Leder
Kommunistisk Politik 10, 2004
Af Klaus Riis
Der
er kampdage og kampdage.
Der er arbejderklassens internationale kampdag
- 1. maj plastisk udtrykt, året rundt i praksis.
1. maj 2004 var i Danmark
og verden over et masseopbud mod krig og imperialisme - for arbejdernes og folkenes
krav om en anden verden, en socialistisk verden.Der blev også kæmpet
den dag - f.eks. i Dublin, hvor vandkanoner blev sat ind mod en kæmpedemonstration
mod Den europæiske Union og unionsforfatningen.
Bush-regeringen har
erklæret, at den vil se 1. maj-dagen afskaffet - og EU havde fundet det
hensigtsmæssigt at benytte dagen til en officiel gigantfest for sin østudvidelse.
En politisk triumf - og et lovende prospekt for profitjægerne.
Arbejderklassens
kampdag er under belejring. Den skal nu nok klare sig.
Men så er der
også en anden slags kampdage. Det danske krigsvæsen, der er særdeles
aktivt med at føre angrebskrig i Irak og Afghanistan, har udnævnt
5. maj - befrielsesdagen - til 'forsvarets dag'.
Man kan mene, at
det egentlig er meget passende - en slags post festum - al den stund det danske
militær ikke kæmpede mod den nazityske besættelsesmagt under
krigen, men til gengæld blev særdeles aktiv bagefter.
Man kunne
også kvalmes over, hvordan det endnu en gang lykkes de herskende at ekspropriere
folkets kamp og folkets historie, fordreje dens indhold og anvende den til sine
egne tvivlsomme formål.
Og den 5. maj blev brugt til en stor militær
modeopvisning med levende kampfly fra de pågående krige og andet kostbart
materiel, finansieret af skattebetalerne. Det var militærets storslåede
'hyldest til kronprinseparret' i anledning af den forestående formæling.
Kronprinsen
- nyslået oberstløjtnant i hæren, kommandørkaptajn i
flåden (og hvad ellers må ordenskapitlet vide) - skred Langelinjefronten
af og inspicerede alle fire 'værn' sammen med sin tasmanske veninde.
Det
gamle bånd mellem kongemagt og militærmagt blev pudset af, så
det strålede om kap med sildesalaten og den behjelmede havfrue i forårssolen.
Den
svenske forfatter Vilhelm Moberg, som både var republikaner og ugudelig,
formastede sig en gang til at betegne styreformen i Sverige som 'vort merkantile
monarki':
"Den personlige kongemagt er forsvundet;" skrev
han, "institutionen betegnes nu som konstitutionel. Men denne betegnelse
er ikke den rigtige, den er rent teoretisk. I praksis fungerer institutionen merkantilt:
Vi har i Sverige fået et kommercielt monarki.'
Det har vi også
i Danmark - med en kongefamilie, der hører til de rigeste godsejere og
arbejdsgivere i landet, kun overgået af Mærsk-Møller-klassen.
De kvindelige familiemedlemmer dyrker artistiske, historiske, religiøse
og andre åndelige interesser, med aner tilbage til middelalderen. Mændene
er mere til mandige sysler med tilsvarende rødder.
Folketinget har
netop som en særlig bryllupsforæring besluttet at hæve oberstløjtnantens
gage fra den 14. maj med godt 10 millioner kr. - fra 4,2 til 14,4 mio. kr. om
året. Han skal kunne leve et anstændigt gift officersliv. Den tasmanske
prinsesse vil heller ikke lide nød, selvom hun ligesom den franske prins
kun får 10 pct. af ægtefællens luns af finansloven.
Der
er efter det 20. århundrede ikke så mange kongelige personer tilbage
i verden. Ikke nok til at de kan gifte sig med hinanden. Behovet for 'blåt
blod' er til gengæld umætteligt. Derfor spædes det op med artsfremmede
gener fra vinbønder og udvandrere.
Samtidig er der overalt i Europa
gang i forsøgene på at indsætte tsarer og konger i de lande,
der er sluppet af med dem. Det merkantile monarki er nemlig en gedigen kapitalistisk
succes.
Som handelsrejsende og turistambassadør er de kongelige
deres vægt værd i rødt guld - især når det betales
af skatteyderne. Som nationalt symbol hører kongehuset til blandt de vigtigste
institutioner til kapitalismens forevigelse. Og politisk fungerer det blå
blod som en blåstempling af den herskende klasses reaktionære kurs.
Kongehuset
hører til på museum sammen med det udbyttersystem, det lever i symbiose
med.
Netavisen 6. maj 2004