'Sagen' om Ungeren

Baggrund
Af Ungdomshuset, Jagtvej

Efter 17 år med Ungdomshuset valgte Københavns kommunes borgerrepræsentation pludselig i 1999 at sætte ejendommen Jagtvej 69, der huser Ungdomshuset, til salg. Dermed tilsidesatte de den aftale fra 1982, hvori brugsretten til huset blev overdraget til byens ungdom, med daværende overborgmester Egon Weidekamp i spidsen.
Der var kun få, der bød på ejendommen. Blandt dem var den sekteriske kristne frikirke Faderhuset, der i dag er den formelle ejer af bygningen.

Dengang afviste Kommunen dog kirken som en useriøs køber. Kort tid efter afslaget til Faderhuset kom der et bud på 2,6 millioner fra aktieselskabet HUMAN A/S, der endnu ikke var færdigstiftet, da buddet blev afgivet. Kommunen slog til uden at undersøge det til lejligheden oprettede selskab nærmere.

Inden året var omme, havde Faderhuset opkøbt samtlige aktier i selskabet HUMAN A/S. Den køber, kommunen tidligere havde erklæret for useriøs, stod nu med skødet. Det var oven i købet gjort så snedigt, at kommunens tilbagekøbsklausul blev undermineret. I forbindelse med salget havde Københavns kommune sikret sig retten til at købe Jagtvej 69 tilbage, såfremt ejendommen skiftede ejer. Med en juridisk finesse var denne forhindring af vejen, da det kun selve selskabet HUMAN A/S, der med aktieovertagelsen skiftede ejer – Jagtvej 69 skiftede, i rent juridisk forstand, ikke ejer.

Nytårsaften mellem 2000 og 2001 besluttede Faderhusets menighed sig for at begå selvtægt. Tidligt om morgenen brød de med hjælp fra en låsesmed ind i Ungdomshuset. Her havde de tænkt sig at overtage huset. Det varede dog ikke længe, før de igen stod på gaden, nogle af dem med et blåt øje eller to. Efter at have sundet sig i noget tid besluttede Faderhuset at forsøge at få politiet til at overtage deres ærinde.

Københavns byret

I 2003 sagsøgte de fire aktivister og tidligere aktivister fra Ungdomshuset, fordi huset ikke var blevet forladt efter deres overtagelse af skødet. De krævede, at bygningen skulle overgives til dem, og at deres udgifter (ejendomsskat m.m.) blev betalt for den periode, de ikke havde kunnet bruge ejendommen. Byretten gav dem medhold i, at huset skulle rømmes, men byretten ville ikke kræve de ca. 200.000 kroner betalt af de fire sagsøgte. Begge parter ankede efterfølgende. Faderhuset ville have sine penge, og retten til Ungdomshuset måtte naturligvis prøves ved en højere instans.

Grunden til, at det lige var de fire aktivister, der blev sagsøgt, var alene, fordi de i 1996 havde skrevet under på en aftale med kommunen om renovering af huset. Nu skulle de – ifølge Faderhusets advokat – stå til regnskab for hele Ungdomshuset nye aktivistskares beslutning om at blive.

I Ungdomshuset er det alene det ugentlige fællesmøde hver mandag, der bestemmer. Sådan har det været siden 1982. Hvis fire mennesker har skrevet under, er det, fordi nogen skulle skrive under, ikke fordi de har haft en særlig post. Der er ingen bestyrelse eller ledelse.

Alligevel er det ikke Ungdomshuset, der er blevet sagsøgt. Der er ikke rettet henvendelse til fællesmødet fra nogen advokat eller retslig instans om at sende repræsentanter. Det er således – i princippet – ikke Ungdomshuset, der er for retten. Det er det nu alligevel, da sagen i praksis handler om retten til at bruge Ungdomshuset. Og dermed om retten til at kræve politiet sat ind for at få os smidt ud.

Østre landsret

Sagen blev som nævnt anket af begge parter, og sagen blev derfor berammet til behandling i østre landsret. Egentlig skulle sagen have været for i slutningen af 2005, men den blev senere udsat til maj 2006. Påstandene i landsretten har naturligvis været de samme som i byretten. De fire sagsøgtes primære forsvars hovedpointe er, med rette, at det er de forkerte, der er sagsøgt. De fire er ikke repræsentanter for Ungdomshuset, og det skulle i stedet være selve organisationen Ungdomshuset, der skulle sagsøges.

Kort sagt må man stævne Ungdomshuset, hvis man vil i retten mod Ungdomshuset. Man kan ikke bare stævne nogen, der engang skrev under på noget. Først dernæst diskuterer advokaterne spørgsmålet, som egentlig er det mest interessante: Hvordan kan man sælge et hus, når man har givet brugsretten væk?
Der var berammet seks dage i maj, hvorefter landsretten har haft sin betænkningstid til at afsige dom. Den 28. august kom dommen så.

Ungdomshuset

Ungdomshuset eller Ungeren har til oktober været ungdomshus i 24 år. Bygningen er oprindeligt opført som forsamlingshus for Københavns arbejderbevægelse. De måtte ikke holde deres møder og fester i kapitalisternes forsamlingshuse, så de samlede ind, og i 1897 stod Folkets Hus, som det blev navngivet, færdigt.
Op gennem det tyvende århundrede voksede fagbevægelsen sig stærkere, og de forskellige forbund flyttede i egne huse. Fra 1960'erne stod huset derfor tomt. Brugsen ville rive huset ned for at bygge en dagligvarebutik, men fik afslag pga. husets historiske rolle som dynamo i lokalområdet.

Først sidst i 1970'erne kom huset igen i brug, da folkedansertruppen Tinglutti købte huset. Det blev dog en kort fornøjelse. Da fyret brændte sammen, og truppen ikke havde penge til at reparere det, flyttede de ud, og huset stod igen tomt.
I 1981 holdt unge fra den voksende BZ-bevægelse et møde i det tomme hus, hvor den såkaldte initiativ-gruppe blev dannet, og en kampagne blev sat i værk for at få et ungdomshus i København. Efter en række BZ'elser rundt omkring i byen gik lyset endelig op for kommunen i 1982.

Forhandlinger mundede ud i, at Jagtvej 69, netop det hus, hvori kampagnen blev startet, blev givet til Københavns unge. I oktober åbnede Ungdomshuset med deltagelse af daværende overborgmester Egon Weidekamp, der dog måtte stikke af kort tid efter, han var kommet, for ikke at få buksevand.

Siden har huset haft op- og nedture, men bestået som alternativt kulturcenter. Modstand mod kommercielle kræfter har altid været et af kernepunkterne ligesom selvstyre og solidaritet. Det er de samme værdier, der er grundstenen i huset i dag. Allerede fra 80'erne var huset et omdrejningspunkt for punkkulturen. Det er stedet også i dag, men næsten lige så meget anden musik og kultur finder vej til Ungdomshusets scener.
I dag er der mindst syv koncerter hver måned foruden de større lokale og internationale musikfestivaler, der løber af stablen i løbet af året.
Derudover er der biograf, folkekøkken og bogcafé blandt de faste aktiviteter. Værksted, tøjtrykkeri og en stribe øvelokaler er blandt de stående muligheder, som brugere af huset i årenes løb har fået banket op.

Huset bruges således til forskellige formål af mange tusinde unge, der kommer for musikken, for kulturen, for stemningen, fordi det er billigt – eller fordi København mangler steder med selvstændighed, initiativ, liv og fri kultur. Det er der på Jagtvej 69.
Ungdomsuset betyder noget for rigtig mange unge. Huset drives til daglig og til arrangementer af en aktivistskare på over hundrede frivillige og aldeles ulønnede unge. Hvor ses det ellers?

www.ungdomshuset.dk

Netavisen 10. august 06