En absurd historie om hvordan DSB forsøgte, at skjule sagen om den økonomiske katastrofe med udliciteringen på kystbanen og i Sydsverige, kom frem for nogle år siden. Man havde simpelthen sat gang i en rygtekampagne, hvor en navngiven kritisk journalist blev beskyldt for at arbejde for konkurrenten. Det syltede sagen i flere måneder.
Nu har det vist sig at firmaet Waterfront, der lever af marketing mv., efterfølgende fik til opgave at ansætte freelancejournalisten og fylde hans kalender med alt muligt, så han ikke havde tid til at grave i DSBs økonomiske kaos.
Det tangerer nogle af de historier, der er kendt fra undersøgende journalistik om danske firmaers ageren i udlandet, eller med udenlandske ansatte på danske byggepladser, der instrueres om at lyve om deres arbejdsforhold, hvis de vil beholde deres arbejde. Eller åbenmundede medarbejdere ved sygehuse herhjemme, der bliver indkaldt til samtaler med hysteriske chefer.
Det særlige ved Waterfront-skandalen er graden af raffinement, der er blevet lagt i opgaven med at skabe den perfekte kulisse, der i årevis kunne snyde en erfaren kritisk journalist. Flinke danske journalister, der uden blusel snyder en af deres velærværdige kollegaer, det er ikke så tit det kommer frem til offentligheden.
Bladdød og råddenskab i mediebranchen
Det kommer ikke bag på arbejderklassen, at der er råddent på direktionsgangene. Og det er befriende, at det kommer frem i det åbne, at det at være journalist ikke i sig selv er et kald for at få sandheden frem til offentligheden, så demokratiet kan sejre. Det er ikke en entydig branche med et fælles løfte om at tjene en højere sag og hjælpe medmennesker og afsløre forbrydere, magtmisbrug, korruption og nepotisme.
Tværtimod er der brodne kar, der med deres ageren er med til at nedbryde demokratiet.
Den politiserede borgerlige bladverden er med al dens reaktionære forudfattethed de senere år sunket ned i en meningsløs efterplapren af håndfodrede nyheder, mens oplagene rasler ned, pengene fosser ud og ingen gider at læse mere end plakaten.
Alligevel er de trykte aviser sært nok blandt de seriøse medier, sammenlignet med resten af medieverdenen! Særligt slemt står den til på DRs tv-avisen og TV2s nyhederne.
Det store pres på kvaliteten er i virkeligheden akkumuleret gennem de sidste 20 års fremvoksen af konsulenthuse og spinddoktorer og andre modeord for agenturer, der med ubegrænsede midler ”fremmer købernes argumenter” eller hvad løgn kaldes nu om dage.
I dag skal man tælle selv mindre virksomheder med til mediehuse, de har alle deres egen marketing- og presseafdeling, der håndterer hjemmesider og anden selvstændig elektronisk udgivelsesvirksomhed.
F.eks. er bankers markedsanalyser sendt online live fra eget hjemmestudie et så succesfyldt påhit, at det kan sælges som produkt til ”rigtige” medier som TV2 news.
Som i gamle dage gælder reglen om, at den der har flest penge bestemmer musikken. De største virksomheder har ansat flere pressemedarbejdere end et mindre provinsblad og skal klare alverdens sprog og medier, opgaverne spænder fra lobbyistarbejde til raffineret marketing.
Hvad der nærmest er nysprog for likvidering af kritiske røster. Det er her, at virksomheder som Waterfront kommer ind, fordi der jo kommer tidspunkter hvor der er brug for specialviden.
Virksomheder i politik
Som om det ikke var nok med Rupert Murdoch og Berlusconi typerne, der mestrer sammenblandingen af kriminalitet, politik og medier, så har virksomheder udvidet deres moderne pressekorpsopgaver til at kunne føre ideologiske korstog. Demokratiske spilleregler skal ikke blot spindes rundt, demokratiet skal sættes ud i kulden. I praksis gøres det med åbne øjne ved højlys dag:
Enhver organisation fra militæret til energisektoren til landbruget til privatskoler osv. osv. har løftet ambitionerne helt op. Det handler ikke kun om at kunne påvirke ”folkestemningen”, man vil vinde den politiske magt.
”Embedded” journalistik i krigszoner er et kendt problem. Læger og journalister der kommer med på konferencer i udlandet er også kendt. Det nye herhjemme er f.eks. sagen om Saxobank der købte et cykelhold og indstiftede en liberalistisk tænketank kaldet Cepos, og gik videre til at stifte et politisk parti, Liberal Alliance, hvor de i samme hug slog politiske modstandere af banen.
Det er en virkelighed af fuldstændig sammenvoksen af store dele den meningsdannende politiske elite, fra højere læreanstalter til formidlingstjenester, og ingen løfter en selvstændig kritisk røst.
Alle mener det samme, og deres meninger er reaktionære. Journaliststandens bidrag er skinnet af troværdighed.
fsk
Netavisen 17. januar 2013