Allerede nu tælles de civile ofre for bombardementerne af Afghanistans byer i hundreder. En hel landsby blev udslettet i nat. De kraftigste bombardementer indtil videre i et bombardement, der nu foregår 24 timer i døgnet, og rammer stort set alle afghanske byer krævede på en enkelt nat ifølge Talebans oplysninger over 140 civile livet.
Afghanerne strømmer ud af byerne og væk fra bomberne. De interne
flygtningestrømme skaber kaos - og landet mangler i forvejen mad og medicin.
Det er allerede nu sikkert: De fleste civile ofre vil dø som følge
af mangel på nødhjælp. Og de kan komme til at tælles
i hundredtusinder, eller millioner.
En helt stor humanitær katastrofe er under udvikling - samtidig med at
nabolandene har spærret grænserne for flygtningene, der er spærret
inde i den amerikansk-engelske bombeterrorkedel.
En lang række humanitære nødhjælpsorganisationer har taget kraftig afstand fra den kyniske amerikanske politik med at lade bomberne og raketter få følgeskab af 'fødevarebomber' fra luften. De peger på den uhørte kynisme i foretagendet. De påviser at de rammer upræcist og uregelmæssigt. Og at de i øvrigt er fuldstændig og håbløst utilstrækkelige. De tilbageværende nødhjælpsorganisationer lægger kraftig luft til USA, fordi deres arbejde kompromitteres af både USA's bomber og madpakker.
Dominic Nutt fra Christian Aid , en velkendt skikkelse i det permanente internationale
nødhjælpsberedskab, var i sommer i Afghanistan for at undersøge
situationen. I et indlæg i den engelske avis The Independent gør
han status over, hvordan den så ud før USA startede sin krig:
Efter 3 års fejlslagen høst i træk p.g.a. tørke havde
dengang en fjerdedel af befolkningen (mere end 5 mio. mennesker) ifølge
FNs World Food Program (WFP) behov for fødevarehjælp. Der var desperate
bestræbelser i gang for at sikre forsyninger ikke mindst til isolerede
områder før den barske afghanske vinter sætter ind om få
uger, der vil spærre tilgangsvejene.
- Folk var allerede ved at dø, før jeg forlod landet kort inden
de forfærdelige begivenheder den 11. september, siger Nutt: - Men dengang
nåede forsyningerne i det mindste igennem'.
Kort efter den 11. september lå vurderingen fra WFP på, at 7,5 mio, mennesker havde behov for fødevarehjælp. Men forsyningssituationen er i dag helt usikker - men Nutt konstaterer at til at afhjælpe de reelle behov har de amerikanske madbomber 'nogenlunde samme effekt som at nedkaste løbesedler, der fortæller afghanerne, at der ikke er grund til bekymring'.
I dag er det normale nødhjælpsarbejde lammet. De planer, der var for at imødegå den optrækkende akutte krise, kan ikke gennemføres. Ifølge WFP vil bare det at sikre tilstrækkelig mad til 400.000 mennesker i det nordlige Afghanistan kræver omkring 1800 flyvninger med Hercules-transportfly om måneden - det er flere flyvninger end de nuværende militære bombetogter. Og det er 7,5 millioner, der har brug for mad. Og i det tal indgår ikke behovene hos de andre hundredtusinder eller millioner, som bombningerne af byerne har sendt på flugt.
- Det er ikke fordi nedkastninger fra luften kan få hjælpen derhen,
hvor der er brug for den, forsætter Dominique Nutt. - Christian Aids erfaringer
viser at meget vil falde i hænderne på de krigsførende parter,
og at der vil opstå kampe om maden selv der, hvor den faktisk når
frem, og at det er de svageste - kvinder, børn og de gamle - som ikke
vil få. Efter Angola er Afghanistan det mest landminefyldte land i verden
og nedkastning af hjælp i åbne områder vil udsætte desperate
mennesker for en øget risiko fra denne trussel.
Nutt understreger at den eneste måde at få nødforsyningerne
frem er med lastbil - og at det er næsten umuligt at få chauffører
til at køre under truslen fra Taliban, dets modstandere eller de amerikanske
bombardementer.
Med andre ord: Nødhjælpsarbejdet er lammet, gået i stå og umuligt at gennemføre under krigens vilkår, selvom fødevarerne og de øvrige nødvendige ting findes. Den humanitære katastrofe er simpelthen uundgåelig, hvis denne situation ikke afsluttes. Derfor konkluderer Nutt:
- Bombningen må simpelthen stoppe snarest, og det internationale samfund
må under FNs vinger starte en enorm og troværdig hjælpeindsats
- i løbet af få dage, og ikke uger - som garanterer en fri passage
for madkonvojer.
Sker dette ikke før vintersneen kommer, så vil tusinder - og måske
hundredtusinder - helt sikkert dø. Hvis det sker, som vil de 'civiliserede'
vestmagter, der har lagt så stor vægt på humanitære
værdier, bære skylden.
Sådan er situationen: Katastrofen er på vej, hvis den ikke allerede
er indtruffet. De hundreder eller tusinder af civile dødsofre for bombardementer
og krigshandlinger vil blive fulgt af tusinder eller hundredtusinder af civile
døde - flest børn, kvinder og gamle - og flest fattige, fordi
disse har de færreste resourcer til at flygte, skaffe sig mad og klare
sig under en krig.
Og der er dage, ikke uger, til at gøre noget.
Selvfølgelig vil nødhjælpsarbejdernes stemmer ikke blive
hørt: anti-terror-koalitionen, der har erklæret at ville bruge
alle våben, har også taget sultens frygtelige våben i brug,
vel vidende, hvordan den faktiske situation i Afghansitan var og er - og forbereder
nu en intensiveret og langvarig militær kampagne, der vil gøre
hver krog af Afghanistan usikker for civilbefolkningen.
Massedøden er garanteret.
Mange lande og politiske kræfter - fra Kina, Rusland og Iran til Radikale,
SD, SF og Enhedslisten i Danmark - har givet støtte til en begrænset
krig eller militæroperation, der 'ikke må ramme civile'.
Er det kynisme, opportunisme eller uvidenhed? Eller det altsammen?
Se Dominique Nutt:
West
risks culpability for massive tragedy
The Independent. UK. Engelsk
Netavisen 11. oktober 2001