Af Kaj Rudi Rasmussen
Når man hører diskussioner og omtale af privatiseringsproblematikken
i Danmark kunne man få det indtryk, at der her er tale om et rent dansk
og et Europæisk Unions fænomen.
Ved et nærmere kik på privatiseringsfænomenet viser det sig,
at privatisering og udlicitering ikke blot er et dansk eller europæisk,
men er tiltag der tages overalt på kloden. I de sidste 15 år har
der været afholdt regionale og internationale konferencer og alskens slags
møder om mulighederne og midlerne for privatisering, altid under liberaliseringens
banner. F. eks. i Australien, det tidligere Sovjet, Sydamerika, USA, Kina og
EU er der holdt disse møder med deltagelse af højtstående
repræsentanter for regeringer, erhvervsliv og undertiden repræsentanter
for fagbevægelserne, hvor netop privatisering i forskellige afskygninger
har været på dagsordenen, ofte som det eneste punkt. Privatisering
og udlicitering af offentlig ejendom er bl.a. hovedkravene, som Verdensbanken,
udviklingsbankerne og IMF stiller til de forskellige regering for at yde lån.
Nye områder for profit
Lenin konstaterede at verden allerede på hans tid var opdelt mellem monopolgrupperne.
Siden da er den blevet nyopdelt på kryds og tværs med de stærke
magters og monopolere økonomiske midler og, når disse ikke
har slået til, gennem deres militær magt og krige.
Da kapitalismen var ung havde den mange steder brug for staten til at investere
i infrastruktur, f. eks. de bekostelige jernbanenet eller elektrificeringen
af landene samt visse for samfundet nødvendige serviceydelser, i Danmark
posten og andet. Til dels havde kapitalisterne ikke de nødvendige formuer,
til dels var områderne på daværende tidspunkt ikke rentable
nok. Men gennem de sidste mere end hundrede år har meget af dette ændret
sig omfattende.
Monopolerne kræver stadig større profitter og kan ikke få
deres hunger tilfredsstillet gennem de gamle traditionelle metoder
med at nyopdele verden og finde nye markeder og produkter, og søger derfor
konstant efter nye områder hvor der kan skabes profit. De sidste tyve
år har monopolerne derfor overalt på kloden kastet sig over de områder
der før var forbeholdt staterne at administrere og som til dels var friholdt
fra den almindelige monopolistiske konkurrence.
De internationale monopolers projekt
Men alt dette er ved at være fortid. Privatiseringen og udliciteringen,
som vi her i Danmark kender den og som verdens folk også er udsat for
i disse år, er de internationale monopolers projekt.
I dette perspektiv må vi se Den Europæiske Unions lovgivning og
praktiske tiltag for at fremme hele privatiseringssagen. For at kunne konkurrere
på det internationale marked er de europæiske monopoler naturligvis
også nødt til at sikre sig maksimale profitter. Udover de direkte
og kortsigtede profitter der kan opnås ved privatiseringer som vi så
det ved salget at Combus eller ved A.P Møllers råden over den danske
olie er privatiseringen i Danmark tillige et led i afmonteringen af velfærdsstaten,
som vi traditionelt kendte den, ligesom man gennem privatiserings- og udliciteringsbølgen
har som mål at stække fagbevægelsens kampkraft og undergrave
arbejderklassens rettigheder på et bredt plan.
Ideerne angående de private virksomheders sociale ansvar, som der har
været så megen tale om, opfattede de fleste for nogle år siden
på den måde at de store virksomheder skulle forpligte sig til at
oprette dagsinstitutioner i tilknytning til arbejdspladserne, så medarbejderne
lettedes på deres fleksible arbejdsplads og derved blev mere stabile osv.
Men i den virkelige verden dækker talen om det sociale ansvar over at
koncernerne skal have fri adgang til at overtage offentlige opgaver og institutioner
hvor de selv finder at det kan være profitabelt på kort eller længere
sigt. Vi har jo allerede set at så vigtige samfundsmæssige områder
som eksempelvis børnepasning, sygepleje, tvangsaktivering og arbejdsformidling
er givet i monopolernes vold på bekostning af flertallet af menneskenes
velbefindende.
Hvor går grænsen for privatiseringer i Danmark?
Hvilke grænser er der da for hvilke samfundsvigtig områder de kapitalistiske
koncerner kan overtage med den danske regerings og stats velsignelse? Ja, generelt
kan der vel siges, at grænsen går der hvor der ikke generelt kan
skabes gennemsnitlig profit eller der hvor der ikke umiddelbart kan skabes store
formuer på samfundets bekostning, som vi f. eks. så det med salget
af ComBus. Efter at små selvstændige vognmænd, kommunerne,
amterne og staten igennem næsten et århundrede havde opbygget et
landsomfattende næt af busforbindelser, bliver alt dette gratis overgivet
til et multinationalt selskab. Men her er allerede godsdelen blevet privatiseret.
Vil vi i de kommende år se at også DSBs øvrige dele vil blive
overgivet til nogle monopolkoncerner? Det er velkendt at der foreligger planer
for at post Danmark om få år vil blive overgivet i koncernernes
vold. Men hvad med energiforsyningen, bliver den ligeledes om føje år
underlagt det såkaldte private initiativ, så vi vil opleve situationer
som u USA, hvor elforsyningen simpelthen bryder sammen i millionbyer, fordi
de multinationale, der ejer elværkerne, ikke kan finde det profitabelt
at tilgodese tilstrækkelig elproduktion til tider med spidsbelastning?
Og hvad med drikkevandet i Danmark. Hvornår vil det blive underlagt det
private initiativ, som vi ser at det er på vej på hele kontinenter
som Afrika? Er der da ingen grænser for, hvad der i de kommende tiår
vil blive underlagt de kapitalistiske koncerner? Generelt set er svaret nok
nej.
Der er nok desværre ingen grænser.
Eller kun dem, der sættes af arbejdernes og flertallets modstand.
KP16, 2001