Kommunistisk Politik har efter kommunalvalget spurgt Franz Krejbjerg fra ledelsen af Arbejderpartiet Kommunisterne i Århus og APK's centralkomite om, hvordan den århusianske venstrefløj egentlig ser ud, og om dens landspolitiske rolle.
Kommunistisk Politik 23, 2005
Århus er en ambitiøs by. Den vil gerne være landets alternative hovedstad, i al fald Jyllands. Hvad er det egentlig for en by, og hvad er dens rolle for den revolutionære og progressive udvikling i landet?
Franz Krejbjerg: Over tid har Århus ikke haft nogen særlig betydning hverken kulturelt eller politisk. I vores tid er der naturligvis en række særlige omstændigheder, der har sikret en stabil indvandring fra hele landet. Først og fremmest gennem opbygningen af universitetet.
Franz Krejbjerg på talerstolen ved landsmøde i Folkebevægelsen mod EU
I perioder har Århus været et blindt punkt i landspolitik. F.eks. var det i første omgang slet ikke meningen, at jernbanen skulle føres til Århus, ligesom motorvejsnettet kun nødigt svingede den omvej. Siden 1980'erne har udviklingen i den internationale handel og dermed skibsfart til gengæld betydet, at Mærsk Container har udbygget havnen med den ene gigantterminal efter den anden. Århus er på vej til at blive det centrale indskibningssted for billige asiatiske forbrugsvarer til hele landet.
På mange måder føles denne hurtige udvikling som et slag i mellemgulvet på den progressive arbejderbevægelse. Fra tiden med havnearbejderkonflikten til nu virker det, som der er gået 1.000 år. Mærsk er en af de største arbejdsgivere, men de giver kun lagerarbejdets mindsteløn – og det sætter lønpolitikken for de ufaglærte i hele området. Men hele byrådet og den etablerede fagbevægelse er pot og pande med koncernen, der jo bygger på havnen osv. Her ligger den virkeligt rådne å begravet i Århus.
Har Århus ikke andre, så kan man da rose sig af kunstneren Hans Krull.
Hvordan ser venstrefløjen i Århus ud? Hvordan samarbejder den og om hvad?
FK: Venstrefløjen i Århus er indspist, selvom byen har plads til en kraftfuld venstrefløj og burde have det alene pga. de mange unge. Men det er et faktum, at der savnes de stærke drivkræfter i øjeblikket. I 80'erne og 90'erne var Århus hurtigt med på landsbyernes løsning på venstrefløjens iltsvind. Programmet hedder: Slå pjalterne sammen og lav noget ufarligt, og støt socialdemokraterne.
Det var en opskrift, der førte til de Rød-Grønne, stiftet før Enhedslisten, til Århus 92, en forløber for Junibevægelsen, osv. Universitetsbyen Århus, som er domineret af de småborgerlige mellemlag, har generelt trukket venstrekræfterne på landsplan mod højre. Det gælder også for den kommunistiske bevægelse. Der er ikke meget forskel til i dag.
Der kan være og er et til tider rimeligt samarbejde omkring f.eks. Palæstina-solidaritet, fredsbevægelsen og antifascisme, så længe det holder sig inden for ”opskriften”.
Men et egentligt samarbejde om opbygning af masseorganisationer eller alternativ presse er slet ikke på tale. DKP's gamle mani med at stemme modstandere af Socialdemokratiet uden for indflydelse spøger stadig. Og det er jo langt hen ad vejen en metode, som Enhedslisten/IS og det ny KS ('Kommunistisk Samling')/DKP/ML også er parat til at bruge.
Hvad betyder resultatet af kommunalvalget i den sammenhæng?
FK: Venstre og Socialdemokraterne fik tilsammen over 70 pct. af stemmerne i Århus, bl.a. på bekostning af SF. Enhedslisten beholdt sit ene mandat. Enhedslisten skældte offentligt ud på KPiD, selvom det var dem selv, der fik rodet rundt med det aftalte tekniske valgforbund. Hvorfor? Jo, de hundrede stemmer kunne jo være dem, som Enhedslisten og SF kom til at mangle, og vupti så måske fire år mere til Venstre.
Balancen faldt ud til Socialdemokratiets fordel. Den stærkt højreorienterede anti-moske-liste fik med hjælp fra Jyllandsposten over 2.000 stemmer, 40 pct. af det nødvendige antal stemmer for en plads i byrådet. Hvilket er faretruende mange stemmer til en sådan liste!
Alt i alt var valget dybest set et tilbageslag for venstrefløjen, i tal og i ånd.
Du har jo været aktiv i Århus i forskellige perioder, men også arbejdet i København og siddet i ledelsen af DKP/ML indtil sprængningen i 1997 og senere i APK. Kan du sige, hvilken betydning samarbejdet mellem DKP/ML og KPiD i Århus har haft for den seneste sprængning af KPiD? Det er jo ikke mindst eks-KPiD'ere fra Århus, der har været aktive i her, og som arbejder for en hurtig sammenlægning med DKP/ML i et 'nyt kommunistisk parti' under et nyt navn.
FK: DKP/ML i Århus spillede i sin tid en nøglerolle i partikuppet i 1997, der bragte Jørgen Petersen og hans gruppe i spidsen for partiet, gjorde op med dets revolutionære linje og spaltede det. Det er denne 'Århus-model', der derefter er søgt gennemført på landsplan. Men dér hænger den ikke sammen og slår fejl, lider fiasko.
I øjeblikket er der ikke en udadvendt 'kommunistisk bevægelse' i Århus. DKP/ML har satset en del af sine kræfter i retning af fagbevægelsen, med et vist held. Herfra blev samarbejdet udbygget med de mest røde fagforeninger, ikke mindst samarbejdet med murernes fagforening.
En af de ledende figurer i den nye splittelse af KPiD har igennem mange år arbejdet tæt sammen med DKP/ML, og det tætte venskab her må antages at have spillet en rolle i den måde, som bruddet er blevet ført igennem på. Det er den gamle garde i Århus, der skærer igennem.
På landsplan kan man til gengæld i forhold til dette 'nye parti' aflæse DKP/ML's utallige forsøg på at udvikle et bredere forum for den revolutionære ungdom, Rød Ungdom.
Hvilke konsekvenser får det på landsplan og i Århus selv?
FK: Den ”gamle garde” i DKPm-l/'KS' i Århus har en tendens til selvovervurdering. Der er intet realistisk forhold til klassekampens objektive omstændigheder. De regner kun med sig selv – til gengæld savner de ungdommens ildhu og gejst. Så direkte fantastisk yndigt ser det nye KS/DKP/ML jo ikke ud. Deres grundige forarbejde til trods vil de rethaveriske splittelser slide mindst lige så meget som de meningsløst lange snakker om samarbejde.
Det er garanti for nye, undertiden uventede splittelser, når denne gruppe opportunister fra Århus lover enhed.
Netavisen 25. november 2005