Arbejdende og arbejdsløse mangler tillid til fremtiden, fremgår det af forskellige målinger. Det kan der gøres noget vedArbejdende og arbejdsløse mangler tillid til fremtiden, fremgår det af forskellige målinger. Det kan der gøres noget ved
Endnu kan man høre ekkoet fra tidligere finansminister Thor Pedersens 2 år gamle udsagn. Ør i hovedet i Friværdi-Danmark foregav han, at det gik så forrygende, at ”vi snart kan købe hele verden”. Og så ikke længe efter banker den skjulte virkelighed bag det kapitalistiske korthus ubønhørligt på døren med bankkrak og virksomhedslukninger. En kriseudvikling, som blot er i sin vorden og ikke kan undgå at medføre masse arbejdsløshed.
Ser vi på den seneste tids udvikling så har hver dag sin nye udmelding om krak, konkurs og lukninger. Lige nu fyrer Saxobank en tredjedel af de ansatte, og byggeindustrifirmaet Velux på Fyn varsler lukning af fabrikken her.
Den sidste opgangskrigsførelse
Mens de internationale og danske kapitalistiske korthuse er ved at ramle, forsøger man sig endnu i kamp med tiden med varianter af denne psykologiske opgangskrigsførelse. Den meget afholdte efterlønsordning får stadig skyld for ”manglen” på hænder og undergraves stadig mere. Senest sker det som optakt til De Radikales landsmøde, hvor undergravningen skal ske ved at halvere efterlønnen og med krav om fjernelse af fridage som St. Bededag og 1. maj.
Men jo mere krisen og arbejdsløsheden udvikler sig, jo mere modstand vil sådanne reaktionære initiativer uundgåeligt møde.
- Nu må politikerne meget gerne lære at styre sig. Allerede inden de sidste stramninger i efterlønnen er trådt i kraft, ser vi en række politiske kræfter næsten overgå hinanden i et had til efterlønnen. Det er forstemmende at se på, hvordan politikere deltager i et stort velfærdsforlig, der kraftigt forringer efterlønnen, med den begrundelse at man vil skabe ro om velfærden.
Og så ser man de samme politikere fortætte angrebene på efterlønsordningen. Og nu i det radikale tilfælde suppleret med trusler om at inddrage fridage som bededag, pinsedag og 1. maj," udtaler forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
Det er selvfølgelig en positiv udmelding. Men den forsures unægtelig af, at Dennis under storkonflikten i foråret solgte den massive mobilisering for peanuts – og indgik en overenskomst, der har reallønsfald for FOA-medlemmerne og andre offentligt ansatte som konsekvens.
Skingre råb om flere hænder
Mens stadig flere frygter og forventer massefyringer fortsætter regering og arbejdsgiverne med deres skingre og tomme råb om at der må gøres noget for at sikre mange flere hænder. Der skal arbejdes længere, retten til dagpenge skal afkortes, efterlønnen skal væk og import af udenlandsk arbejdskraft er nødvendig for at ”sikre velfærden”.
Helt aktuelt sætter regeringen turbo på at få gennemført et yderligere angreb på dagpengesystemet med en liberalisering og individualisering i forsøget på at afskaffe enhver solidarisk ordning og mere og mere overgå til individuel forsikringsordning på bekostning af dagpengeperioden og de lavestlønnede.
Hvor havde det for arbejderklassen været ulige meget lettere, såfremt det var borgerskabet og dets hjælperes egentlige dagsorden, som blev kanoniseret:
” For at vi lettest muligt kan gennemføre yderligere angreb på tilkæmpede ordninger og lønninger må vi gøre noget ved arbejdsløsheden i Danmark. Den er alt for lille, En arbejdsløshedshær, der banker på døren, er et must.”
Der må gøres noget: Derfor planen om masseimport af arbejdskraft, der har en besnærende dobbeltvirkning. Forøgelse af arbejdsløsheden og hermed etablering af et uundværligt værktøj for at kunne forringe løn- og arbejdsforhold. Uden en tilstrækkelig stor arbejdsløshedarmé er det svært at fortsætte angrebene på løn og tilkæmpede sociale ydelser.
Handling NU bliver påtrængende
Det er fint nok at FOA advarer imod nye angreb på efterlønnen. Men der er sikkert rigtig mange arbejdende og arbejdsløse , som tænker at udtalelser alene gør det ikke, og med tanke på forårets storkonflikt konkluderer, at underdanige reformistiske ok-forhandlere, som spiser deres medlemmer af med krummer af frygt for den solidariske kamp, gør det slet ikke.
Disse overenskomstkrummer ser nu ekstra ynkelige ud, fordi de er forsvundet i eksploderende profitter på arbejderfamiliernes mad og transportbudgetter, i stigende renter og andre udgifter, der alle går den gale vej.
Stadig flere begynder at tænke på, at der bør sættes en stopper for hele denne udvikling, og at det kræver sammenhold og kamp.
Aktioner om fingrene væk fra efterlønnen og sikring af reallønnen gennem en form for dyrtidsregulering kunne være med til at åbne op for den modstand som gemmer sig og ikke kommer til udtryk. Og som det blev slået fast, da miljøkrisen begyndte at vise sig: Det er forurenerne, der må betale. De ansvarlige for finanskrisen og dens profitører må betale.
Det er krav der presser sig på her og nu og ikke blot kan vente til næste ok-forhandlingsrunde, hvor kravene igen kan barberes til ukendelighed – som det skete for de kæmpende sosu'er.
Netavisen 23. september 2008