USA's Neocons
De
forlangte og fik krigen mod Irak. De har planer for nyordning både af Mellemøsten
og resten af verden.
Hvem er de?
Amerikanerne
kalder dem med et næsten uoversætteligt ord Neocons (nykonservative
lyder alt for pænt). Det er en magtfuld gruppe ekstremt reaktionære
og yderst indflydelsesrige politikere og erhvervsfolk, mediemennesker, militære
og intellektuelle, som fører det store ord i Bush-regeringen og har udviklet
den ny aggressive globale amerikanske strategi også kendt som PNAC (Project
for the New American Century).
En stor del af dem er også knyttet til
den israelske zionistiske højrefløj.
Kommunistisk
Politik 10, 2003
Første del af en serie
Uri Avnery, israelsk journalist og fredsaktivist, skrev i en artikel umiddelbart efter Bagdads fald bl.a.:
"Den lille gruppe, som initierede denne krig - en krigsalliance
mellem kristne fundamentalister og jødiske neo-konservative - har vundet
stort, og fra nu af vil den kontrollere Washington, næsten uden begrænsninger…
Denne
alliance er de fredelige løsningers fjende, de arabiske regeringers fjende,
det palæstinensiske folks fjende og især den israelske fredslejrs
fjende…
Den drømmer ikke kun om et amerikansk imperium, (...),
men også om et israelsk mini-imperium. Den ønsker at ændre
regimerne i alle arabiske lande." (10.04.03)
Hvem er vinderne af
krigen mod Irak? spørger Uri Avnery i samme artikel - og han besvarer det
selv:
"Det er de såkaldte neo-cons, eller neo-konservative. En
kompakt gruppe, hvoraf omtrent alle medlemmer er jødiske. De besidder nøglepositionerne
i Bush-administrationen såvel som i tænke-tankene, der spiller en
vigtig rolle i formuleringen af amerikansk politik og lederspalterne i de indflydelsesrige
aviser."
I centrum efter 11. september 2001
Den 20. september 2001 - altså umiddelbart efter 11.
september - publicerede nogle af dem et åbent brev til præsident Bush:
"Vi
skriver for at støtte din beundringsværdige forpligtelse til at 'lede
verden til sejr' i krigen mod terrorisme. Vi støtter fuldt ud din opfordring
til 'en bred og understøttet kampagne' mod 'terrorristorganisationer og
dem, der huser og understøtter dem'.(...)
For at gennemføre
denne 'første krig i det 21. århundrede med succes' ( ...) tror vi,
at følgende skridt er nødvendige dele af en sammenhængende
strategi. …
Vi understøtter den nødvendige militære
aktion i Afghanistan …
Vi er enige med ministersekretær Powells
nylige udtalelse, at Saddam Hussein 'er en af de ledende terrorrister på
jordens overflade …' Muligvis støttede den irakiske regering på
en eller anden måde det nylige angreb på De Forenede Stater. Men selv
om beviser ikke forbinder Irak direkte med angrebet, må enhver strategi
for at udrydde terrorismen og dens støtter indeholde en beslutsom indsats
for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak. Ikke at gennemføre en sådan
indsats vil betyde et hurtigt og måske afgørende nederlag i krigen
mod international terrorisme.
De Forenende Stater må derfor tilbyde
fuld militær og finansiel støtte til den irakiske opposition. Amerikansk
militær magt bør bruges til at skaffe en 'sikker zone' i Irak, hvorfra
oppositionen kan operere. Og amerikanske styrker må være forberedt
på at understøtte vores hjælp til den irakiske opposition med
alle nødvendige midler."
Derefter forklares, at denne
administration skal forlange, at Iran og Syrien omgående ophører
med al militær, finansiel og politisk støtte til Hizbollah - ellers
bør der tages de "nødvendige midler til hævn" i
brug.
Underskriverne af det åbne brev fortsætter med at forlange
stop for al støtte fra USA til Palæstina, så længe de
palæstinensiske autoriteter ikke 'modarbejder terror'. Og brevet slutter
med en opfordring til ikke at tøve med at skaffe alle de nødvendige
midler til at føre denne krig.
En krig, hvor det understreges, at alle
de ovenstående skridt er nødvendige.
Vi kan nu se, at en stor
del at dette allerede er gennemført.
Israel og USA: Hovedallierede i 'kampen mod terrorisme'
Den 3. april 2002
følges det op af endnu et åbent brev til præsident Bush - samtidig
med det israelske angreb mod Jenin, en massakre og en krigsforbrydelse, som fortsat
ikke er blevet undersøgt af uvildige internationale instanser, og som er
blevet et internationalt symbol på den fascistoide, aggressive israelske
besættelses- og fordrivelsespolitik over for palæstinenserne.
I
dette brev står bl.a.
"Ingen skal være i tvivl
om, at De Forenede Stater og Israel har en fælles fjende. Vi er begge mål
for, hvad du korrekt har kaldt 'ondskabens akse'. Israel angribes dels, fordi
det er vores ven, og dels, fordi det er en ø af liberale, demokratiske
principper - amerikanske principper - i et hav af tyranni, intolerance og had.
Som forsvarsminister Rumsfeld har peget på, er Iran, Irak og Syrien alle
involveret i at 'inspirere og finansiere en kultur af politiske mord og selvmordsbombninger'
mod Israel."
Det leder til følgende opfordring:
"Hr.
Præsident - vi opfordrer dig på det stærkeste til at fremskynde
planerne for at fjerne Saddam Hussein fra magten i Irak … Hvis vi ikke tager
skridt imod Saddam Hussein og hans regime, vil de skade vores israelske venner,
og hvad vi har lidt indtil nu vil en dag vise sig at være et forspil til
langt større rædsler… Israels kamp imod terrorisme er vores
kamp. Israels sejr er en vigtig del af vores sejr. Af både moralske og strategiske
årsager må vi stå sammen med Israel i dets kamp mod
terrorismen."
Brevene blev offentliggjort i Weekly Standard,
en avis grundlagt af William Kristol med 10 mio. dollars fra ultrahøjre-pressebaronen
Rupert Murdoch.
To af hovedmændene bag disse breve er også grundlæggerne
af PNAC, Project for the New American Century, William Kristol og Robert Kagan.
Begge er også skribenter i Weekly Standard. Kagan er desuden tilknyttet
Carnegie Endowment for International Peace.
Kernen blandt
de amerikanske Neo-cons
Brevene var underskrevet af 41 andre
neo-konservative, en hel checkliste over det magtfulde aggressive, imperiebyggende
ultrahøjre i USA.
Blandt dem er den skumle Richard Perle, Norman Podhoretz,
redaktør af det prestigefyldte Encounter Magazine, samt hans kone Midge
Decter, også højreorienteret skribent, Frank Gaffney fra Center for
Sikkerhedsstudier og Charles Krauthammer fra Washington Post samt Hillel Fradkin,
præsident for Ethics and Public Policy Center - og en hel stribe mere.
PNAC
- Project for the New American Century - blev grundlagt i foråret 1997,
og bl.a. Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Jeb Bush og Paul Wolfowitz var med fra
starten.
Det er med rette blevet sagt, at det er PNAC, der har leveret hele
forarbejdet til Bush-doktrinen og hovedelementerne i Bush-regeringens globale
politik.
PNAC har heller ikke ligget på den lade side med Israel-venlige
skrifter. Den 30. januar 1998 skrev Kristol og Kagan f.eks. i New York Times:
"Det
er ikke nok at bombe Irak, Saddam Hussein må gå. Den eneste måde
at sikre, at den irakiske leder aldrig igen bruger masseødelæggelsesvåben,
er at fjerne hr. Hussein fra magten. Enhver anden politik vil fejle."
Og
der findes stakkevis af tilsvarende artikler fra de herrers penne - og også
bøger - bl.a. fra 2002 og 2003, der ophidser til krig mod Irak ud fra ideen
om et strategisk 'skæbnefællesskab' mellem USA og Israel.
I
øvrigt har W. Kristol også haft en indtægt på 100.000
dollars for at sige pæne ting om Enron, den største virksomhedsskandale
i USA i de seneste år.
Og om Robert Kagan skal tilføjes, at han
i 1985-88 arbejdede som politisk deputeret i bureauet for interamerikanske affærer
og i 1984-85 var medlem af det politiklæggende gruppe omkring udenrigsminister
George P. Schultz, hvis vigtigste taleskriver han var.
Kristol og Kagans rolle
er hermed bestemt: Det er nogle af de vigtigste penneførere for magtens
virkelig tunge mænd.
Alt dette er blot en lille flig af det puslespil,
der gemmer sig i den israelske forbindelse - sammenkædningen af USA's og
Israels politiske og militære strategier gennem et personsammenfald i, hvad
Uri Avnery kaldte 'krigsalliancen mellem kristne fundamentalister og jødiske
neo-konservative', som i dag bemander centrale poster i den amerikanske administration,
og som samtidig har solide bånd til den dominerende højrefløj
i israelsk politik.
Kristol og Kagans PNAC - Project for The New American
Century - er simpelthen drejebogen for Bushs politik.
Det vender vi tilbage
til i en artikel i næste nummer af Kommunistisk Politik.
Se
også
Om
Guder og dødelige og imperium
Af William Rivers
Pitt
Introduktion til Project for the New American Century
(PNAC)
Stop Terrorkrigen
Stop Terrorkrigen har lavet et site
med oversættelser af en lang række artikler om Bush-doktrinen, PNAC
og de amerikanske Neocons. Se
Bush-doktrinen
- Manifest for et verdensdiktatur
Netavisen
9. maj 2003