Har man det seneste års tid fulgt situationen i det latinamerikanske land Venezuela gennem massemedierne, får man det indtryk, at der er tale om et militærregime styret af en "gal mand", som nu udsættes for folkets retfærdige vrede og modstand i form af arbejderstrejker og spontane massedemonstrationer. Det er ren løgn. Der er snarere tale om en nationaldemokratisk og antiimperialistisk folkelig bevægelse med social basis i 85 pct. af befolkningen, der bærer Hugo Chávez frem som leder.
Den folkelige præsident og hans
sociale reformer vækker et grænseløst had hos den amerikanske
imperialisme og dens venezuelanske proselytter, som mobiliserer det depraverede
borgerskab i Caracas' velhaverkvarter til tv-mediestunts.
Mandag tog sagen
en overraskende positiv vending: OAS, de amerikanske landes organisation, støtter
massivt Chávez imod ethvert kupforsøg. USA har fået en på
trynen.
Massemediernes imperialistiske verdensbillede er rimelig propagandafarvet og forvrænget. Den jævnlige rapportering fra Venezuela i radio- og tv-nyhederne er imidlertid af en kaliber, så den bekræfter dr. Goebbels' gamle devise om, at skal man lyve effektivt, skal man lyve stort. Der kan simpelthen ikke anvendes et mildere udtryk end fascistisk løgnepropaganda.
Pinochets ånd lever i værste velgående på det latinamerikanske kontinent, med kraftigt kunstigt åndedræt fra USA - og de globale massemedier. I Venezuela forsøgte borgerskabet med åbenlys støtte fra USA at begå et pinochetistisk kup 11. april i år, hvilket blev afværget af den folkelige modmobilisering. I starten af denne måned forsøgtes et nyt kup, denne gang under dække af en falsk "generalstrejke", som heldigvis også ser ud til at grundstøde mod folkeflertallets vilje.
Næsten hele Latinamerika befinder sig nu i en fase med revolutionære kriser, åbenlyse systemkriser, der enten ulmer eller er i fuldt udbrud. Enkelte af kontinentets lande ledes nu af kræfter, der har erklæret sig som bannerførere for national selvstændiggørelse og social befrielse, men som holder sig til den parlamentarisk-legalistiske vej. Venezuela er et af dem.
Nationaldemokratisk bølge
Foruden i Venezuela er der ved indgangen til 2003 erklæret socialreformatoriske præsidenter ved magten i det største latinamerikanske land, Brasilien, samt i Ecuador.
I Brasilien er det højst usikkert, hvorvidt den nye, meget moderate præsident Lula da Silva kan indfri forhåbningerne fra den folkelige bevægelse, der har båret ham frem, men at bevægelsen opnåede en vigtig psykologisk sejr ved valget af ham, er om ikke andet uomtvisteligt.
I Ecuador blev præsident Lucio Gutiérrez i november valgt på et enhedsprogram, der meget klarere end Lulas forsvarer den nationale suverænitet og kræver sociale rettigheder, og som i bedste fald kan være starten på en revolutionær proces. Foreløbig skal det borgerlige demokratis rammer presses og Gutiérrez fastholdes på valgkoalitionens program, nedefra.
Derved er der foreløbig tre sydamerikanske lande, der har presset rammerne for det elitære borgerlige parlamentariske system og leveret etapesejre til den folkelige, demokratiske bevægelse for social befrielse, som rejser sig over hele kontinentet. I andre lande er det et spørgsmål om tid - for Argentinas vedkommende næppe lang tid - før systemkrisen får et samlet organiseret politisk udtryk af lignende nationaldemokratisk tilsnit.
Situationen i dagens Venezuela skal derfor betragtes i sammenhæng med den præ-revolutionære udvikling på hele det latinamerikanske kontinent og den nationaldemokratiske ideologiske bølge, der generelt opstår i den forbindelse, med social basis i det store deklasserede og forarmede småborgerskab og med den groft undertrykte arbejderklasse som medspiller og vigtigste dynamo.
Verdens mest ægte demokrati
Vel har den tidligere faldskærmsjager Hugo Chávez som præsident optrådt på en facon, der uvilkårligt fremkalder ordet 'populistisk', men at dømme efter de resultater, som præsidenten og hans parlamentariske front MVR faktisk har nået og formået at sætte i værk hidtil i perioden siden den første valgsejr i 1998, er der tale om den hidtil mest fremgangsrige nationaldemokratiske proces af slagsen. Chávez og hans såkaldt "bolivariske" front holder faktisk løfterne.
Med en historisk ja-sejr til en ny og mere demokratisk
forfatning i ryggen fik Chávez-regeringen i november 2001 mulighed for
at vedtage en demokrati-pakke på et halvt hundrede love.
Nogle af lovene
skal reformere landbruget, så uanvendt jord kan eksproprieres af staten
og gives til fattigbønder og landarbejdere.
Nogle love skal sikre kvindernes
rettigheder, andre love den indianske urbefolknings rettigheder, og det er mildt
sagt vel tiltrængt.
Dertil kommer sådanne ting som universelt
og betalingsfrit sundhedsvæsen og statsgaranteret uddannelsesstøtte
til universitetsniveau.
Det er også blevet lovfæstet, at den centralt
vigtige olieindustri ikke kan privatiseres.
Og endelig fører den demokratiske
regering en tilnærmelsesvis selvstændig udenrigspolitik, som bl.a.
indebærer samkvem med det siden længe nationaldemokratiske naboland
Cuba.
Der er kort sagt rigtig god grund til, at det venezuelanske komprador-borgerskab og dets mentor USA er blevet meget sure på Chávez, og at vi derfor i f.eks. Danmark næsten dagligt fodres med løgne om situationen i landet. De demokratiske resultater for venezuelanerne skal opnås i kamp mod vedvarende sabotage på alle fronter, inklusive mediefronten.
Professor
Christian Perenti fra New College of California i USA formulerer Chávez-regeringens
profil således:
- Venezuela er et eksempel på et folk, der kæmper
for at skabe et alternativ og prøver at reformere kapitalismen hen imod
et mere egalitært og sundt system …Faktisk er Venezuela måske
det mest ægte demokrati i verden i dag.
Professor James Petras
fra NY State University, ligeledes USA, siger:
- Chávez er en ekstremt
moderat politiker, som der er blevet slået ned på, fordi han ikke
tillader 'narkotikaovervågningsfly' over Venezuela, er modstander af Plan
Colombia og samarbejder med OPEC.
Hvor moderat Chávez-regeringen er, illustreres ved, at der ikke blev grebet ind nogetsteds fra, da et flertal af det ansvarlige dommerkollegium frikendte kupmagerne fra april og simpelthen lod dem gå fri med uforrettet sag. I USA eller Danmark ville man kalde kupmageri for højforræderi for åben skærm, og de formastelige ville få lovens strengeste straf.
USA-imperiets magt udfordres
Under så vel kupforsøget i april som i kupforsøget på det seneste har USA åbent støttet planerne på at vælte den lovlige, demokratiske regering og erstatte den med kadrer fra det gamle overklasseslæng og det gamle politiske oligarki. Det er ikke paranoia, men plausibelt at hævde, at kupforsøgene har været planlagt og iscenesat af USA med de proimperialistiske venezuelanere som lydige statister.
Mark Weisbrot fra det officielle Center
for Økonomiske og Politiske Studier i Washington bekræfter USA's
antidemokratiske planer:
- Det ser ud til, at Irak ikke er det eneste sted,
hvor Bush-administrationen ønsker et "regimeskifte". Den amerikanske
regering har tilsyneladende besluttet, at præsident Chávez i Venezuela
skal ud på den ene eller den anden måde.
USA's oliestrategi spiller en særlig vigtig rolle i de to kupforsøg. Venezuela er verdens femtestørste olieproducent og den tredjevigtigste leverandør til USA. Olien er i Venezuelas nuværende økonomiske situation alfa og omega for landets stabilitet. Derfor er det ikke underligt, at kupmagerne har sat ind med sabotage af olieindustrien bl.a. i form af en særdeles mærkværdig "strejke", hvori der slet ikke var nogen arbejderkrav på dagsordenen overhovedet, kun kravet om præsidentens afgang og genindsættelse af de gamle oligark-gutter på magten.
Massemedierne i Venezuela ejes af det Chávez-fjendske borgerskab. Tv's hetzkampagne mod Chávez, de frit opfundne løgnehistorier, de fuldstændigt og til det latterlige forfalskede hensigter og den åbenlyse ophidselse til vold minder påfaldende om optakten til kuppet mod den demokratiske Allende-regering i Chile i 1973. Her var det også USA, der stod bag og dirigerede kuppet.
Sandheden om "generalstrejken" er, at den var en lockout. Et led i borgerskabets økonomiske krigsførelse mod Chávez, der også indbefatter enorm kapitalflugt til USA. "Strejke"-aktionen blev 2. december udråbt i fællesskab af den socialfascistiske fagforening CTV og arbejdsgiverforeningen Fedecamaras. Efter at Chávez kom til magten, har CTV, der støttes af den socialdemokratiske 2. Internationale, oplevet et dramatisk medlemsfald.
"Generalstrejken" blev objektivt en maveplaskende fiasko. Det anslås, at den samlede opbakning lå på 16 pct. mod altså 84 pct. i arbejde, hvilket i øvrigt svarer pænt til den sociale fordeling i landet. Af de 16 pct. var der imidlertid mange, der ville arbejde, men blev presset eller tvunget med vold til at blive væk, hvis de ikke direkte blev låst ude, lockoutet, og mange mindre arbejdsgivere lockoutede under pres ovenfra, men genåbnede efter nogle dage i takt med aktionens fiasko.
Den 8. december gik to millioner på gaden i hovedstaden Caracas til støtte for den demokratiske regering. Denne og mange andre pro-Chávez-masseaktioner ændrede ikke ved de globale mediers dækning til fordel for pinochetisterne. Denne dækning overskrider stundom det absurde, som da de rige i deres luksus-lystbåde til ære for tv på skrømt forsøgte at forhindre militæret i at borde olieskibe, hvis kaptajner havde kastet anker, og de i medierne præsenteredes som "fiskere", selvom vi alle kan genkende en lystbåd.
Der er derfor også en kamp om massemedierne i Venezuela, hvorunder titusinder har omringet tv-stationerne for at vise deres vrede mod den fascistiske propaganda. Indtil nu har Chávez' legalistiske linje betydet, at der ikke er blevet skredet ind med demokratiske sanktioner imod tv's folkefjendske virksomhed.
Splittelse truer
Venezuela under det nuværende demokratiske styre er mere end en torn i øjet på USA's planer for Latinamerika, det er en hindring, der må fjernes. Ikke uforudsigeligt bliver Chávez i den amerikanske propaganda sat i bås med den gamle dæmon, Cubas Fidel Castro. Og disse har faktisk et positivt forhold til hinanden i virkeligheden.
Den nationaldemokratiske proces' overlevelse og videreførelse i en ægte revolution afhænger ikke kun af kampen mod de gamle fjender. Den afhænger også af allianceforholdene ud- og indadtil.
Udadtil er der udsigt til et muligt partnerskab mellem de lande, der er inde i demokratiske processer, dvs. foreløbig Venezuela og Ecuador, hvis ellers de formår at bygge på en ægte nationalt baseret politik og undgår imperialismens undergravning eller omklamring. Der er en mulighed for, at der på det latinamerikanske kontinent kan opstå en gruppe af nationaldemokratiske lande, der kan danne kompagni med Cuba.
Indadtil trues Chávez' reformer - naturligvis - af den åbenbare splittelse i hæren og politiet. Der er grupper i de repressive organer, som er direkte fjendtlige over for de demokratiske reformer, nogle - også på officersniveau - er direkte positive, mens andre hævder kun at være loyale over for forfatningens og lovens bogstav og ikke åbent vil bekende politisk stillingtagen. Den fascistiske opposition udnytter efter bedste evne den kontrarevolutionære falanks i statsapparatet, og derfor afhænger den nationaldemokratiske proces' overlevelse og videreførelse også af, at der på et tidspunkt foretages de nødvendige udrensninger her. Indtil videre er der skredet ind med fløjlshandsker imod selv åbenlyse konspirationer og obstruktioner.
En særlig allieret for venezuelanerne er den brede folkelige solidaritet, især arbejdersolidaritet, fra nabolandene. Folk kan i Venezuela se en mulighed for, at det nytter at gøre modstand mod USA-imperialismens og borgerskabets orden, og det stimulerer kampgejsten. Oliearbejderne i nabolandet Colombia tilbød således på det seneste at komme over og hjælpe til med at holde Venezuelas olieindustri i gang.
Der er ikke i denne fase af Venezuelas historie udsigt til, at den organiserede kommunisme får en central position i lederskabet af udviklingen, men kommunismen findes dog og er rodfæstet i landet. En videnskabeligt og erfaringsbegrundet strategi kommer intet land og ingen arbejderklasse uden om, hvis revolutionen skal blive til mere end en national befrielsesrevolution.
OAS vakt til dåd
De amerikanske nationers samarbejdsorganisation OAS vedtog 17. december efter en ophedet debat at afvise USA's sædvanlige forsøg på at påtvinge sin politik, denne gang i forhold til Venezuela. De 32 syd- og mellemamerikanske lande stemte imod de to nordamerikanske ved at vedtage en resolution, der bakker op om præsident Chávez' legitimitet.
OAS-præsident Cesar Gaviria er reelt desavoueret, efter at han i de forudgående par uger havde faret rundt i Venezuela som agent for USA's interesser, men under falske positive hensigtserklæringer. I stedet vil OAS bede eks-præsident Jimmy Carters såkaldte fredsinstitut om i samarbejde med FN at mægle i den venezuelanske konflikt, vel at mærke under den udtrykkelige forudsætning, at Chávez-regeringens legitimitet respekteres af alle parter.
OAS tager så klart, som man mest optimistisk kunne håbe, afstand fra alle kupforsøg imod Venezuelas regering og retter den anklagende finger mod forsøgene på at styrte denne ad illegitim vej, om det er støttet af USA eller ej. Hugo Chávez og den "bolivariske" forfatning nævnes ved navn og støttes som Venezuelas legitime præsident resp. forfatning.
Se
OAS'
erklæring 18.12.2002 Eng
Kommunistisk
Politik 25, 2002
Netavisen 19. december 2002