Boligkrise under udvikling: Burhøns og arbejdere

Kommunistisk Politik 3, 2008

Mens boligmassen fra 60erne i sovebyerne trænger til en omfattende renovering, er nyopførelsen af lejligheder til almindelige lønninger er stoppet fuldstændig i Danmark. Frit spil til spekulation har betydet at investeringer er gået til det mest indbringende boligsegment - ejerlejligheder og huse beregnet til de mest velstillede.

På ganske få år er Københavns havnefront ændret til ukendelighed. Nye lejlighedskomplekser med huslejer på 10–12.000 kr. om måneden, en udgift der overstiger en almindelig ufaglært arbejders månedsudbetaling, har fået lov til at møve sig ind på ethvert lille frirum og står nu stolt og stritter. Ritts valgprogram om 5000 billige boliger er på den anden side kun blevet ved brudte løfter: Tolv lejligheder kommer til at stå færdige i løbet af 2008! Over 1000 familier skrev sig på venteliste.

Til de mest søgte almennyttige boligforeninger i København er der omkring 10 års ventetid. Ved Kalvebod Brygge står nu næsten 1600 lejligheder tomme lejligheder, for ingen har råd til dem.

Alene i 2007 er omkring 5000 mennesker flygtet til Malmø for at finde et hjem og få børnene passet; de må så hver dag pendle til arbejde.
Ud over mangelen på billige lejligheder af en nogenlunde kvalitet, er der i København også lange ventelister på alt muligt andet, som den arbejdende familie trænges.

Husly i fattigkvarterer

Sovebyer, ghettoer, betonslum: Fattigkvarterer har de samme øgenavne verden over, og det er de samme problemer som beboerne døjer med i de kun 40 – 50 år gamle huse.

I skyggen af den globale spekulation i boligmarkedet, hvor mange i Danmark har ladet sig forføre af snak om hurtige gevinster, er alvorlige problemer i den almene sektor vokset store. Det hurtigt opførte byggeri fra 60erne, ikke mindst betonsovebyerne, trænger til en hovedrenovering.
Bygninger med svagheder i de bærende dele og med nedstyrtningsfare i stærk storm, er trods alt undtagelsen, men masser af byggeri landet over lider af problemer med byggesjusk og spekulation i alt for billige materialer. Derfor er selv den simple opgave at give husly - mod solen der steger i sommer månederne, regn og vind i efteråret, kulde og is om vinteren - dårligt løst.

Tage med kroniske utætheder, optrængende grundvand i alle sprækker i kælderen. Tynde vægge og facader, der generelt er dårligt isoleret og lader vinden pibe ind og varmen suse ud. Sammen med dårlige ventilationssystemer medvirker dette til et usundt indeklima, selvom der i dag er radiator og varmt vand i stedet for kakkelovn og toilet i gården.

Den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter i de almennyttige boligforeninger er ikke faldet, efterhånden som opførelsesprisen er blevet afdraget. Når byggelånene er betalt ud, bliver dele af huslejen overført til landsbyggefonden, oprindeligt tænkt som opsparing til renoveringer.

I 2002 og 2005 lavede regeringen et indgreb og fjernede omkring 10 milliarder fra denne fond -  langt mere end der var sparet op. De omkring 950.000 beboere i landets ca. 540.000 almene boliger, skal derfor påregne ekstra stigende huslejer til dækning af nyopførelser og renoveringer - samtidig med at statens støttelåneordninger til nyopførelser under den nuværende regering gradvist er reduceret.

Asocialt byggeri

Renoveringer af elementbyggeri bliver trods politiske løfter om kvartersløft og helhedsplaner ikke til en klar forbedring af forholdene for beboerne. Der mangler nemlig både samfundsmæssig planlægning og den nødvendige kapital til at sikre ordentlige forbedringer (noget, som i sidste ende kun en socialistisk revolution kan løfte).

Et af de store problemer i den sociale boligmasse er de manglende sociale muligheder. De består nærmest kun af de nøgne boliger, uden fællesrum til kulturliv og fællesskab. Boligens sociale tilbagevirkning på samfundslivet viser sig da også tydeligt i de trøstesløse stenlandskaber, hvor udsmykning alene er overladt til hjemløse unge med spraymaling.

Der bliver ikke brugt penge på godt naboskab og fælles sociale rum og muligheder for flere generationer; der bliver derimod i mange renoveringsprojekter taget bestik af fremtidsforskernes dystopiske forestillinger om behovet for mange flere singlelejligheder.

Den moderne boligarkitektur er måske ikke alene årsagen til problemerne på familie området, men givet er det, at lejlighedskomplekser uden muligheder for at mødes med naboerne, andet end i den lokale døgntank eller Netto ikke er svaret på de behov, der rent faktisk findes. Når rodløse unge beboere ikke gives andre muligheder end at mødes i klamme cykelkældre, er løsningen ikke mere videoovervågning, men derimod at kræve støtte til flere ungdomshuse!

Ikke plads til egentligt liv

Fra borgerligt hold lyder det, at løsningen ligger i, at beboerne bliver ejere i stedet for lejere. Så kan de nemlig selv tage ”ansvar” for forholdene. Rent bortset fra at den virkelige ejer så bliver banker og kreditforeninger, mens hele vedligeholdet kan pålægges beboeren, så giver det,  at en familie ejer en brøkdel af en boligblok jo ingen som helst indflydelse på, hvordan den er udformet, eller den nødvendige kapital til at ændre på tingenes tilstand.
Således har mange tusinde andelshavere også oplevet, at nok så vidtløftige ideer straks er kuldsejlet i mødet med håndværker regningen.

Under kapitalistiske forhold sker kun de mest nødtørftige forandringer af boligmassen, langt fra de egentlige behov. Der sker ingen reelle fremskridt, tværtimod.
Det kapitalistiske byggeri til arbejderklassen vil af sin natur kun besørge ren overlevelse, ikke plads til egentligt liv.
Arkitekturen er nærmest en karikatur af menneskes slaveforhold til maskinerne, så selv hjemmet nu ikke kun afspejler din stand, men samtidig hvordan fattige er underlagt død mekanisering i produktionen af huse og indbo.

Skulle nogen stadig nære forhåbninger om at boligproblemet løser sig under kapitalismen, skal de have lærepengene tilbage.

_________________________________

Ikke råd til at leje bolig

Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har foretaget en undersøgelse af priserne på nyopførte lejligheder i de store byers boligforeninger for boligselskabet Domea og fagbladet Boligen.
Den viser, at folk med almindelige indkomster ikke har råd til at bo i dem!

For eksempel vil en sygeplejerske og en politibetjent med to børn i en nyopført treværelses lejlighed hver måned stå med et underskud på 3.000 kroner, hvis de skulle bo i en af de nybyggede almene boliger. En chauffør og en sosu-assistent med to børn ville have et underskud på 8.000 kroner, mens en enlig pædagog uden børn ville mangle 1.400 kroner hver måned, viser analysen ifølge Jyllands-Posten.

Beregningerne er foretaget på baggrund af bl.a. Forbrugerstyrelsens standardbudget for danske familier. CASA har lavet regnskaber for i alt 48 familier af offentligt ansatte, og i realiteten kan kun par uden børn få økonomien til at hænge sammen

Netavisen 29. januar 2008