bortsvindler gigantsummer fra de arbejdende, bør straffes for det. De skal betale. Ikke mindst skal de belægges med særskatter, der kan inddrive de uhyrlige gevinster og honorarer, de har bevilget sig selv. Og der er masser af andre krav til de rige, de herskende, der skal stilles, herunder krav om kontrol og gennemskuelighed.

I teorien har liberalisterne udbredt sig om kapitalismens velsignelser og forkyndt: Lad falde, hvad ikke kan stå! Da det kom til stykket, skyndte de sig at give statstilskud til de mest rådne foretagender:
Lad falde, hvad ikke kan stå, er socialismens og revolutionens parole.

Netavisen 24. september 2008