Værdikamp - klassekamp

Kommunistisk Politik 15, 2007

Regeringen har blæst til ny værdikamp. Det personlige ansvar skal styrkes, og sangen om, at det er samfundets skyld skal begraves på den historiske mødding. Anders Fogh forfølger sin minimalstat. Målet er at rejse gravstenen over de sidste rester af velfærd.

Som påskud bruges, at dele af befolkningen mener, at det er samfundets skyld, at folk bliver federe. Det er samfundets skyld, at unge tager på drukferie.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) udtaler til Berlingske Tidende:
- Vi diskuterer jo kvalitet i ældreomsorgen; men kan man diskutere det uden at spørge: Besøger du selv din gamle mor?
Skatteminister Kristian Jensen (V) udtaler til MetroXpress:
- Hvis folk tog mere ansvar for deres eget liv, tror jeg faktisk, at folk ville blive mindre stresset.

Kan arrogancen nå nye højder?
Jo, vi tager et ansvar for eget liv. De heldige, der har et arbejde, kæmper for at beholde arbejdet på et langt højere tempo samt længere gennemsnitlig ugentlig arbejdstid trods længere ferie og den overenskomstbestemte nedsættelse. Det sker i en situation, hvor aktieejerne igen har høstet rekordprofitter – uden at have rørt en finger.

Jo, vi tager også et ansvar for familiens integritet. En af konsekvenserne er, at der ikke fødes så mange børn, fordi overskuddet ikke er til stede: Ringe økonomi og tid. Alligevel bavler Familieministeren om behovet for flere børn – få måneder før hendes barnløses ægteskabs opløsning.

Der bliver kæmpet for at opfylde kravene til videreuddannelse, og leve op til tidens trend om et sundt legeme i en sund krop. Bybilledet er i den grad præget af kondiløbere.
Jo, vi tager et ansvar for vores eget liv; mens politikerne individualiserer fast food-industriens usunde fremmarch. Mens de moraliserer over folks rygevaner uden at forbyde tobaksindustrien, eller røre den tifold så slemme benzin og dieselforurening. Her kommer de nemlig for tæt på de kræfter, hvis interesser de varetager: Benzin, olie og bilindustri.
Og jo, vi besøger vores gamle mor. Vi passer hende tilmed, fordi det er for ydmygende og nedværdigende, at hun hver morgen kl. 4 vågner op i sin egen afføring og skal vente på en hjemmehjælp kl. 8!

Samtlige påskud er så hykleriske og fulde af løgn!
Dagsordenen er en anden. Foghs kongstanke om en minimalstat skal forfølges yderligere. Det handler om, at ministerudvalget til juni 2008 – hvis regeringen sidder så længe – skal fremlægge en rapport, der vil indebære nye angreb på velfærdsresterne. Det kan eksempelvis være, at rygere selv må betale for deres kræftbehandling. Der kan gives rigtig mange bud på, hvor regeringen vil hen; men selv om de med garanti har forslagene liggende i skuffen, holder de kortene tæt ind til kroppen.

Claus Hjort Frederiksen indikerer imidlertid, at viften er bred:
­- Det kan være alt fra skole til ældreomsorg.

Hvad der helt sikkert irriterer regeringen er, at den folkelige bevægelse for mere velfærd er taget voldsomt til i styrke gennem de sidste 15 måneder. Kæmpedemonstrationer 18.maj og 3.oktober 2006 og afrundet af en to uger lang landsdækkende strejke blandt social og sundhedsansatte i år. Den sidste satte virkelig en tyk streg under, hvordan omsorgssektoren – også under den socialdemokratiske regering forinden – er blevet udsultet, så både brugere og ansatte lider hårdt.

Hvis de forsøger at vende stemningen med en ny omgang værdikamps-gas, så tager de fejl. Den kamp er dømt til at mislykkes. Det ser snarere ud til, at regeringen er kørt fast, eller mere præcist: deres politik og dens konsekvenser er afsløret. For de arbejdende og udstødte har den kun haft negativ værdi. Værdikampen synes panikagtig. Sidste kort i en satsning, der ikke vil udløse fuldt hus.

Lad dem endelig spille dette kort som et valgkampstema – til efteråret, som det er blevet spået! De vil i givet fald lægge stroppen om egen hals.

De parlamentariske aftagere står klar i kulissen. Mange drømmer om en Arbejderregering med S & SF støttet af Enhedslisten. Det var faktisk den konstellation Nyrup baserede sin regering på i 90’erne – med den lille forskel, at De Radikale var med i regeringen. Det sidste berørte ikke Socialdemokraternes eller regeringens politik i nævneværdig grad. Det var Socialdemokraternes arbejderfjendske politik, der førte til dens nederlag.

De værdifulde og eneste fremadrettede arvtagere mod Foghs minimalstat er arbejdere indenfor og udenfor fabriksportene, ungdommen i dens mangfoldighed og alle progressive: Flertallet af Danmarks befolkning, hvis standpunkter kun synliggøres, når repræsentanter for disse grupper går på gaden med konkrete og politiske krav.

Vores interesser står i skærende kontrast til kuponklippernes fede velstand. Den modsætning kan kun løses på én måde: Det kaldes for klassekamp.

Netavisen 24. juli 2007