Bag Kassen, Kommunistisk Politik 16, 2006
Jeg faldt forleden ved et tilfælde over to eksemplarer af Politiken fra henholdsvis den 21. september og 1. oktober 1941 . Aviserne skildrer naturligvis Hitlers erobringskrig mod øst, som var startet præcis tre måneder forinden, nemlig 22. juni 1941.
Som de fleste vil kunne regne ud, er de to eksemplarer solidt skolingsmateriale, hvis man er interesseret i studie af dansk presses underdanighed af den tyske værnemagt , eller for den sags skyld den danske regerings politik for at lade det arbejdende folk betale for krigsomkostningerne.
I en helsides artikel gennemgås de tre måneders krig i Rusland af Politikens militære medarbejder, der også med stiplede linjer på et stort kort synliggør nazihærens fremrykning. Her kan det ses, at Leningrad er omringet, og fronten går tværs gennem Sovjetunionen ned til den besatte Krimhalvø i Sortehavet. Artiklens indledning lyder:
”Det er tre måneder siden, de tyske hære en tidlig søndag morgen brød frem over den russiske grænse for, efter hvad der for tysk side oplyses, at komme et planlagt og forberedt russisk overfald i forkøbet.”
Det lykkes lige præcis Politiken med den minimale reservation ”efter hvad der fra tysk side oplyses” i det mindste at forsøge at fremstå objektivt. Det regulære formål med krigen var blandt tænkende individer almindeligt kendt. Den fortsatte fremrykning understregede jo blot, at der var tale om en erobringskrig
På forsiden fortælles med begejstring, hvordan generalfeltmarskal von Reichenaus tropper havde indtaget Kijev og lukket sovjethærene inde på et landområde på størrelse med det halve af Belgien. Det hele fremstår igen objektivt med en vag og sen tilføjelse, der henviser til tyske frontrapporter som kilde.
I eksemplaret fra den 1. oktober bliver vanskelighederne omkring den kommende vinter behandlet. Ifølge vestlige historieforvanskere, hvori Discovery udmærker sig, så var det jo ikke den Røde Hær, men vinteren, der slog nazihæren. Oberst G. Scherff affærdiger enhver historisk parallel med Napoleons mislykkede felttog:
”Vinteren vil utvivlsomt en dag standse vore operationer, men lå vi ikke allerede med vor østfront flere vintre i Rusland, uden at tropperne behøvede at lide nød? Ganske vist vil vor front denne gang ligge længere mod øst, men nu har vi ingen tofrontskrig og kan gøre alt for, at tropperne kan få, hvad de behøver.”
Hvorvidt de tyske tropper ikke led nød på østfronten under 1. verdenskrig, må stå for oberstens egen regning, men han fastslår desuden, at ”den tyske krigsmagt vil bedre kunne udholde den russiske vinter i fjendeland end russerne selv” .
Den vigtigste passus er gemt lidt af vejen: Nu har vi ingen tofrontskrig og kan gøre alt for, at tropperne kan få, hvad de behøver. Der var stille på vestfronten, hvor Churchill med foldede hænder fra lænestolen spændt fulgte bolsjevismens prøvelser og Hitlers udmatning. Faktisk angiver den selv samme forside, at Churchill overvejede en invasion på kontinentet:
”En invasion på kontinentet for at aflaste Rusland var gentagne gange dukket op, men vi er komplet uvidende om, hvad Hitler vil foretage sig.
Vi ved ikke, hvor langt han vil forsøge at trænge ind over Ruslands umådelige vidder ansigt til ansigt med det kraftige russiske forsvar, eller hvorvidt han vil beslutte at indtage en defensiv holdning og konsolidere de områder, han har erobret.”
Hans enfoldighed og ”komplette uvidenhed” er slående. Kendsgerningen er, at tofrontskrigen først blev åbnet næsten tre år senere, da den Røde Hær i hast var på vej til Berlin.
Den danske presse står også i dag på krigsforbrydernes side. Forskellen er blot, at de danske magthavere i dag selv er aktive krigsforbrydere. Om det gælder Afghanistan, Irak, Palæstina, Libanon eller Sudan, så lad verdensopinionen styrke tofrontskrigen mod krigsforbryderne.
Netavisen 5. september 2006