Udmeldelseserklæring

Hvad er problemet med Kommunistisk Parti? 

Kommunistisk Politik 6, 2010

En ung kommunist fremlægger her grundene til, at han meldte sig ud af ’Kommunistisk Parti’ i midten af 2009. Med kritikken af dette parti rejses en række spørgsmål af principiel betydning for alle, som opfatter sig som kommunister. APK deler de grundlæggende opfattelser, om ikke formuleringerne i alle detaljer. Forfatteren er i dag medlem af APK/DKU.
 
Jeg erklærer her min udmeldelse af Kommunistisk Parti. Det er en beslutning, jeg har taget længe før nu, og som jeg i endnu længere tid har overvejet, trods mit relativt korte medlemskab (jeg blev optaget som medlem i starten af juni 2008). Jeg har lært meget i min tid som medlem. Ikke mindst af den marxistiske litteratur, som jeg har studeret meget intenst, hvilket har givet mig en forståelse for teorien – den teori, som skal danne grundlag for det kommunistiske parti. Det, jeg har lært og konkluderet ud fra det, falder ikke i hak med partiet, i hvis regi min politiske opdragelse til dels har fundet sted.

Her drejer det sig først og fremmest om partiets grundlag, og partiets ideologiske situation, som en konsekvens heraf. Og så har situationen omkring ungdomsspørgsmålet plaget mig, hvor det er gået alt for sløvt for sig (jeg vil dog ikke kritisere lige det punkt, da det langt om længe ser ud til at være i en vis fremgang).  

Den ideologiske situation er svær at gøre sig klog på. Man ved dårligt nok, hvad man står for, når man har parti-fanen i hånden. Det er, som om der eksisterer en vis forvirring, hvor man lader visse intellektuelle og karismatiske figurer i partiet vise vej i det ideologiske mørke. Der bliver gjort for lidt ud af, at hvert medlem tænker selv, hvilket ellers burde være noget af det vigtigste for et kommunistisk parti.  

Ser man på resultatet af den ideologiske forvirring, er der nok at tage op til kritik. Det er der bare ikke gjort, og jeg forstår ikke hvorfor. Derfor vil jeg gøre et forsøg, på trods af at jeg ikke ligefrem har studeret videnskabelig socialisme i Albanien eller Sovjet, og ikke har årtiers politisk erfaring, foruden at jeg er meget ung. Jeg gør forsøget, og giver kun et bud på, hvad der er problemet. Jeg vil nødig skabe miner som “Hvem tror han egentlig, han er?”, og forhåbentlig kan det bidrage til noget positivt.  

Jeg havde tænkt mig at vælge et bedre tidspunkt at melde mig ud og slutte af på en lidt mere elegant måde, da jeg også efterlader en relativt stor del ansvar, som jeg har påtaget mig, men jeg synes, at hemmelighedskræmmeriet har nået sin grænse. 

Jeg melder mig ud, fordi partiet ikke kan ændres grundlæggende (da grundlaget er opportunistisk), og jeg fortætter med at være politisk aktiv andre steder. Jeg har ikke nogen fortsat politisk interesse i partiet, men jeg vil ikke vende ryggen til dem, jeg har lært at kende igennem partiet, på samme måde.  

Det er vigtigt for mig at understrege, at der intet som helst personligt motiv er i min handling, da der er en masse gode mennesker i partiet. Men når alt kommer til alt, så meldte jeg mig ind i partiet af politiske grunde, og melder mig ud af politiske grunde. 
  
  
Problemet 

Problemet i partiet er ikke et enestående eksempel. Det er en tydelig tendens, der er set overalt i verden og igennem hele historien. Dog kan der nemmest sættes et perspektiv til DKP, der igennem historien har udviklet sig efter samme mønster som omkring DKP/ML de sidste 18-20 år, hvor hovedparten af DKP/ML nu er samlet i KP. 

 

Revisionismen

 Revisionismens klassemæssige og historiske oprindelse er kapitalens forsøg på at afvikle socialismen og oprette en kapitalistisk og borgerlig politik pakket ind i marxisme-leninisme. En slags trojansk hest imod den videnskabelige socialisme og arbejderklassens revolution. Den første, som kunne stå model til denne manøvre, var Krustjov, som stod i spidsen for en statskapitalistisk magtovertagelse imod opbygningen af socialismen i Sovjet. Det var kapitalens måde at bekæmpe sin værste fjende – et proletariat, der havde rejst sig til kamp, og smidt kapitalismen for porten.  

I denne afviklingsproces havde vi for første gang disse teorier, som kalder sig marxistisk-leninistiske, men i praksis er borgerlige og antikommunistiske. Hele Krustjovs opgør hævdede at være “fornyelse på marxisme-leninismens grund”.  
Sådan anvendte Krustjov bl.a. begrebet om “fredelig sameksistens”, som Lenin havde brugt (dog med en helt anden betydning), og brugte det som en undskyldning for internationalt klassesamarbejde, hvor Sovjet trin for trin blev forvandlet til en socialimperialistisk krigsmaskine, indtil alle indretninger, der lignede socialisme, var forsvundet, og den klassiske kapitalisme langt om længe var genindført 35 år efter.  

Krustjovs syn på reform og revolution gav sig også til udtryk. Det er her teorien om “det antimonopolistiske demokrati” har sin oprindelse, nok nærmere formuleret som en “fredelig overgang til socialismen”, forstået som socialisme ad reformismens vej. Der blev oven i købet snakket om samarbejde med socialdemokratierne, der for det meste af verdens vedkommende for længst var gået over på kapitalens side.  

Alt dette var en del af den såkaldte “de-staliniserings”-kampagne. Denne borgerlige afvikling var pakket ind i et opgør med “kultdyrkelsen af Stalin”, der senere også skulle vise sig i kommunistiske og socialistiske partier verden over, som revisionisme pakket ind i “opgør med kultdyrkelsen omkring Stalin”.  

Et led i denne kampagne var at tage alle de trotskistiske, fascistiske og borgerlige løgne, der var udsprunget af propagandakrigen mod “manden af stål”, eller rettere sagt de russiske arbejderes revolution, og skabe de historiske fordrejninger og løgne, der stadig gør sig gældende i dag, ikke mindst for revisionismen i den kommunistiske bevægelse. 
At skabe et billede af den tidligere leder (der var et produkt af den mest kompromisløse klassekamp, historien har set) som en eller anden bestialsk børnemorder, og opbygningen af socialismen som et helvede, og bruge det til at benægte den succesfulde udvikling af Marx' og Lenins teorier med Stalin som frontfigur.  

Det antimonopolistiske demokrati 

Begrebet dukkede for første gang op i Danmark omkring DKP, der i mange år havde forpestet det, men i 1975 gjorde det til en fast del af programmet. Dette “antimonopolistiske”  stadie skulle angiveligt ligge i “tilnærmelsen til den socialistiske revolution“, hvor de kommunistiske kræfter og andre antimonopolistiske kræfter i én alliance har tilkæmpet sig et flertal i Folketinget, hvorefter man igennem reformer trin for trin ryster monopolernes magt af statsapparatet, i takt med at overgive magten til arbejderklassen og den brede befolkning (småborgerskabet og mellemlagene), som arbejderklassen har samlet omkring sig.  

Dengang DKP indførte teorien, forklaredes, at i kraft af Sovjetunionens styrke kunne en fredelig overgang til socialismen lade sig gøre, uden kapitalen ville slå ned på processen. Det sagde man på trods af, at Krustjov-Sovjet lige havde stået passivt til, mens Chiles forsøg på at realisere teorien var blevet slået brutalt ned af et amerikansk ledet fascistisk statskup.  
Man nægtede at se teorien som problemet, og man videreførte teorien efter Sovjetunionens fald, på trods af at denne angiveligt skulle være skytsengelen i den fredelige overgang til socialismen. Siden monopolerne i højere grad er blevet koncentreret omkring EU, har man også udviklet teorien efter det, igen i forskellige retninger. 

Man er så glad for denne teori og nægter bare at give slip på den. Det udtrykker sig på trods af teoriens historiske fallit, og at den for enhver må kunne afsløres som en komplet forvanskning af Marx’ og Lenins lære om klasse, stat og revolution.  
Den klassemæssige oprindelse af denne teori ligger hos statskapitalisterne i Sovjet. Teorien er udviklet ikke for at komme arbejderklassen til gode, men for at give kapitalen åben bane for at slå tilbage mod arbejderklassens forsøg på at skabe socialisme.  

Det antimonopolistiske demokrati skal stille en oprejst arbejderklasse åben for nedslagtning, ligesom det skete i Chile og en række andre steder, der til dels anvendte teorien. 

Den eneste vej til socialismen, der har haft succes, er igennem voldelig revolution – hvor man påtvinger klassefjenden sin vilje. Karakteriseret heraf ligner Lenins revolutionsteorier af og til militær strategi (f.eks. “Man må bestræbe sig på at overrumple fjenden og vælge det tidspunkt, hvor hans tropper endnu er spredte“, etc.). For sådan er det højeste stadie af klassekampen – en total krig, hvor den ene må dø, for at den anden kan leve.  
Man regner åbenbart med, at borgerskabet ser passivt til, mens deres grundlag som kapitalister bliver taget fra dem. Man tror åbenbart, at de har en vis menneskelighed og “ikke kunne finde på” at slå tilbage, oven i købet på den mest kyniske og brutale måde.  

Synet på  de “socialistiske” lande, i dag og i historien 

Synet på de forskellige lande, der har kaldt og kalder sig socialistiske, er et klart udtryk for, om en opportunistisk og revisionistisk linje eller en korrekt forståelse af den videnskabelige socialisme gør sig gældende. En mindre og mindre “kræsen” tilgang til socialismen har fundet sted i strømningen omkring DKP/ML.  

Siden stiftelsen og op til Sovjet og Østblokkens fald så partiet Albanien som det eneste socialistiske land, mens Sovjet og Østblokken var “kapitalistiske til marven“ og havde “statsmonopolkapitalisme af en særlig type“.  

Men pludselig var synet på Sovjet og Østblokken anderledes. De var blot under “midlertidig revisionistisk ledelse“, hvor den gamle opfattelse var, at revisionisme var et udtryk for socialismens nederlag over for kapitalismen, og hvor revolutionen måtte gentages. 
De resterende “socialistiske” lande, Cuba og Nordkorea, “der havde undgået kontrarevolutionen”, indtrådte nu i partiets solidaritetsarbejde, trods deres tydeligste afstand fra marxisme-leninismen. I 2006 går det helt galt. I principprogrammet, vedtaget på Kommunistisk Partis stiftende kongres, omtales Sovjet og Østblokken åbent som socialistiske, og der gives ikke det mindste udtryk for disse statskapitalistiske formationer.  

Senere begynder Kina også at vække interesse for partiets “solidaritetsarbejde“: I pjecen ’Tibet – mellem myte og virkelighed’ forsvarer en af partiets førende intellektuelle, Sven Tarp, Kinas imperialistiske overfald på Tibet, og med den mest konservative definition kalder han Tibet for Kinas “retmæssige” territorium. For Kina er stadig socialistisk, det har bare “midlertidigt” indført kapitalisme for at få økonomien op at stå, hvorefter det vil forsætte opbygningen af socialismen. I Arbejderen forsvarer et hav af artikler Kina og imperialismen.  

Deres imperialisme betegnes nærmest som en form for nødhjælp, og der fortælles, at “mange ulande ser mod øst” som et generøst alternativ til den ondsindede US-imperialisme. Forholdet til Kina er af partiets intellektuelle blevet spredt ud til de lyttende medlemmer, og det er lykkedes Sven Tarp og hans slæng at undgå en diskussion om emnet.  

Sådan skabes ikke bare et vulgært syn på en imperialistisk supermagt, men man ødelægger trin for trin den vigtigste indretning for et kommunistisk parti: den demokratiske centralisme, hvor man opnår alt igennem diskussion, hvor medlemmer på alle niveauer deltager. 

Fraværet af diskussion er et udtryk for partiets fallit, og hvis ikke man gør noget ved det, ser fremtiden for partiet sort ud. Det syn på Kina, der fremlægges, er under al kritik. Man forsvarer en imperialistisk supermagt og driver forræderi imod dem, som lider under imperialismen, i dette tilfælde det tibetanske folk. Definitionen af territoriel ret, som fremlægges af Tarp, er så tydeligt i strid med en Lenins lære om nationale rettigheder.  

At Kina er “midlertidig” kapitalistisk og imperialistisk, er en endnu mere grotesk teori. At man forsvare kapitalismen som en måde at bringe økonomiske fremskridt i dette “socialistiske” land, kunne igen være et udtryk for mangel på tro på socialismen. Har den socialistiske produktionsmåde ikke for længst vist sin overlegenhed over den kapitalistiske? Og hvis Kina i grunden nogensinde har været socialistisk, så kan en stat ikke gå fra at være et redskab til at undertrykke kapitalen til at undertrykke arbejderklassen til at undertrykke kapitalen igen, helt automatisk, uden arbejderklassens selvstændige handling. Heldigvis er det nok den tåbeligste teori, partiet har lagt ansigt til, og den kommer ikke ud af en omfattende diskussion med alle medlemmers deltagelse, men er sat på banen af partiets intellektuelle demagoger. 

Men favoritten er og bliver Cuba. Landet er med indtrædelsen af Raúl Castro ved at danne samme karakter som Kina, og her følger partiet og navnlig Arbejderen også efter. Castro-styret har aldrig optrådt som en fortrop i revolutionen. Der er aldrig blevet gjort op med de reaktionære kræfter, hvilket har efterladt cubanerne i en konservativ kultur af kvindenedgørelse, racisme og homofobi. Det “kommunistiske” parti har ikke optrådt autoritært, men har fungeret som en eller anden populistisk formation, som nok har skabt et hyggeligt billede af øen i Caribien. 

Det nordkoreanske styre er med sin Juche-ideologi ganske simpelt et reaktionært og fascistisk apparat, hvor man ikke engang behøver at referer til marxisme-leninisme for at kalde det alt andet end socialistisk.  

Partiet har kort sagt samme opportunistiske tendens, som DKP havde, da det valgte at støtte Krustjovs linje. Man “tager det, der er“, i stedet for at bruge den ægte socialisme som et ideal, vælger man at støtte statskapitalistiske diktaturer, der er udtryk for kapitalens infiltration af arbejderklassens kamp for socialisme.  

Hvad er problemet med Kommunistisk Parti? 

Hvad der er drivkraften i opportunismen, er svært at sige. Måske savnede man fodfæste efter 1989-91, og enhedsbestræbelserne var et udtryk for at få sig en identitet igen. Håbløsheden efter sammenbruddet har måske dæmpet den revolutionære gejst, og dermed er nødvendigheden af en ægte marxistisk-leninistisk teori blevet tilsidesat til fordel for denne “nødvendige tilpasning i klassekampen”, hvilket samlingen hyldes som.

Igen ligger der måske et problem i det at samle forskellige strømninger, hvilket har resulteret i mangel på klarhed i partiets politik, hvor så der er fri bane for, at visse intellektuelle demagoger kan slå igennem med deres analyser, uden yderligere diskussion, og dermed ødelægge den demokratiske centralisme.

Netavisen 25. marts 2010