10 milliarder kroner regner regeringen med at få ud af en skattereform. Disse skal fyldes i statskassen. Samtidig skal de rigeste i samfundet, direktører, topchefer, overlæger og folk i toppen af erhvervslivet og i den offentlige sektor forgyldes.Disse penge skal betales af det arbejdende flertal med små og mellemindkomster. Omkring halvdelen af LOs medlemmer ser ud til at tabe på skattereformen. Således vil en dagpengemodtager mister 1.200 kr. om året og en boligejer med en mellemindkomst vil miste ca. 2.400 kr. Direktøren eller anden højtlønnet vil derimod vinde i omegnen af 31.000 pr. år.
Skattereformen overfører penge fra flertallet til de få.
Mantraet ’Der skal flere i arbejde’
Der er påfaldende forskel på, hvordan de rige på den ene side og vi andre på den anden skal motiveres til at merarbejde. De rigeste skal tilskyndes til at arbejde mere. Guleroden er at sænke topskatten, så de ikke skal bidrage med så meget til statskassen.
Flertallet med mellem og lave indkomster skal piskes til at arbejde mere gennem lønsænkning og ’almindelige’ nedskæringer på de resterende samfundsgoder. Der skal arbejdes mere. På trods af en gennemsnitsarbejdstid for en almindelig arbejder på 55 timer. På trods af at arbejdsløskurven igen hurtigt stiger, og ingen kan forudsige hvornår den igen vil vende.
Hele skatteforslaget er gennemsyret af foragt for det brede flertal af arbejdende og de syge og svage.
Det er tydeligt, at regeringens potentielle kernevælgere skal smøres til at være Fogh og co. tro. Desuden er disse højtlønnede vigtige meningsdannere, som regeringen har brug for i tiden fremover, hvor der er udsigt til et stigende antal protester mod den førte nedskæringspolitik. Så foruden gulerod og smørelse, får de også hold kæft-bolsjer.
Har kapitalismen brug for så mange højtuddannede?
De unge står endnu en gang for skud. De studerendes SU begrænses til fire år. Et længerevarende studie tager mere end de fire år, så hvad skal den studerende så leve af den sidste tid? Det får vi ikke svar på.
De nyliberale har indført begrebet livsarbejdstid, og teorien er, at det ikke gør noget,at man sulter lidt som ung, blot man gennem ens livsforløb har udsigt til at få mere, end man har behov for, senere i livet. Så går det jo lige op.
Hvis den studerende ikke ser sig i stand til at arbejde for at få til livets ophold, mens vedkommende studerer, så kan en studerende reelt blot vælge en korterevarende uddannelse, for eksempel på bachelor -niveaue, eller blive sponsoreret af velgørere.
Det kan oplagt være forældrene, hvis de vil ellers har råd. Men det er ikke udelukket, at regeringen i sit nyliberale vanvid ønsker, at det mest lovende menneskemateriale blandt de studerende skal sponsoreres af kommende arbejdsgivere.
Det er jo blevet moderne at headhunte de unge, endnu inden de er færdige med deres studier.
Kapitalismen har ikke nødvendigvis brug for, at så store dele af befolkningen får en højere uddannelse, som det er tilfældet i Danmark. Stik imod hvad det almindelige samfund antager. Hvis den kapitalistiske statsmagt kan sortere hårdt i de studerende, har det en række fordele.
Der er penge at spare. Og flere unge kommer hurtigt ud i arbejdsstyrken, og kapitalisterne får opfyldt et af deres vedvarende og store ønsker, nemlig en maksimal stor arbejdsstyrke, helst en for stor arbejdsstyrke. Når de kan vælge og vrage blandt arbejderne, så bliver livet meget lettere for dem. For så er det noget lettere at sænke lønnen og forringe arbejdsforholdene, i den hellige maksimale profits navn.
For dyre købeboliger, renten skruet op, rentefradrag reduceres
Med skattereformen er regeringen også ude efter nye boligejere og dem med de laveste indkomster.Rentefradraget ønskes sat ned fra 35 til 25 pct. Det vil først og fremmest ramme de unge familier og andre, der har købt hus indenfor de sidste år. Men også familier, der er ramt af arbejdsløshed, skilsmisse, sygdom eller er kommet på pension, vil blive hårdt ramt af det lavere rentefradrag. Det drejer sig her om minimum 30 tusinde familier.
Ud over at der overvejende er tale om unge førstegangskøbere med nystiftet familie, drejer det sig også om almindelige arbejderfamilier med almindelige lav- eller mellemindkomster. Det er de samme der er kommet i klemme p.g.a. finanskrisen og boligrenternes tendens til at stige. Alt i alt vil risikoen for at gå fra hus og hjem rykke meget nærmere.
Regering efter regering har gennem lov og restriktioner formået at stoppe udbygningen af almindelige lejeboliger til at betale. I de fleste boligforeninger, store som små, er ventelisterne på minimum 15 år, og ofte helt oppe på 25 år. Det har tvunget de fleste familier til at vende ryggen til muligheden for en lejebolig og ud i køb af dyr bolig.
Og som alle ved, er det boliger hvor priserne er skruet urealistisk højt op, hvad har kunnet lade sig gøre, netop på grund af den desperate mangel på almindelige lejeboliger. Det har også betydet, at boligsøgende har været tvunget ud i risikofyldte og spekulative lån - lån som den nyliberale regering har sat en ære i at give banker og realkredit-udlånere mulighed for de senere år.
De rige flyder ovenpå også her.
Alle i samme båd?