Med det intetsigende slogan ”Fremad i fællesskab” kunne Enhedslisten fejre sin 20 års fødselsdag på landsmødet i maj 2009
Kommunistisk Politik 11, 2009
Johanne Schmidt-Nielsen fremlagde folketingsgruppens beretning og forklarede, hvordan de første 100 dage kunne bruges af en ny regering: Forandringerne skal starte fra den dag, den borgerlige regering er væk. Skattereformen skal ændres, starthjælp og kontanthjælpsloftet skal væk, der skal sættes gang i offentlige investeringer, og asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig. Der skal indføres 100 procent grøn energi.
På den anden side er det ikke til diskussion, at Enhedslisten efter næste valg vil pege på en socialdemokratisk ledet regering. Det blev understreget, da et stort flertal nedstemte et forslag om at vælte en S-regering, hvis "den går i krig, laver racisme eller angriber velfærden”.
Enhedslistens folketingsmedlemmer forventer indflydelse mod at lægge mandater til en ny socialdemokratisk regering. Og bliver der kun 1 enhedslistedag af de første 100 med Thorning-Schmidt vil det sikkert være en historisk succes.
Johanne Schmidt-Nielsen kom ikke nærmere ind på, hvordan denne indflydelse skulle sikres. Gode erfaringer findes der heller ikke.
Ingen savnede Enhedslisten
Da Israel overfaldt Gaza i julen, var Enhedslisten hurtigt med i demonstrationsforberedelser, med et af de krav som er blevet deres kendemærke, nemlig blankt nej til repræsentanter fra militante organisationer.
Hovedbestyrelsen fremlagde i beretningen, at den hurtigt havde vedtaget en udtalelse, der tog klart afstand fra repræsentanter fra den valgte palæstinensiske side:
”Enhedslisten er ikke medarrangør af demonstrationer eller deltager som taler i demonstrationer o.l., hvor reaktionære politiskislamistiske grupper som Hizbollah og Hamas står som medarrangør eller får en officiel platform, f.eks. som talere. Omvendt er det ikke Enhedslistens politik fysisk at forsøge at forhindre nogen i at deltage i brede mobiliseringer, så længe disse respekterer det politiske grundlag og de organisatoriske spilleregler, som er opstillet af arrangørerne.”
Et mindretal i hovedbestyrelsen forsøgte forgæves at få vedtaget en kritik af denne linje med et forslag der lød sådan:
”HB besluttede at Enhedslisten aktivt skulle splitte støtten til palæstinensernes kamp i Gaza mod Israels angreb, fordi det var vigtigere at være imod det demokratisk valgte Hamas end at støtte den palæstinensiske enhed. Det er skammeligt at den danske venstrefløj ikke ville være med i alle protester mod Israels krig og til støtte for Gaza. Kampen mod Israels besættelse og den amerikanske imperialisme i mellemøsten må ikke svækkes af opportunisme overfor de danske medier eller dæmoniseringen af muslimerne.
Det er på ingen måde lykkedes for Internationale Socialister at ændre Enhedslistens rådne rolle i fredsbevægelsen, siden de trådte ind som medlemmer.
Forslagsstiller Jacob Nerup omgås desuden letfærdigt med sandheden ved at sætte lighedstegn mellem Enhedslisten og venstrefløjen! Venstrefløjen kunne faktisk godt finde ud af at demonstrere helt uden Enhedslisten, og det skete både ved den israelske ambassade og ved den amerikanske og ved Christiansborg.
Det var store, militante og samlende demonstrationer, og ingen savnede Enhedslisten.
Frank Aaens tågesnak
Enhedslisten har spillet sin egen rolle i forbindelse med den økonomiske krise i forvirringen og det samlede borgerskabs påtagede overraskelse over den. Et forslag på landsmødet om at overlade en nærmere undersøgelse til eksperter, nedsat af folketinget, blev vel modtaget hos de socialdemokratiske venner.
Til DR fortalte Frank Aaen fortalte om forslaget :
- Vi vil have nedsat en kommission der går igennem, hvad skete der, hvad er det for nogle systemer, hvad er det for en liberalisering, der er sket indenfor finanssektoren, hvad er problemet med den, kan vi lave det om, så vi undgår at det sker en gang mere.
Et aldeles indholdsløst forslag fremført så ethvert tilløb til konkret kritik og klarhed forsvandt.
Det er helt sikkert, at en sådan kommission, skulle den nogensinde blive nedsat, aldrig vil finde ud af, at problemet er kapitalismen.
Den type af undersøgelse vil højst medvirke til at udpege en tilfældig lov og et par lidt for driftige banker som årsagen, og tidsrammen kan være flere årtier.
Forslag af den type er med til at underbygge nye dagdrømme om krisefri kapitalisme og det borgerlige demokrati - selvom kapitalismen uundgåeligt medfører nye kriser, der med hjælp fra netop det borgerlige demokrati igen og igen vil blive læsset over på de arbejdende folk.
I arbejdsplanen for efteråret 2009 blev det vedtaget at:
Enhedslisten vil gennemføre en kampagne med det budskab, at befolkningen ikke skal betale regningen for kapitalismens krise. Vi vil stille krav der forsvarer arbejderbefolkningens interesser og sender regningen til kapitalejerne. Vores budskab vil også være, at fagbevægelsen må træde i karakter, og mobilisere medlemmerne til en aktiv kamp for arbejdspladser, løn og arbejdsvilkår.
Som læsere af kommunistisk Politik vil man vide at arbejderklassen i hele verden har været på gaden i mere end et halvt år under parolen ”Vi vil ikke betale jeres krise”.
Enhedslisten synes at det burde vente. Enhedslisten var med til at stoppe den landsdækkende aktionsdag den 15. maj. Aktiviteter kom op at stå på trods af Enhedslistens benspænd.
Enhedslistens klimaforræderi
Op til klimakonferencen i december har en række miljøaktivister for længst sat sig i bevægelse. Det politiske spørgsmål handler meget kontant om at forhindre indgåelsen af en illusorisk aftale, designet af hensyn til at sikre ny klimaprofit, og i stedet få rejst en kritik af kapitalismen i folket, også på dette felt.
Enhedslistens årsmøde forkastede et ændrings forslag der begyndte:
”Kampen for en grøn omstilling og et bæredygtigt samfund udvikler sig hastigt til en kamp mod kapitalismens mest fundamentale mekanikker – en kamp for afskaffelsen af kapitalismen”.
I stedet vedtog årsmødet det oprindelig forslag til udtalelse, der slutter med at opstille en helt anden målsætning for klimabevægelsen:
”Vi kan stadig sikre vores efterkommere muligheden for at vælge grøn omstilling frem for kaos. Det forudsætter imidlertid handling nu. Klimatopmødet i København i december 2009 giver ikke nogen resultater, hvis magthaverne ikke oplever et massivt pres fra befolkningen. Derfor er opbygningen af en aktiv social klima- og miljøbevægelse og arbejdet med at få sat klimaaktiviteter i gang overalt den vigtigste opgave for Enhedslisten i 2009.”
Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen opstilles i ’sikre’ kredse til nmæste folketingsvalg, hvor Line Barfoed ikke kan opstille. Hun afløses af Christine Lundgaard, tidligere talsperson for Foreningen Oprør, og afskluttende tale på landsmødet. Folketingssupleant Asmaa Abdol-Hamid havde valgt at tage en pause og opstillede ikke.
Årsmøde 20 gik videre i det gamle spor, og flyttede partiet endnu en smule til højre – fra kritisk støtte til ubetinget støtte til en nyliberal S-regering.
Netavisen 23. maj 2009