VKO’s krisepakke sætter et nyt lavpunkt for Danmarks fattigste, mens pengene fortsat ruller til banker og kanoner.
Kommunistisk Politik 11, 2010
Regeringen har timet deres krisepakke perfekt op til Folketingets sommerferie. Selvom aftalen allerede bliver indgået hen over pinsedagene uden antydning af demokratisk diskussion, vil den rigtige vedtagelse og gennemførelsen blive delt op i mindre bidder. Første del handler om en målsætning for de årlige forhandlinger med kommunerne, næste del handler om Finansloven, og sidste skridt om de kommende overenskomstforhandlinger.
Som regeringen skriver i oplægget:
”Samtidig ventes de offentlige lønstigninger, som skal aftales næste år, at blive meget moderate. Ligesom på det private arbejdsmarked, hvor der er aftalt historisk lave lønstigninger…Planen skal udmøntes ved fastsættelsen af rammerne for kommunernes og regionernes økonomi til juni og i forbindelse med de kommende års finanslove.”
Regeringen vil spare 24 mia. i de kommende tre år, hvoraf mere end halvdelen skal indløses gennem nulvækst – det vil sige dramatiske nedskæringer – i kommunerne. Beløbet er udregnet med udgangspunkt i et krav fra EU, som i virkeligheden slet ikke er et krav, men en henstilling, som Danmark slet ikke har modtaget endnu. Men som det antages vil komme i løbet af efteråret, og derfor hypotetisk er anslået at blive en henstilling om reducering af de offentlige udgifter svarende til 0,5 % af bruttonationalproduktet (BNP).
Forvirret? EU kommer altid med en henstilling om at reducere et offentligt underskud ved hjælp af besparelser, men årsagen til, at regeringen gør en dyd ud af, at nedskæringer gennemføres for at føje EU's retningslinjer, er udelukkende signalpolitik til en indenrigspolitisk dagsorden. Dels ønsker regeringen at fremstå som de mest troværdige EU-tilhængere, dels har den hele tiden placeret så meget som muligt af skylden for krisen og de borgerlige tiltag uden for Danmark.
At kalde en pakke, der skærer ned, for ’genopretning’, kan så føjes til den lange række af nysproglige vendinger, regeringen omgiver sig med. Reformer er som bekendt konsekvente tilbageskridt. Om tal-præsentationen kan det tilføjes, at investeringer altid regnes sammen til et flot samlet beløb, uanset om det virkeligheden handler om en mindre årlig budgetudvidelse. Nu hvor det handler om besparelser, er det lige modsat.
Fra ’alle på overførsel’ …
Centralt i regeringens udspil til krisepakken var i første omgang en såkaldt suspension af satspuljeforliget. Forslaget gik på at fastfryse samtlige overførselsindkomster på 2010-niveau frem til 2012:
”Den omfatter alle de ydelser, der reguleres efter principperne i satsreguleringsloven, herunder folkepension, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, fleksydelse og barselsdagpenge samt ydelser, der reguleres efter andre principper, herunder SU og børnefamilieydelse.Også overførsler, som fastsættes ud fra beløbsgrænser m.v., herunder boligstøtte og friplads i daginstitution, omfattes af suspensionen.”
Det ville betyde en anslået besparelse for hvert år på 6,3 mia. kr. Men det snedige ved denne type besparelser er, at det nye lavere niveau jo fremdeles vil betyde en årlig besparelse på ca. 6 mia. kr., alt efter hvor mange der er tale om på overførsel. For regeringen ikke har tænkt sig at løfte overførselsindkomsterne tilbage med de manglende procentpoint ved udløbet af krisepakken.
Et brud med satspuljeforliget ville normalt ikke gennemføres uden et forudgående folketingsvalg. Det kan være baggrunden for vendingen under forhandlingerne med Pia Kjærsgård og hendes fremmed- og fagforeningsfjendske flok, der betød, at fokus blev flyttet fra overførselsindkomsterne som helhed, til at det endte med at blive de arbejdsløse og dagpengene, der skal holde for.
Modstanden mod regeringsplanen var massiv både i befolkningen og i den parlamentariske opposition. Det kan være, at det var det, der fik regeringen til i stedet at følge Dansk Folkepartis forslag om en ’dagpengereform’, så pensioner og nogle andre overførselsindkomster friholdes fra stoppet.
Løftebryderne i regeringen og Dansk Folkeparti havde ellers tidligere erklæret, at der ikke ville blive rørt ved dagpengene, og f.eks. De Radikales hede ønske om en dagpengereform efter EU’s nyliberale mønster er indtil nu blevet afvist. Nu gennemføres den af VKO, mens den parlamentariske ’opposition’ splittes.
… til ’lad de arbejdsløse betale’
Det kan heller ikke afvises, at VK-udspillet var taktisk, og at de enkelte aktørers roller var udregnet på forhånd sammen med den store finale: den indtil nu urørlige dagpengereform, der betyder en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år.
Det er de arbejdsløse, der kommer til at betale en meget stor del af regningen for de riges gilde i de mange og lange år med VKO.
Perioden, hvor man er i arbejde for at optjene retten til dagpenge, samtidig med man betaler for medlemskab af en a-kasse, forlænges til et helt år.
Der indføres samtidig et loft for skattefradraget for alle kontingenter til fagforening og A-kasse på 3.000 kr. årligt.
Hvor den fremmedfjendske karakter af VKO-regeringen er blevet understreget af ikke mindre end 15 stramninger af udlændingeloven siden 2001, er også dens arbejder- og fagforeningsfjendtlige karakter blevet stadig mere påfaldende, med planen for at lade de arbejdsløse betale en stor del af gildet som en foreløbig kulmination. Den er samtidig igen udtalt ungdomsfjendsk: Det er unge og børnefamilier, der hårdest vil mærke stramninger og nedskæringer.
Mens den økonomiske krise har sendt hele virksomhedsgrene ud i arbejdsløshed (og en stor del af produktionen til lavtlønslande) og VKO har lagt op til massefyringer i den offentlige sektor, startende med omfattende fyringer på hospitalerne, skal de forsikrede arbejdsløse nu fratages en tilkæmpet rettighed og kan overflyttes til bistand og dennes sociale armod efter to år uden arbejde.
Krisens første ofre fra 2008 og 2009 vil blive ofret igen, for at krisens økonomiske og politiske bagmænd – hvoriblandt VKO indtager en prominent plads – fortsætter deres søde liv uantastet. Løgnerne og løftebryderne sikrer sig både straffrihed og stadig større skattefrihed ved at skyde skylden for krisen på ofrene for den.
Og muligheden for på et senere tidspunkt at udvide betalingen af regningen til samtlige på overførsel eksisterer stadigvæk.
Genopretning af dansk økonomi – eller hvad?
VKO-planen hedder officielt ”Aftale om genopretning af dansk økonomi”.
Den erklærer officielt, at Danmark nu er på vej opad, at krisen er ved at være overvundet. Nedskæringsplanen indledes med følgende optimistiske ord:
”Danmark er nu kommet fri af den nedgang, som fulgte efter finanskrisen i 2008. Den økonomiske aktivitet er øget. Og ledigheden vurderes nu at ville stige 25.000 personer mindre i år end ventet.
Men i kølvandet på krisen er de offentlige overskud vendt til underskud. Alene i år skønnes et underskud på knap 90 mia. kr. Det er konsekvensen af faldet i den private beskæftigelse samt den resolutte og meget ekspansive krisepolitik.
Samtidig er den globale finansielle og økonomiske krise afløst af risiko for en offentlig gældskrise, hvilket den seneste uro på de finansielle markeder i Europa vidner om. Der er nu stort fokus på, at landene fører en ansvarlig økonomisk politik. Og stort set alle lande skal i gang med den nødvendige genopretning af de offentlige finanser.
Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at det er nødvendigt at påbegynde genopretningen af den offentlige økonomi i 2011. Udskydes den nødvendige tilpasning af de offentlige udgifter og indtægter til et senere tidspunkt, vil regningen blive større, og dansk økonomi vil blive udsat for unødvendige risici.”
Det forstås nok, at regeringen og O har styr på det hele. Det hele går efter planen, og har gjort det lige siden før og efter krisen.
Og at arbejdsløshedstallene for en kort periode ikke stiger så dramatisk som forventet, bliver til en hel lille optur. Det forandrer ikke at indholdet er, at de arbejdsløshedsramte også bliver dem, der yderligere skal holde hårdest for, når krisen skal betales, og når at blive straffet mange gange for en økonomisk krise, de ikke har noget ansvar for. Og prisen er høj: fattigdom og ødelagte tilværelser for rigtig mange.
Som ved tidligere kriser kan man ikke nødvendigvis bruge arbejdsløshedstal fra de første år i en økonomisk depression til en vurdering af krisens udvikling uden samtidig at kende antallet af mistede arbejdspladser. Dette fordi der i Danmark og andre boom-økonomier med stærk spekulation i en årrække i dette århundredes første årti har arbejdet mange tusinder immigrantarbejdere i mange forskellige brancher.
Disse grupper vil ikke fremgå af de danske statistikker over arbejdsløse, da de i stort omfang er rejst igen. Samtidig er en større del af danske arbejdere end tidligere ikke med i a-kasser. Det gælder især den danske ungdom, der er særligt hårdt ramt af mangel på uddannelsespladser, og de optræder derfor ikke direkte i statistikkerne.
Som altid roser også den ny VKO-plan sig selv for ansvarlighed. Danmark går mod lysere tider, krisen er snart overvundet, hvis blot nogle – og ganske særligt de arbejdsløse (der vel i grunden selv er skyld i deres arbejdsløshed) – spænder livremmen betragteligt ind.
Men VKO-planen vil ikke få Danmark ud af den økonomiske krises og recessionens greb. Den nyliberale medicin vil simpelthen forlænge sygdommen. Opturen udebliver, og depressionen kan gå hen og blive kronisk, mens de fattigste i Danmark og de, som er hårdest ramte af krisen, får lov til at bløde.
I sidste uge rejste der sig en massiv protest mod, hvad der da var kendt af ’Genopretningsplanen’, på et landsmøde med tusinder af offentligt ansatte tillidsfolk som deltagere. FOA og andre fagforeninger planlægger en tillidsmandsdemonstration imod nedskæringer på folketingets sidste dag den 2. juni.
Men det er langtfra nok til at bremse dette kriseangreb, som også er et angreb på fagbevægelsen som sådan. Denne samling af offentligt ansatte må udstrækkes til at omfatte ansatte i det private, arbejdsløse og studerende. Den må udvikles til en virkelig folkebevægelse, stærk nok til at sætte VKO og hele dets regime på porten.
Netavisen 26. maj 2010