Bevægende afsked med Thomas Koppel

Thomas Koppels bisættelse i lørdags i Christians Kirken på Christianshavn var en bevægende mindehøjtidelighed, med så mange facetter af menneskelig dybde- og med sorg iblandet menneskelig optimisme og styrke - som kun sjældent opleves.
Symboliseret ved kontrasten mellem den bidende kulde med frostgrader udenfor og den varme der bandt de sørgende og deltagende mennesker sammen i den halvanden time, mindehøjtideligheden varede.

Det smukke menneskefyldte kirkerum var pyntet med fredsflag, faner fra kæmpende fagforeninger, banneret ‘Budskab fra Græsrødderne', det initiativ Thomas Koppel akkurat nåede at søsætte før sin død, Christiania-logo'er og meget mere i en broget mangfoldighed.

Folk var mødt frem fra nær og fjern. Familie og venner fra Thomas Koppels og Anisettes kunstneriske og politiske engagement samt en stor skare af mennesker, der på forskellig måde havde lært Thomas Koppel, Savage Rose og Anisette at kende for deres kunst, deres menneskelighed, ubestikkelighed og solidariteten med kæmpende mennesker overalt i verden, og som ville følge Thomas afsted. Det var folket, som tog afsked med en af sine store sønner.

Mindehøjtideligheden var en enestående blanding af musik og politik, og først og sidst af store følelser, af sorg, vemod, opløftelse. Der blev grædt, meget - men også smilet gennem tårer. En koncert uden klapsalver, et politisk møde, et gribende farvel - det var 'råbet fra gaden i kirken' - og det var 'grænseoverskridende', som Anne Marie Helger sagde til TV-avisen.

Jesper Klein bandt de mange fremragende kunstneriske, personlige og politiske bidrag sammen på hans fine sørgmuntre facon i et forløb, der blev indkranset af to smukke fællessange fra den danske sangskat - Blichers 'Det er hvidt herude' og afslutningsvis Grundtvigs 'Jeg gik mig ud en sommerdag'.

Blokfløjtevirtuosen Michaela Petri holdt en meget personlig tale og fortalte om, hvordan hun værdsatte Thomas Koppel som komponist og som person. Ja beundrede ham, fordi han aldrig lod sig lokke til at adskille kunsten fra verden udenfor med hans utrættelige kamp for at forbedre den - og spillede derpå Thomas Nele's Dances sammen med sin mand Lars Hannibal. Dagen før Thomas' død havde hun modtaget den færdigredigerede master til sin nye CD - udelukkende med værker af Thomas Koppel.

Det var indledningen til en perlerække af fornemme kunstneriske indslag. Der var den grønlandske nationalskjald Rasmus Lyberth, guitar-virituosen Christian Sievert, broderen Anders Koppels fantastisk flotte orgelspil ledsaget af sønnen Benjamins klagende sax. Der var niecen Marie Carmen Koppels vidunderlige soulstemme. Der var Savage Rose trommeslageren John Ravn og nevøen og steel-guitaristen David Kampmann.

Digteren Erik Stinus læste et træffende smukt digt til Thomas Koppel - Noter til sangen for livet.

Anne Marie Helger sendte en dybt rørt og ligefrem hilsen til en stor kunstner og barrikade-kammerat, som hun havde støttet sig til.
Thomas Koppel var en ”samvittighedskunstner med stort S og K”, sagde hun og tilføjede: ”Tirsdag var der en hel temaaften afsat til Thomas Koppels ære. Hvor han på behørig vis blev hyldet som den geniale kompromisløse ildsjælskunstner, han var og altid vil være...Bare lidt af den opbakning kunne han have nydt godt af i levende live. Man kunne godt have delt lidt ud af den mens han levede. Det ville måske have glædet ham...Nu er Thomas ikke farlig længere – så først nu tør man hylde ham. .. Se her er det Thomas igen overrumpler os alle og ikke lader sig knægte!"

Den nye unge generation af politiske aktivister var repræsenteret af Lars Grenaa, som Jesper Klein introducerede med følgende: 'Nu kommer den unge Lars Grenaa, hvis aktion vi alle tager afstand fra - og ønsker, at vi selv havde gjort'. Maleraktionen i folketinget mod statsministeren i protest mod Irak-krigen blev uden tøven støttet af Thomas Koppel og Savage Rose. Lars Grenaa lovede Thomas, at hans Budskab fra Græsrødderne vil blive ført videre og vil blive hørt.

Direkte derefter rejste Annisette og de to døtre Billie og Naja sig, stillede sig hen foran Thomas smukke lyse egetræskiste med det røde flag, solsikke og roser, og foran hvilken hans harmonika og uundværlige hat lå. De sang "Kringsatt af fjender", med deres smukke sangstemmer og en særlig intensitet og smerte. En dybt berørt og bjergtaget forsamling sang dæmpet med:

Dette er løftet vort fra søster til bror
Vi vil bli gode mod menneskenes jord.
Vi vil ta vare på skønheden, varmen,
som om vi bar et barn, varsomt på armen.

Så lød Thomas' sidste ord til familie, venner og kampfæller. Nevøen Thomas Peter læste hans dedikation fra værket Improvisationer for klaver, som han indspillede i december i havehuset i Frederikshøj, og som han afsluttede med en række covernoter og digte få dage før døden:

"Jeg tilegner denne musik til alle jeg elsker; vores lille barnebarn og dem der måske ankommer en skønne dag; vores fire børn, familier og venner, vores fæller i kampen for livet og retfærdigheden, vores skønne medspillere i musikken, jer, publikum, som vi har delt et halvt århundredes venskab og begejstring med; og alle de smukke mennesker, der deler denne planet, mens de kæmper sig vej frem igennem de uudsigelige forhindringer, nogle fås grådighed påtvinger dem. Jeg ønsker, at frihed og lykke snart må nå dem alle. Min sidste tilegnelse gælder min elskede, min partner i livet og musikken: Annisette"
Og en smuk sats fra pianisten Thomas Koppels sidste stykke klavermusik fyldte kirkerummet.

Nu sagde Annisette farvel. Alene, foran kisten, løftede hun ansigtet op i vintersolens stråler og sang sin egen 'Flyv min fugl' (fra den smukke Sangen for livet):

Flyv min fugl over byens tavse tage
bær børnenes drømme med på din ryg
stille rejser dagen med månens hvide segl
skær' gennem natten en fremmed strand
- aja, aja, aja
afsted afsted afsted afsted
med de forbudte tanker

Og så blev Thomas' kiste af familien båret ud gennem menneskemængden og fanevagten af fredsflag og røde faner hen til en ventende hestevogn, der blev fyldt op med nogle af de mange blomster og kranse fra bisættelsen, og ledsaget af Annisette og børnene for sidste gang kørt gennem København til det sidste hvilested på Assistens Kirkegård. Båret ud i frost og strålende sol fra en vinterklar himmel.

Sorg og smerte, vemod, ømhed, glæde. Kampvilje og kærlighed. Skønheden, varmen. Det hele var der.
Thomas Koppel havde været her.

Netavisen 13. marts 2006