Helle Thorning-Schmidt og hendes regering befinder sig i et stormvejr. Ikke bare fra den åbent borgerlige opposition eller deres medier, men også fra vælgerne, der stemmer med fødderne og i stort tal forlader regeringsaksen S og SF.For at imødegå uvejret søgte Thorning i sin grundlovstale at forklare, hvorfor det skal være nødvendigt at arbejde hvad der svarer til en time mere om ugen, når massearbejdsløsheden er en realitet og der til stadighed meldes om nye massefyringer:
- Jeg forstår godt, at det klinger mærkeligt, at regeringen beder jer om at arbejde mere, når der er alle de andre udfordringer her og nu. Måske har vi og jeg selv heller ikke altid være så gode til at fortælle, hvorfor det er sådan, sagde hun:
- Men regeringens opgave er at gøre to ting på en gang; Vi skal skabe grobund for vækst og nye arbejdspladser her og nu, og vi skal samtidig sikre, at dansk økonomi er klar til det næste opsving. Hvis vi ikke er klar til næste bølge, så flader den ud ligeså hurtigt, den er kommet.
Men bundlinjen er ikke, at der bliver mangel på jobs, og at trængslerne kun er en overgang.
Thornings bundlinje er en løgn. Som lektor emeritus ved DTU Jørgen Lindgaard Pedersen konstaterer det i en artikel:
”Det er for længst slået fast, at arbejdsudbuddet vil stige snarere end falde frem mod 2020. Når Dansk Arbejdsgiverforening, de borgerlige og regeringen alligevel fortsætter kampen for øget arbejdsudbud, handler det ikke længere om beskæftigelsen, men om at styre lønudviklingen.”
Det drejer sig om at øge konkurrencen arbejderne imellem og presse lønningerne nedad. Det er ’god’ nyliberal EU-politik.
Skuffelse og vrede
S-SF-R-regeringen kom ikke til regeringsmagten i kraft af stor vælgeropbakning. Faktisk fik socialdemokraterne i 2007 med Thorning som partileder det dårligste valgresultat i hundrede år, og 2011 var endnu værre. Samtidig blev SF’s store fremgang sat overstyr. Med andre ord var SSF-regeringen ikke et tilvalg, men et fravalg af VK og O, som havde misregeret landet i et årti. Nok er nok!– var budskabet.
Forventningerne til at SRSF-regeringen ville føre en anden politk og en ny politik var store, og blev næret af S-SF’s reklametrommer og Enhedslistens og andre støtters illusionsspredning.
Skuffelsen er slået over i harme og vrede, fordi SRSF ikke bare har fortsat ’blå’ bloks nyliberale EU-politik på alle afgørende punkter uden at anfægte den, men udover nedskæringer også har givet afgifterne et ordentligt hug opad og nu vil have folk til at arbejde mere (til lavere løn) samtidig med at regeirngen går til angreb på overførselsindkomster og dagpenge med deres nye skattereform.
Fra ’Nok er nok’ har tingene bevæget sig til ’Det er bare for meget!’.
Vrede kan være en organiserende kraft – og regeringspartiernes dårlige meningsmålinger bliver ledsaget af en stor harme på arbejdspladserne, som også retter sig mod fagtoppen, der er gået i gang med trepartsforhandlinger for at få folk til at arbejde mere. Og en fagbevægelse, der ’slås’ for lavere løn (som ved OK2012) og længere arbejdstid ved treparts-forhandlingerne, skal ikke forvente en let tilværelse.
Regeringen håber foreløbig at få afsluttet sit nedskæringsfelttog før sommerferien, så den kan have en afdæmpende virkning på vreden. Spørgsmålet er om venstrekræfterne i fagbevægelsen og i partierne i og omkring ’rød blok’ tør sætte sig igennem og indkalde til masseprotester mod ’deres’ regering og ’deres’ faglige ledere.
Skattereform: Velfærdsslagtning
SRSF vil gennemføre en blå (eller sort) skattereform sammen med V og K. Med skattelettelser til de bedst stillede og voldsomme angreb på dagpenge, pensioner og andre overførselsindkomster, mens 250.000 personer skal ophøre med at betale topskat og dermed får nye skattelettelser.
Den største reduktion i indkomsten – skattereformens største tabere – vil være de 10 pct. med de laveste indkomster, mens de største vindere vil være den næstbedst stillede tiendedel af danskerne. De vil henholdsvis miste mere end én pct. af indkomsten, og øge den med knapt en pct.
I mere konkrete tal drejer det sig om at der skæres i bistandsydelser og dagpenge via skatten. Den vil f.eks. koste arbejdsløse på dagpenge mere end 1000 kr. om måneden – 13.000 kr. om året.
Folkepensionerne går ikke fri. Regeringsplanen er at sænke folkepensionens grundbeløb mod til gengæld at hæve tillæggene.
- Vi risikerer, at det her bliver det første skridt i en udfasning af folkepensionens grundbeløb, siger Michael Teit Nielsen, underdirektør i Ældre Sagen:
- Når man først en gang har forbrudt sig mod den grundlæggende pagt, der går ud på, at alle kan være sikre på at folkepensionens grundbeløb ligger fast, så er det fristende at gøre det igen, næste gang der mangler penge, siger Michael Teit Nielsen.
Han frygter, at et forslaget bliver starten på en glidebane, der ender med, at folkepensionens grundbeløb skrumper ind til omkring 500 kroner om måneden.