Kommunistisk Politik 22, 2008
Mens sagen om Christianias fremtid starter ved domstolene, truer politikorpset med hvad det kalder ’faglige aktioner’, hvis ikke regeringen og folketingsflertallet i den kommende finanslov øger politistyrken med 200 betjente årligt fra 2009 til 2020.
Men det er ikke et ’fagligt’ ærinde, politiet er ude i – det er rent politisk.
Politiforbundet opfordrer deres medlemmer til at ’arbejde efter reglerne’. Det vil efter dets eget udsagn få korpsets normale funktioner til at bryde sammen. Peter Ibsen, formand for Politiforbundet kræver "en håndfast og positiv tilbagemelding" fra regeringen, hvis aktionen skal tages af bordet.
Truslerne fra politikorpset følger ovenpå en heftig debat om den kiksede politireform, der blev gennemført parallelt med den også kiksede kommunale ’strukturreform’, og de kommer på trods af, at regeringen har lovet at ansatte 250 ekstra HK’ere til at aflaste aktive betjente fra skrivebordsarbejde for at ’få reformen tilbage på sporet’.
Politiet søger med andre ord at udnytte borgernes frustration over at korpset ikke rykker ud for at opklare almindelige forbrydelser som baggrund for kravene.
Rigspolitichef Torben Hesselbjerg, som sammen med politidirektør Hanne Bech Hansen har brugt løs af skattepenge til private fornøjelser på ferier i Brasilien, har afleveret en joke af en rapport, som siger, at for at politiet skal blive mere synligt og besvare og rykke ud ved henvendelser fra borgerne (især indbrud og vold) skal man lade være med at opklare de tunge forbrydelser!
Meningen er selvfølgelig at der skal flere penge og mere mandskab til, så vil politiet løse alle dets opgaver, og mere til.
Politiforbundet og den reaktionære politiledelse står nært sammen om at lægge pres for at øge mandskab og bevillinger. Men politiet har penge og folk nok.
Borgerskabets voldmagt – politi og militær – er et af de få offentlige områder, den sorte VK-regering ikke har skåret ned på, men rundhåndet har bevilget øget personale, moderniseret materiel og ekstra ressourcer – til at føre krig udenlands og borgerkrig hjemme.
Polichefernes taktiske spil
Politiet har mandskab og penge nok. Bare inden for den sidste korte tid har politiet i København genemført to store borgerkrigsaktioner, som beviser det: Først den 25. oktober ved aktionen Luk Lejren ved Sandholm, hvor politiet brugte tåregas, knipler, hunde, peberspray og sågar heste mod fredeligfe demonstranter fra bedsteforældre til børnebørn for at undgå, at der blev klippet et par huller i det inhumane hegn omkring flygtningelejren. Og derpå tre dage senere ved Christinia for at bistå fogeden, der ville udsætte en mand, der havde lavet en ’ulovlig’ tilbygning. Det udløste døgnlange kampe og badede hele kvarterer i tåregas.
Begge disse politiaktioner og magtanvendelsen var helt ude af propertioner. Christiania-provokationen kom få dage før sagen om dets fremtid skulle for retten, og havde bl.a. som formål at fremstille christianitterne som ballademagere. Hensigten er samtidig at understrege behovet for flere folk og flere ressourcer i forbindelse med finanslov og genovervejelse af politireformen.
Lars Trier Mogensen, redaktør af Politikens lederkollegie, skriver præcist i en kommentar:
” Som de øverste ansvarlige har politidirektør Hanne Bech Hansen og chefpolitiinspektør Per Larsen systematisk bidraget til at eskalere alle konflikter med politiske undertoner. Som klodsede gorillaer – med og uden læbestift – kommanderer de rundt med indsatsstyrkerne, så konfliktniveauet konstant optrappes. Og pludselig, ja, så virker det som en god idé at tilføre ekstra penge til politiet: For hvem kan dog være imod, at politiet skal have flere folk og flere gaspatroner, når de angribes med sten, flasker og brandbomber af psykopatiske gadedrenge-typer.”
Under denne politiledelse, som har fungeret som VK-regeringens brutale knytnæve ikke mindst mod de unge københavnere og befolkningen i brokvartererne, er hele politikorpset politiseret på den yderste højre fløj, fra top til bunds.
Ikke bare laver politiledelsen sine egne prioriteringer, hvor prygl og peberspray mod demonstranter kommer før at besvare henvendelser eller rykke ud ved forbrydelser. Politifolk for ustraffet lov til at tage til nabolande i civil for at udspionere danske aktivister – som det skete da den berygtede vicepolitikommissær Bjarne Christensen i spidsen for en flok håndgangne folk tog til Verdens Sociale Forum i Malmø med absolut ufredelige hensigter. De slap godt fra ulovligheden efter at politiet igen hávde undersøgt sig selv.
Til gengæld er det stolte politi i Danmarks næststørste by Århus ude af stand til at uskadeligegøre nazistiske voldsmænd, der terroriserer venstreorienterede.
Det poltiserende politikorps er nu også begyndt at lægge direkte pres på domstolene, som da 14 betjhente truede med at sige op, hvis Landretten ikke ændrer dommen over tre voldelige betjente, der gennempryglede mindst en demonstrant efter rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007, og i stedet frikender dem. De tre dømte betjente er stadig i arbejde hos politiet, og de fjorten, der ikke bare vil sætte sig ud over lovene, men også vil have at politiet skal være dommere (og bødler) på én gang, har ikke så meget som fået en advarsel. De har derimod fået udtalt støtte fra formanden for folketingets retsudvalg, Peter Skårup fra det kulsorte DF.
”Kulturkamp’ på gadeplan
Politikens redaktør Mogensen fortier imidlertid hvem der har ansvaret for den rutinemæssige fremstilling af demonstranter og aktivister som ’ballademagere’ og ’psykopatiske gadedrengetyper’ – nemlig de reaktionære politikere og den borgerlige presse som helhed.
Det poliserende politikorps, der vil lave sine egne love og stå hævet over samfundet, er VK-regeringens og Dansk Folkepartis skabning, fremmet af mikrofonholder-medier, der ser 99 % ukritisk støtte til den danske volds- og ordensmagt som en patriotisk pligt.
Politikorpset fører Foghs ’værdikamp’ (kulturkamp) igennem på gadeplan.
Det er politikerne, der i sidste ende har udløst de store borgerkrigskonfrontationer, der har forrået og fremmedgjort politiet fra befolkningen i en grad, der ikke har været kendt siden første del af den tyske besættelse.
Regeringen har udløst brutale og reaktionære konfrontation mod Christiania, ligesom det var københavnske politikkere fra regeringspartiern til socialdemokraterne, der udløste konfrontationen med ungdommen i København ved at fratage dem deres sted og sælge Jagtvej 69 til en religiøs fascistisk børnemishandlersekt.
Krigen om Ungdomshuset var en reaktionær ideologisk manifestation, total unødvendig og totalt kikset, og blev til sidst vundet af de unge. Den krævede enorme ressourcer og udmarvede politiet. Den er et eklatant eksempel på politikernes og politiets resourcemisbrug.
Politistat Danmark
Politiets mildt sagt uheldige prioriteringer, som sætter aktivist- og demonstrationsbekæmpelse over at opklare forbrydelser og voldskrimininalitet, er den direkte konsekvens af VK-regeringens og folketingsflertallets forsøg på at kriminalisere den politiske protest, der ikke mindst har taget fart med ’krigen mod terror’ og terrorlovgivningerne.
Tilbagerulning af disse og klare kriminalitetsbekæmpelsesprioriteringer fra politisk hold – og klar fordømmelse af det politiske politi – er blandt de politiske krav, som de progressive kræfter må rejse.
Det borgerlige Danmark har sammen med Bush’s USAog den reaktionære Europæiske Union sat kurs mod politistaten – og politikorpset melder klart ud, at det er parat til at spille en hovedrolle der.
Dansk Folkeparti støtter helhjertet. Fra regeringspartierne kommer blandede udmeldinger, mens der fra socialdemokrater, radikale og sf’ere ikke foreligger en klar afvisning af politikorpsets reaktionære oprustningskrav.
Derfor må det siges ganske klart: Der er intet fagligt i politiets ’faglige aktion’ – kun sort politik.
Politiet skal ikke have en krone og ikke en mand!
Nej til Politistat Danmark!
Netavisen 3. november 2008