'Tiden er ved at løbe ud', kundgjorde USA's præsident Bush sin radiotale lørdag. Hvilket betyder, at tiden er ved at være inde til større militæraktioner mod Afghanistan for at vælte Taliban-regimet. Til at indlede den annoncerede mangeårige 'terrorkrig' - med Osama Bin Laden og Afghanistan som første mål. USA har blankt afvist tilbud om forhandlinger med Talibanstyret.
Ifølge det franske nyhedsbureau ATP er der allerede amerikanske, britiske og australske soldater i landet. Der har også været rapporter om, at russiske elitesoldater også skulle inddrages. Og gennem flere uger har en storstillet militær opmarch og militær magtdemonstration fundet steder fra amerikanske og engelske baser rundt om i verden.
USA har officielt meddelt, at de nu har sendt en specialstyrke på 1.000 mand af sted til den tidligere Sovjet-republik Uzbekistan, der grænser op til det nordlige Afghanistan. I mere hemmelighed er der blevet opbygget en større luftbase i Golbahar i det nordlige Afghanistan, der kan modtage C-130 fly og transportfly til landsættelse af amerikanske tropper. Samtidig flyves der store nye våbenforsyninger ind til Den Nordlige Alliance, der bekæmper Talliban-styret.
USA's militære luftangreb på Afghanistan og dets specialstyrkers aktiviteter i landet skal suppleres med en militær offensiv på landjorden af Den Nordlige Alliance, der oplyser, at de har holdt møder med amerikanske embedsmænd om dette. USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld er netop vendt tilbage efter afsluttede forhandlinger i Saudi Arabien, Oman, Egypten, Tyrkiet og Utzbekistan.
De militære, diplomatiske, politiske og 'humanitære' krigsforberedelser afsluttet
- Nu er de militære, diplomatiske og humanitære dele af vores
strategi klar, udtalte den britiske premierminister Tony Blair efter sin
rundrejse til Pakistan og Indien.
Den pakistanske regering blev lovet økonomisk støtte i milliardklassen
gennem IMF samt militært samarbejde for sin deltagelse i USA's koalition.
Efter forhandlingerne med Pakistans præsident General Perez Musharraf
forsikrede Blair, at "den militære fælde var sat".
Blair lagde i sine udtalelser fra mødet ikke skjul på, at målet
var at udskifte den afghanske Taliban-regering med en vestlig marionet-regering.
Blair forsikrede at det ikke ville blive Pakistans gamle fjende - Den Nordlige
Alliance - men derimod den til lejligheden fremtryllede eksilkonge Zahir.
Den Nordlige Alliance består af forskellige grupperinger af banditter og gangstere - hvoraf en enkelt deltog på sovjetisk side i den sidste interventionskrig. Andre elementer gjorde sig grundigt forhadte i borgerkrigen mellem forskellige mujahedin-fraktioner, som lagde Afghansitan yderligere i ruiner efter den sovjetiske besættelse, indtil Taliban i 96 fik etableret en slags fred i landet. De er bl.a. ansvarlige for bombardementer af Kabul, der krævede titusinder af dræbte, og for en lang række forbrydelser mod befolkningen - og derfor grundigt forhadte blandt hovedparten af afghanerne..
USA's præsident Bush understregede i sin radiotale til nationen og verden,
at det afghanske folk ikke skulle tro, at en amerikansk militæraktion
var rettet mod dem.
- Vi tilbyder bare vor hjælp og venskab til afghanske folk, sagde Bush.
Et "tilbud" om hjælp befolkninger og nationer tidligere i historien
har modtaget fra stormagter, der ønsker verdensherredømmet. Heller
ikke naziregimets Führer Hitler undlod at bruge denne frase. USA vil tæppebombe
Afghanistan med madpakker, forlyder det efter USA har annonceret en nødhjælp
for omkring 600 mio. dollars vil blive fordelt for at mildne befolkningens og
flygtningenes situation.
Det er den 'humanitære del' af den engelske og amerikanske strategi. Bomber
og madpakker. Ligkister og nødhjælp. En pludselig gavmildhed og
vilje til at hjælpe, hvor ofrene for hungersnød, krig og ødelæggelser
i Afghanistan i årevis er blevet spist af med et minimum. Denne hjælp
er simpelthen en del af krigen.
USA har også været tvunget til at 'legitimere' krigen mod Afghanistan - bl.a. ved at sprede 'beviser' på Bin Ladens involvering i attentatet på WTC og Pentagon. Men forsikringer fra Blair, Lykketoft eller den opkøbte pakistanske regeringschef om, at beviserne er der, købes ikke ubeset af folk i omegnen af Afghanistan. Talibanregimet har aldrig set disse beviser - og USA har fra starten erklæret, at forhandlinger med Taliban var udelukket.
Blandt de politiske og diplomatiske forberedelser til USAs terrorkrig har også været en afklaring af FNs rolle. Mange stater og kræfter har peget på, at den internationale terrorbekæmpelse burde ledes af FN, og ikke af USA. I kraft af sin dominerende stilling i Sikkerhedsrådet fik USA dér vedtaget en overordentlig vidtgående anti-terror-resolution, som understøtter dets politik, før generalforsamlingsdebatten om terrorisme overhovedet begyndte.
Efter 5 dages debat med deltagelse af et historisk stort antal lande måtte generalforsamlingen opgive at blive enige om en resolution. Man kan ikke blive enige om en fælles definition på det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad terrorisme egentlig er. Mange stater fremhævede den kendsgerning, at ikke bare individuel terror, men også statsterrorisme bør inddrages i en definition - og mange påpegede, at nationale befrielsesbevægelser ikke hører hjemme under en definition på terrorisme. Nelson Mandela og ANC blev som bekendt i sin tid behandlet og beskrevet som terrorister - også af USA, der i årtier støttede apartheidregimet i Sydafrika.
Dermed har USA fået anbragt FN som et vedhæng til den ny krig, og som organisator af det 'humanitære aspekt' i forhold til civilbefolkningen i Afghanistan, som vil være alvorligt truet af anti-terror-koalitionens krigshandlinger.
De ømme punkter: Pakistan og Palæstina
USA har således store problemer, først og frememst i de aravbiske og muslimske lande, med at skabe opbakning til sin alliance. De arabiske og muslimske lande og deres befolkninger ser med dybeste skepsis på det amerikanske korstog i terrrobekæmpelsens navn. Kunne der samles en vis støtte i befolkningerne til den afghanske befrielseskrig mod den sovjetiske besættelse, og en vis accept af den amerikanske 'hjælp', så er skuffelsen i dag meget stor, ikke mindst i Afghanistan og Pakistan, fordi USA ikke bistod med en genopbygning af landet, trods løfter herom, men lod det forbløde i en borgerkrig i 90erne.
De muslimske befolkninger har ingen tillid til hverken USA eller England, for
slet ikke at tale om det zionistiske Israel, den blinde makker i kernen i antiterroralliancen.
Og heller ikke til de nye politiske partnere fra Den Nordlige Alliance til den
reaktionære ekskonge. I Pakistan udvikler situationen sig eksplosivt.
Flertallet i befolkningen er imod Musharaffs pro-amerikanske politik, og imod
USAs krig mod Afghanistan. I det omstridte Kashmir er situationen voldsomt skærpet.
De borgerlige medier har travlt med at forklare, at de store demonstrationer
kun udtrykker et lille rabiat mindretal, 10 pct. af befolkningen. Tro dem ikke:
der er blot den synlige del af det tavse antiimperialistiske muslimske flertal.
I Mellemøsten har USA store problemer med Israel, hvor Ariel Sharon
ikke kan beherske sine store forventninger til i ly af det amerikanske krigseventyr
at gøre kål på palæstinenserne og muligheden for en
palæstinensisk stat.
Støtten til det palæstinensiske folks retfærdige krav er
stor verden over, og særdeles massiv i alle de arabiske og muslimske lande.
Selv USAs nærmeste allierede som Saudiarabien må officielt fordømme
det amerikanske brohoved Israels aggression i kraftige vendingerom.
Det har derfor været vigtigt for Bush-regeringen at forsikre om, at der ikke er planer (selvom det er løgn) om at angribe andre arabiske eller muslimske lande end Afghanistan, og at hele 'terrorkrigen' består i at gøre op med islamisk fundamentalistisk terrorisme og dens netværk. Og det har været umådelig vigtigt at berolige befolkningerne og landene med hensyn til, at Sharon og Israel ikke vil gå grassat (hvad de absolut vil).
Derfor har USA vredet armene om på Sharon for at 'lave våbenhvile' og genoptage 'fredsforhandlingerne'. Og derfor måtte Bush pludselig spille ud med, at USA støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat som slutmål for fredsprocessen. Det er der heller ingen grund til at tro: USA har haft 10 år, lige så længe processen har varet, til at komme ud med støtte til og til at anerkende en sådan stat. Man har tværtimod presset på for at forhindre den officielle udråbelse af en palæstinensisk stat, og undladt at støtte de konkrete skridt til dannelsen.
Sharon reagerede kraftigt på denne amerikanske udmelding. I en tale sammenlignede han Israel med Tjekkoslovakiet anno 1938 og USAs forsøg på at lave en koalition med de arabiske og muslimske lande som en politik svarende til München-politikken, den såakdlte appeasement-politik over for Hitler. Men Israel er ikke Tjekkoslovakiet, og vil ikke acceptere at 'blive ofret', sagde Sharon i talen, som Det Hvide Hus dagen efter officielt tog afstand fra.
Sharon lod Israel bryde 'våbenhvilen', gav hæren lov til at henrette palæstinensiske fanger, og beordrede tanks ind i de palæstinensiske områder og genbesættelse af disse. En optrapning af statsterrorismen mod hele den palæstinensiske befolkning. Sharon har lagt op til et fundamentalistisk zionistisk amokløb.
Befolkningerne i Mellemøsten og Sydasien vil ikke købe USAs 'terrorbekæmpelse' og anti-terrorkoalition - fordi den er rettet mod dem og deres legitime interesser, og fordi verdens største terrorister indgår i den, og reelt ledes af tre af slagsen: USA, England og det Israel, der umiddelbart efter terrorbombningerne i USA fremlagde hele ideen om terrorkrigen, som USA nu følger.
Når den amerikanske udsending Blair påstår, at alle forberedelser er afsluttede, og at de er gået flot, er det usandt. De er langt nok fremme til at starte den militære del - men de har ikke neutraliseret den folkelige modstand i de arabiske lande og Sydasien, som i sidste ende vil kunne vælte hele kortspillet.
Netavisen 7.oktober 2001