- åbent brev til Enhedslisten
Af Patrick Mac Manus, forfatter
Enhedslistens folketingsgruppe har flere gange udtalt sin principielle støtte til Foreningen Oprørs udfordring af terrorlovgivning og 'terrorlisterne'. Men oftest med forbehold over for de bevægelser, vi har fremhævet som eksempler på legitim kamp mod undertrykkende stater og folkeretsstridig besættelse.
”Vi har klart sagt, at vi ikke mener, man skal støtte de to organisationer PFLP og FARC”, citeres gruppeforkvinde Line Barfod for i anledningen af politiets lukning af Enhedslistens hjemmeside, der har bragt Foreningen Oprørs internationale appel.
Nødvendigheden af denne markering står ikke helt klar. Men vigtigere er det måske at bruge anledningen til at opfordre Enhedslisten til at tilkendegive, at partiet fortsat anerkender befolkningernes ret til modstand, også voldelig modstand, når anden vej til demokratisk forandring ikke længere synes mulig.
Interessant ville det også være, om Enhedslisten kunne pege på bevægelser, der fører en sådan legitim væbnet kamp, og som fortjener den støtte, som hverken kan blive den colombianske eller palæstinensiske bevægelse til del. Eller hører en sådan kamp for politiske, sociale og kulturelle rettigheder, som den udfolder sig blandt befolkninger på alle kontinenter i verden, efter Enhedslistens opfattelse allerede fortiden til? Er den nu afløst af nye former for konfliktløsning, af nye globale demokratiske processer, der viser en anden vej frem?
En sådan opfattelse af modstandens grundlæggende mangel på nutidig legitimitet har bredt sig i de senere år. I stedet træder visionen om en global markedsliberalisering, der skal danne grundlag for formelt demokratiske styreformer. Demokratiske styreformer, hvis formål oftest er at legitimere en privatisering af nationale ressourcer.
I sin globale rækkevidde søger den såkaldte ‘krig mod terror' at inddæmme en folkelig modstand mod denne globale økonomiske politik, der i så mange lande i verden betyder øget marginalisering, voksende uro og opbrud. En modstand, der udfolder sig også i voldelig form i en række latinamerikanske, asiatiske og afrikanske lande. ‘Krigen mod terror' er den disciplineringsform, som understøtter den tvungne markedsliberalisering, der i dag er den fremherskende globale økonomiske dagsorden.
2
Krigen mod terror har slidt på internationale konventioner og folkeretslige normer, herunder normerne for behandling af krigsfanger og for beskyttelse af flygtninge. Men ikke mindst er den folkeretslige anerkendelse af modstanden mod illegitim magt blevet undermineret af denne krigs logik.
Modstanden udfolder sig i en virkelig verden. Kampen om social, politisk og økonomisk forandring vil ofte nærme sig borgerkrigslignende tilstande. Her vil der være tale om en konfrontation både mellem militære formationer og civile interesser, og skillelinjen vil ikke altid være skarpt optrukket. Ikke mindst eksempelvis i de palæstinensiske områder, hvor befæstede bosættelser ophæver adskillelsen mellem civilsamfund og militær organisation.
En befrielses- eller modstandskamp udspringer i sig selv af dybtgående krænkelser af civile rettigheder, og vil i mange tilfælde uvægerligt medføre en fortsat krænkelse af disse rettigheder. Krig er i sig selv en krænkelse af den mest fundamentale menneskerettighed, retten til livet. Sådan er det i den virkelige verden. Og i al sin ufuldkommenhed er det den verden, der er til.
Under langvarige konflikter vil der også ske tilpasninger til selve konflikttilstanden, der underminerer en langsigtet løsning, også tilpasninger, der kompromitterer de demokratiske mål, som har været retningsgivende for modstanden. Der kan og der vil ske politiske og moralske afsporinger. Uden at der her skal glemmes, at den primære kilde til volden og menneskeretskrænkelserne er staters illegitime magtudøvelse mod egne borgere. Statsterrorisme er fortsat terrorens mest fremtrædende form.
Modstandsbevægelser kan vise tegn på at degenerere, og kan i visse tilfælde blive flettet ind i kriminelle netværk. Ansvaret for sådanne tendenser kan delvis tilskrives det internationale samfunds accept af konfliktens dødvande, ofte igennem flere årtier. En international vilje til at fremme konstruktive løsninger ville bidrage til at fastholde modstandsbevægelsernes demokratiske grundlag. Dette var i særlig grad tilfældet under den sydafrikanske modstandsbevægelse ANCs langvarige kamp mod apartheid.
I dag er bevægelser fra besatte områder, fra forfulgte mindretal, fra samfund præget af afgrundsdyb ulighed og statslig vilkårlighed stemplet som terroristiske. En række stater har intensiveret en intern undertrykkelse, som gennem den internationale krig mod terror er blevet tilført ny international legitimitet. Dette er sket i Colombia, i Tjetjenien, i Nepal, i Filippinerne. I den israelsk-palæstinensiske konflikt er de allerfleste organisationer, der har sat sig op imod en folkeretsstridig besættelse, opført på de internationale terrorlister.
I sit opgør med de internationale terrorlister har Foreningen Oprør valgt at fokusere på organisationer, der kæmper for sekulære, demokratiske og humanistiske mål. Men også troende mennesker har ret til at yde modstand mod illegitim magtanvendelse, har ret til at tolke deres kamp i de termer, de finder egnede. Igennem de senere år er der eksempelvis sket en betydelig svækkelse af de verdslige grupperinger i den palæstinensiske modstandskamp. Den nuværende overvægt af islamiske tolkninger og motiver udspringer af den udsigtsløshed, der præger konflikten. Årtiers israelsk besættelse og overvældende magtanvendelse bærer et grundlæggende ansvar herfor. Og dybest set også for handlinger, der rammer egne sagesløse civile.
Enhver modstand må søge at opretholde etiske standarder for egen adfærd, uanset statslig terror, uanset den forbitrelse, som enhver borgerkrig fører med sig. Enhver legitim modstand er besjælet af kærlighed til det land og til den befolkning, der kæmpes for. Terror er tilintetgørende, den er nihilistisk. Frihedskamp er, også uanset dens smerte, i grunden skabende.
Der er behov for en helt anden tilgang end den såkaldte ‘krig mod terror', som udstøder modstandsbevægelserne fra det internationale samfund. En sådan udstødning og marginalisering uddyber blot konflikterne, og afskærer modstandsbevægelserne fra den dialog, der kan fastholde og videreudvikle demokratiske normer også i modstanden mod illegitim magt.
Solidaritet og kritisk dialog med modstandsbevægelserne i verden skal fastholdes. Uanset terrorlovgivning og 'terrorlister'. Sigtelserne mod Foreningen Oprør for overtrædelse af ‘terrorparagraffen' er et forsøg på at skræmme og straffe den begrundede tvivl og modstand, der må rette sig mod ‘terrorlovgivning', ‘terrorlisterne' og den såkaldte internationale krig mod terror.
Mens Enhedslisten måske venter på den rigtige befrielsesbevægelse, en bevægelse af engle med våben prydet med perlemor, skal vi pege på verden og sige: her er den, her er de unge kvinder og mænd, der kæmper i verden, her er smerten og lidelsen, her er der de fejltagelser, der hører en ufuldkommen verden til, her er verden, og her skal den forandres.
Netavisen 13. marts 2006