Den ny amerikanske krig i Colombia handler ikke om narko. Den handler om olie. Igen om olie. Colombia og hele Andes-regionen er rigt på olie. Og derfor er USA der også - og de samme oliefirmaer, som nu har banket sig ind I Centralasien og i de olierige områder i Kaukasus i det tidligere Sovjetunionen. Det har ført til en kraftig militarisering af disse ulykkelige områder.
Den amerikanske støtte til Pastrana-regimet, som USA har sat til at udradere oprørerne (selvom supermagten officielt har optrådt som tilhænger af de nu definitivt afbrudte fredsforhandlinger) har hovedsageligt gået til militærudstyr, mens landets befolkning er blevet stadig fattigere. Colombia er berygtet som et land, hvor menneskerettighederne lider grov overlast hver eneste dag. Dødspatruljer af paramilitære - med tæt tilknytning til den colombianske hær - har slagtet i tusindvis af civile modstandere af regimet, fagforeningsfolk, bondeledere og ganske almindelige mennesker - og amerikanske vejledere deltager direkte i borgerkrigen.
Den glubende amerikanske interesse for Colombia og dens olieindustri bliver forståelig, når man gør sig den kendsgerning klart, at USA importerer mere olie fra Colombia og dens nabolande Venezuela og Ecuador end fra hele Den persiske Golf. I Colombia er mange dele af landets rige oliereserver endnu ikke udforsket eller taget i brug, men de anses for at være betydelige. Derfor anses er en sikker adgang dertil en høj prioritetet for de multinationale olieselskaber - og dermed for den amerikanske regering.
Og det er amerikanske selskaber, der sidder på den colombianske olie. Der findes kun et colombianske olieselskab - resten er multinationale, amerikanske. Den største er BP Amoco. Også Shell og ExxonMobil er der (selvfølgelig).
Oprørsgrupperne og den politiske opposition udgør en klar trussel mod de amerikanske og udenlandske olieselskaber i Colombia. Den indianske befolkning rejser krav om beskyttelse af deres miljø og naturressourcer og vender sig imod udvindingen og udforskningen i store protestbevægelser. Olieudvinding og udforskning er en særdeles giftig industri. Rørledninger og indfaldsveje skærer igennem økologisk meget følsomme områder, indbefattet Amazon-regnskoven. Krigshandlingerne resulterer i store olieudslip og grundvandsforurening. Guerillaen har stadig hyppigere sprængt rørledninger i luften som et led i krigsførelsen.
Det er baggrunden for olieselskabernes intense lobbyvirksomhed for at USA skulle
give en betydelig militærhjælp til Colombia. Den skal beskytte deres
investeringer i olie, deres folk og de tilknyttede industrier.
Firmaer som det Texasbaserede (og krakkede) Enron, Occidental Petroleum og BP
Amoco har givet betydelige bidrag til begge de to amerikanske partiers kandidater
- og krævet øget amerikansk militærassistance til det trængte
og upopulære Pastrana-regime, som repræsenterer den colombianske
overklasse og de store godsejere.
Den colombianske hær og de dertil forbundne fascistiske paramilitære grupper beskytter de amerikanske selskaber og deres interesser. Mange af officererne er uddannet på den amerikanske terrorudklækningsanstalt SOA (School of the Americas), som i årtier har udviklet disse udhyggelige terrormetoder mod befolkningerne i Latinamerika. Flere højtstående regeringsfolk som FN-ambassadør John Negroponte og Otto Reich er berygtede for deres tidligere forbindelser med paramilitære menneskerettighedsskændere. Den colombianske hær bruger ca. en fjerdel af sine midler på at beskytte olieinstallationer. Der gennemføres i øjeblikket en retssag ved en amerikanbsk domstol i Florida mod en anden producent af flydende 'guld' - Coca Cola - der har anvendt dødspatruljer til at fjerne ubekvemme faglige aktivister. Der findes masser af troværdigt materiale om, at olieselskaberne har indgået kontrakter med de paramilitære grupper. De faglige ledere i olieindustrien er blandt dem, der har været hårdest udsat for mord og repressalier. De (ulovlige) paramilitære grupper er ansvarlige for hundreder af døde og tusindvis af 'forsvundne'.
Netavisen 25. februar 2002