Den solide rekrutlærdom er skiftet ud med hærens basisuddannelse, hvor den vordende soldat bliver lige dårlig til førstehjælp og redning som til de livsnødvendige soldaterfærdigheder. Der bliver købt udrustning af de forkerte årsager, og vi står derfor med et halvt hundrede kampvogne, som ikke har sin berettigelse inden for en overskuelig fremtid. Der købes store pansrede biler til opklaringen, på trods af at alle erkender åbent, at det ikke er et opklaringskøretøj. I øvrigt er lønnen ganske enkelt ussel sammenlignet med andre danskere i international tjeneste, eksempelvis politifolk. Så kort sagt er man her kun, hvis man brænder for sit fag og sin enhed. Når man så oplever, at nogle forsøger at pynte på historierne, eller man måske gentagne gange oplever at blive indsat på en måde, man ikke kan forlige sig med, så begynder man at overveje sine alternativer. Med andre ord har jeg ganske stor forståelse for, at så mange af mine kolleger forlader systemet.
Mine ord om uenighed med indsættelsesmåden er kontroversiel. ISAF-styrkens primære våben er flybomber, og bruges mildt sagt ofte. Ofte er vi forhindrede i at komme tæt ind på livet af den modstander, som har angrebet os, fordi vi skal være på sikker afstand, når flyene bomber.
Problemet – og det, som piner mig personligt – er, at vi ofte ikke kan sikre os, at fjenden ikke er forsvundet, og man står ofte med en følelse af, at man ikke har kunnet gøre jobbet færdigt. Samtidig har jeg personligt svært ved at anerkende en sådan opførsel som moralsk ansvarlig.