Med en økonomi inspireret af rødvin fra Farum og et menneskesyn, der giver adgang til det 20. århundredes sorte kabinet, er folketingsvalget 2007 et nyt lavpunkt for dansk demokratur.
Kommunistisk Politik 22, 2007
Valgkampe er i højeste grad blevet et spørgsmål om pengekassens størrelse. Propagandakunsten handler om at sælge borgerskabets synspunkter, synsvinkler og hele tankesæt. Erhvervsfolk har brugt deres magt til at fremme den pointe – frit og frejdigt – at der er god økonomi i at give de 1.000 mest vellønnede direktører skattelettelser, fordi det vil være til gavn for resten af befolkningen.
Hvis budskabet sælges lækkert nok, så vil folk falde for det synspunkt, at mangemillionærerne er uundværlige. For at holde på dem må de have yderligere goder, ellers vil de nemlig trods deres helhjertede patriotisme måtte forlade landet, og så vil samfundet bryde sammen.
Der søges skabt en fornemmelse af, at hvis ikke de 1.000 direktører stod i spidsen og styrede landet med deres ”visioner”, ville alt blive kaos. Erhvervslivets støtte til VKO-koalitionen, suppleret med Ny Alliance, er nu så stor, at deres valgpengekassers størrelse langt overgår alle andre opstillede.
Det er pengenes diktatur. VKO på dansk, Bush på amerikansk. Er sandheden ikke, at Danmark er en totalitær stat, før de hemmelige loger er krøbet ud af skabet?
Den udemokratiske ideologi har et ansigt, der tilhører Mærsk McKinney Møller.
Liberal lykke
I valgkampen er liberalisme blevet ført i marken som vejen til evig lykke. Argumentationen har hele vejen igennem været baseret på løgnehistorier. Rødvinsregningen fra Venstreguruen i Farum burde have givet et vink med en vognstang om, hvordan den liberale svindel hænger sammen.
Sandheden er, at privatkapitalismen betyder anarki. Privatkapitalismen har f.eks. betydet, at samfundet er blevet afhængigt af olie, der ud over forurening og trafikproblemer konkret har givet anledning til krig og vanvittig økonomisk ulighed.
Kapitalismen betyder, at middellevetiden i Afrika, der er hårdest ramt, er 53 år. Men den danske valgkamp kommer aldrig bag om flygtningestrømmene. Kun få er imod den politik, der er årsag til problemerne: USA's og de imperialistiske stormagters indblanding i bl.a. Mellemøsten, neokolonitidens nedbrydning af den tredje verden, globaliseringens ekstreme udbytning af arbejdere i Asien osv.
Valgkampens propaganda om indvandrerpolitikken er baseret på slaveejer-forestillinger. Ideer om, at arbejdere er nogen, man bare kan flytte efter behov. Sådan var det 60’erne, og sådan er det nu. Ghettoisering og manglende integration er dygtigt udnyttet af den sorte populisme, og landets officielle linje er blevet, at det er nødvendigt at behandle flygtninge og immigranterne umenneskeligt med indespærring i lejre for at holde de forkerte ude.
Race- og kultur-renhed er to sider af samme sag.
Opinionsforstoppelse
Ca. 47 % af de adspurgte angiver, at de vil sætte deres kryds på en anden regering. Tager man udgangspunkt i de mest optimistiske målinger fra de seks mest kendte analysefirmaer, er der et flertal på 51 % for en ny regering.
Der er altså en reel mulighed for, at Anders Foghs udløbsdag kan komme som en pludselig og glad overraskelse. En ny regering kan stadig nå at beslutte sig for en forfatningsafstemning. Og mens vi drømmer, kan de danske tropper komme hjem til jul og landsholdet med til VM på et afbud.
De kendte venner, der er opstillet for partiet Ny Alliance (NA), kan til gengæld – uanset hvilken måling man kigger på – ikke skaffe mandater nok til et flertal for Fogh og VK uden om Dansk Folkeparti (DF).
Ifølge målingerne og gennemsnittet af målinger over kortere og længere tid, og samtidig ifølge tv’s største sagkyndige, ligger Enhedslisten stadig omkring spærregrænsen.
SF ser ud til at blive folketingets tredjestørste parti og vil – ifølge de samme snit og krydssnit – overhale både Radikale, Konservative, DF og NA. De mange procenter til trods er partiet ikke blevet genstand for den samme begejstring, der omgiver de borgerlige udbrydere fra Ny Alliance, som bæres igennem selv de største brølere på nænsomme hænder. (Har NA da overhovedet begået brølere?).
Meningsmålinger fortæller aldrig de faktiske tal. Der er tale om vægtning af svar efter hemmelige statistiske overvejelser. Da omkring tre hundrede daglige svar skal give et billede af hele landet og alle alders- og indkomstgrupper, så vægtes hvert enkelt svar forskelligt.
Målingerne foretages fortløbende. Hver dag produceres et resultat, der i virkeligheden afspejler de sidste tre dages resultater. Det største problem er, at den store ubestemte gruppe af ”tvivlere” og folk, der vælger valget helt fra, slet ikke er registreret.
Statistik er i virkeligheden et af de dårligste redskaber til at give et billede af, hvad folk reelt mener – på samme måde som folkeskolernes nye nationale test, hvor spørgsmålene er givet sammen med tre svarmuligheder.
Fremgår det ikke af statistikken, findes det ikke. Det betyder at barometerhistorierne endnu ikke har så solidt rodfæste, at der er basis for andet end skurvogns-snak.
Den gode histories død
I valgkampen er det særligt tydeligt, at gode journalistiske historier bliver lagt døde, fordi medierne basere sig på den præmis, at politikerne skal udtale sig. (Bortset selvfølgelig fra at politikere fra Folkebevægelsen mod EU og andre ubekvemme bevægelser ikke må udtale sig, fordi de kan komme til at skabe mislyde i en ellers glat valgkamp ved at rejse emner, der bestemt ikke skal tales om før valget. Såsom netop en folkeafstemning om den ny unionstraktat).
Ønsker ingen at sige noget, accepteres det uden videre, at nyhedsværdien forsvinder, og historier går død. Tilbage er overfladisk uhygge, der tegner et billede af en magtens arrogance.
Kalaallit Nunaat fik kun få timer med udgangspunkt i en tv-dokumentar om Danmarks sidste koloni og de mange børn, der hver dag tabes på gulvet, når ægte selvstændighed ikke findes.
Står det ikke i avisen, findes det ikke. Vises det ikke i tv, forbliver det usynligt.
Den borgerlige regering er angst for valget. Den ved, at der kommer tider med voldsomme tømmermænd. Nogen vil en dag finde ud af, at regningen skal betales.
Svinger de daglige meningsmålinger til ugunst for Fogh, kan tanken om at blive stillet til ansvar for krig og anden kriminel adfærd give sig udslag i desperat adfærd.
Netavisen 8. november 2007