Regeringen fremlægger sin globaliseringsstrategi som progressiv og nyskabende, men mange af initiativerne er i virkeligheden en tilbagevenden til tidligere tiders pædagogiske fejltagelser.
Forsvarer man uddannelsessystemet mod socialt sorterende niveaudeling af eleverne, testterperi og forældet faglighed bliver man opfattet som modstander af udvikling – men faktisk er det jo et forsvar for de fremskridt vi har opnået og som bør danne grundlag for reelle nyskabelser.
Regeringens tale om innovation og kreativitet som vigtige indsatsområder er paradoksal, fordi de foreslåede tiltag angriber mange af de områder, hvor netop disse kompetencer udvikles. Afskaffelsen af 10. klasse som vi kender den, øget adfærdsregulering via SU'en og forskning styret af erhvervslivets kortsigtede behov gør alt sammen uddannelsessystemet mere ensporet. I stedet for at forsøge at indføre en regulær motorvej gennem uddannelsessystemet, hvor mange vil ende i nødsporet, skal innovation og kreativitet sikres ved at gøre plads til mangfoldigheden, alternativerne og flere forskellige veje gennem uddannelsessystemet.
Den samfundsøkonomiske logik, der ligger bag ønsket om at få de studerende hurtigere igennem, rummer potentiale for et gedigent bagslag. Regeringen vil opnå deres mål gennem adfærdsregulering og økonomisk pisk. Det vil ganske givet presse nogen til hurtigere start, men vil helt sikkert også få den konsekvens at færre starter og færre gennemfører en videregående uddannelse, og det kan for alvor give os økonomiske kvaler. Fremtidssikringen ligger i at få flere til at uddanne sig, ikke i ‘hurtigere igennem'-mantraet