Plakat fra de strejkende
jernbanearbejdere
Da den amerikanske præsident Bush ankom til Sydkorea som en led i hans
Asien-besøg for at befæste alliancerne med reaktionære pro-amerikanske
regimer i regionen og ophidse til krig mod
'ondskabens akse' (Nordkorea, Iran og Irak) blev han mødt af omfattende
demonstrationer og protester. De folkelige protester mod den amerikanske militære
besættelse af Sydkorea og kravet om amerikansk tilbagetrækning og
en fredelig genforening af de to Korea'er er blevet stadig stærkere i
et Sydkorea, plaget af økonomisk krise og nyliberal raseringspolitik.
Den 25. februar gik 130.000 arbejdere i den offentlige sektor i strejke i protest
mod
videreførelsen af den storstilede privatiseringspolitik, som er end del
af IMFs krav til omstrukturering af den sydkoreanske økonomi efter det
økonomiske krak i 1997. Den koreanske regering er nu i færd med
at sælge ud af den nationale industris mest centrale grene, indbefattet
jernbaner, gas og elektricitet. Som resultat heraf forventes 30.000 arbejdere
at blive fyret.
Den koreanske regering har bebudet den vil slå hårdt ned på
strejken, som er varslet af KPSU - føderationen af transportarbejdere
og offentligt ansatte. Regeringen vil fortsætte sin brutale undertrykkelse
af fagforeningerne, som har omfattet arrestation af talrige faglige ledere.
Den faglige sammenslutning forventer at hundreder af faglige ledere vil blive
fængslet, og at der vil blive rejst erstatningskrav over for fagforeningerne
med henblik på at ruinere dem.
I årtier blev Sydkorea fremhævet som et økonomisk 'mirakel',
en frontløber blandt de sydøstasiatiske 'tigerøkonomier'.
Da økonomien kollapsede trådte IMF ind med betydelige lån
og forlangte til gengæld en 'restrukturering' af hele økonomien:
det vil sige omfattende privatisering, fyringer af arbejdere og forværrede
arbejdsbetingelser og levevilkår for flertallet af sydkoreanere. I august
2001 betalte Korea det sidste afdrag på lånet fra IMF, og hele operationen
blev erklæret for en gigantisk succes.
IMF erklærede, at 'det tætte samarbejde mellem Korea og IMF har
været eksemplarisk … og tjener som eksempel for andre lande'.
For koreanske og udenlandske kapitalister har succesen været der: Deres
profitter er blevet sikret. For almindelige mennesker har omstruktureringen
været en katastrofe, som bare fortsætter og fortsætter.
I dag er Sydkorea verdens mest forgældede land i form af kortsigtede lån.
Det er det syvendemest gældsatte land overhovedet. Statsgælden er
astronomisk som følge af låntagning til omstruktureringsprocessen.
Og millioner af arbejdere er blevet fyrede, lønningerne er faldet drastisk
- fattigdommen og uligheden er eksploderet. Det er hvad IMF betegner som en
succes og en 'model til efterfølgelse'.
Følgerne af de allerede gennemførte privatiseringer af den offentlige sektor har været omfattende og ødelæggende, og ikke bare for ansættelse og lønninger, men fordi de har forringet befolkningens adgang til basale serviceydelser. Offentlige virksomheder i stort tal blev solgt til udenlandsk kapital, som de internationalt kendte nøglevirksomheder POSCO, Korea Telecom og Korea Electricity. Privatiseringerne har ført til øget udbytning af de arbejdende og til stærkt stigende priser på (offentlige) serviceydelser.
I dag er Sydkorea mere gældsat end nogensinde før, samtidig med
at udenlandsk kapital ejer stadig større dele af økonomien. Med
liberaliseringen af kapitalmarkederne fordobledes den udenlandske aktieandel
fra 14.6 til 30.1 pct. fra 1997 til 2000. Svage offentlige virksomheder, som
en række banker, blev pumpet op for offentlige midler - og derpå
afhændet til udenlandsk kapital til udsalgspris.
Kim Dae-Jong-regeringen har gjort forsøget på at tiltrække
udenlandske investeringer til omdrejningspunktet i den økonomiske politik.
Det er også IMFs program: udsalg af de nationale værdier. Den finansielle
sektor og den store bilindustri er overtaget af udlandet. Japan har sat sig
på IT og elektronik-sektoren. Også indenfor sværindustrien
og olieindustrien er den udenlandske kapital begyndt at dominere.
Ifølge beregninger fra det koreanske LO KCTU er der fire millioner arbejdsløse (ca. 20 pct.). Over halvdelen af arbejdsstyrken er løsarbejdere uden faglige rettigheder. Og reallønnen er sunket drastisk - i krisens første år med mere end 10 pct. Samtidig er arbejdsintensiteten blevet skruet voldsomt op og arbejdstiden forlænget . . .
Det er den 'koreanske genoplivning' - og nu strejker den offentlige sektors
arbejdere mod yderligere privatiseringer af kerneområder.
De søger støtte fra deres klassefæller i hele verden.
Se også (på engelsk) fra Picis
Opfordring
til solidaritet
Den
offentlige sektor i strejke
Hvor
jernbanearbejderne strejker
4
år med neoliberal tilpasning
Rapport til Verdens Sociale Forum II i Porto Alegre
Netavisen 26. februar 2002