Med en ændret praksis for beregning og tildeling af CO2-kvoter har Danmark med et pennestrøg tjent millioner på udledning af mere CO2. Imens er kravet fra klimabevægelser og aktivister: Danmark uden CO2-udslip i 2030
Strøtanker
Kommunistisk Politik 23, 2010
For at leve op til Kyoto-aftalen indgik Danmark i sin tid i en CO2-aftale i EU-regi, hvorefter Danmark skulle reducere sit CO2-udslip med 21% frem mod 2012, mens resten af EU i gennemsnit reducerer med 8%. Det var helt fint for Danmark, fordi landet var så langt fremme teknologisk.
Grundlaget for beregningen skulle være året 1990, men så kan det nok være entusiasmen gik fløjten i regeringskorridorerne, for det år havde Danmark et rekordlavt udslip af CO2 på grund af en omfattende import af vandkraft fra Sverige og Norge.
Chefkonsulent Charlotte Søndergren fra Dansk Energi, interesseorganisation for energiselskaber i Danmark siger bl.a.: - Det betød også ulige konkurrencevilkår for os i elbranchen, fordi Danmark var nødt til at skærpe kravene for os. Tyskland havde knap så store krav, så derfor blev konkurrencen ulig.
Når nu skaden var sket, så klarede Danmark frisag ved at købe CO2-kvoter, men det kneb med det antal kvoter der var at råde over, og i 2013 flyttes forvaltningen af CO2-kvoterne fra landene til virksomhederne.
Den 18. november blev det så i EU’s klimakomité besluttet at flytte flere kvoter over i det danske kvoteregister som kompensation for ”ganske særlige danske omstændigheder i basisåret”, det svarer til 5 millioner tons CO2. I praksis betyder det at Danmark fra at reducere med 4,5 mio. ton om året kan nøjes med at reducere med 3,5 ton årligt. Det koster en halv milliard at købe det ton CO2 som kvoter.
Klima- og energiminister Løkke Friis er overordentlig tilfreds og det er energiselskaberne ganske sikkert også, for ikke at tale om AP Møller Mærsk og andre store energislugere. Alle virksomheder i EU får nemlig fra 2013 lige adgang til at søge kvoterne, og det betyder som bekendt at de store får på bekostning af de små.
Summa summarum: Det er lykkedes regering og Folketing at stå frem som de rigtig store klima-forkæmpere, da det var en stor sag i medierne.
For derefter
1) undlade at gennemføre de foranstaltninger, der skulle til for at få reelle nedskæringer på CO2-udledningen fra Danmark
2) undlade at gennemføre den forskning, der skal til for at finde nye veje
3) få skåret ned på udledningsmålene uden den store ståhej
4) overgive CO2-kvote handelen til de ”fri markedsmekanismer” og dermed fjerne al demokratisk kontrol.
Netavisen 28. november 2010