Det foreløbige resultat af en måneds intens krigsførelse fra USA og dets allierede mod Afghanistan kan bedst beskrives med ét ord: Fiasko. Efter en måned befinder den amerikanske offensiv sig i krise på stort set alle felter.
1. På den militære front er det ikke lykkedes at nedkæmpe
Taliban - og det er ikke lykkedes at pågribe eller dræbe Osama Bin
Laden, Mullah Omar eller andre ledende talibanere.
Forsøgene på at etablere en landoffensiv fra Nordalliancen, der
pralede af sin styrke, er mislykkedes. Den er indtil videre blevet slået
tilbage i kampene omkring den vigtige by Mazar-i-Sharif og har ikke kunnet marchere
mod Kabul, som den havde proklameret.
Den amerikanske taktik med at indsætte specialtropper i hurtige ind-og-ud
aktioner mod Al Qaeda-krigerne og Taliban er endt som fiaskoer med betydelige
amerikanske tab.
De massive bombardementer har ikke knækket Taliban, men forårsaget
gigantiske lidelser for civilbefolkningen, drevet over halvanden million på
flugt fra byerne, og forårsaget enorme materielle skader på det
civile samfund. De forbryderiske tæppebombninger fra B52-flyene har ikke
sikret Talibans sammenbrud. Det har heller ikke anvendelsen af den største
ikke-atomare bombe i det amerikanske arsenal - den såkaldte 'Daisy Cutter'
på 6.750 kg med kun en anelse mindre sprængkraft end Hiroshimabomben.
Den antænder alt indenfor ca. 300 meter og chokbølgen fra eksplosionen
mærkes mange kilometer væk.
Talibans tab kendes ikke - men de er stadig i stand til at modstå angrebene
og forvolde angriberne svære tab.
2. USA har gjort den afghanske befolkning til mål og ofre i krigen. De civile tab er omfattende - og hadet til USA og støtten til Taliban er vokset proportionalt med den hensynsløse terror mod befolkningen. Det samme gælder i den muslimske verden. I den øvrige verden, indbefattet de krigsførende lande, er støtten hastigt dalende i befolkningerne., der ser, at de erklærede krigsmål: at pågribe nogle 'terrorister' var et påskud for en anden dagsorden.
3. Det er ikke lykkedes USA at stable et politisk alternativ til taliban og en anden regeringsmulighed på benene. En kandidat til at lede den - Abdul Haq - blev pågrebet og hængt som CIA-spion af Taliban. Nu satses der angiveligt på Shahnawaz Tana, en tidligere krigsminister og efterretningschef i den forhadte Najibullah-regering som ny frontfígur i den krakelerede koalition omkring den 87-årige eksil'konge' Samir Shah.
4. Den store terrorkrigskoalition viser sig at være særdeles skrøbelig - og må hele tiden kittes sammen med diplomati og bestikkelse. Modsætningerne mellem forskellige rivaler i koalitionen som Indien og Pakistan skærpes til et punkt af mulig krig. Eksplosive situationer udvikler sig i Israels krig mod Palæstina, hvor Israel nægter at efterkomme sikkerhedsrådets krav om at det forlader de genokkuperede palæstinensiske områder, i Kashmir og andre steder.
USA har brug for hurtige resultater, for sejre, samtidig med at det konstant
tvinges til at ændre sine planer og programmer.
Afghanistan har allerede vist sig at være en hårdere nød
at knække end ventet. Efter en måned sidder USA i til halsen i problemer.
Den uovervindelige supermagt viser svaghedstegn: Desperationen stiger i Washington
og Pentagon. Nu inddrages specialstyrker fra Frankrig og soldater fra Tyskland
(hvis tropper for første gang siden 2. verdenskrig igen har en global
mission) sammen med de engelske. Også Italien er anmodet af USA om at
stille op.
DAlle disse store EU-lande adlyder ordrer - og anmoder høfligst om at
blive rådført om, hvad deres kanonføde skal bruges til.
Samtidig er USA dybt involveret i en plan med Rusland og de store EU-magter
om en forbryderisk opsplitning af Afghanistan - og forberedelse af en massiv
invasion fra marts 2002.
Og bag al desperationen lurer i sidste ende: atommareridtet.
Se også Den hemmelige plan: Deling af Afghanistan
Kommunistisk Politik 23, 2001