Siden kampene mellem albanske oprørere tilhørende Den Nationale
Befrielseshær (UCK) og makedonske regeringstropper for alvor brød
ud, har konflikten i det ludfattige Makedonien eskaleret. Og nu må man
faktisk betegne situationen i det nordvestlige Makedonien omkring landets næststørste
by, Tetovo, som regulær krig.
Albanerne, hvoraf i hvert fald en del må antages at være kommet
over grænsen fra Kosova, har erklæret, at de kæmper for albanernes
nationale rettigheder i Makedonien; nationale rettigheder, som er blevet undertrykt
ingen tvivl om det.
Skabt af opsplitning
Makedonien blev selvstændigt i 1991 som resultat af USAs og EUs
bevidste strategi for at splitte Jugoslavien i stumper og stykker for bedre
at kunne kontrollere og udbytte folkene på Balkan.
Men på det lille Makedonien med sine blot to mio. indbyggere var der stort
pres fra dets nabolande: Grækenland stillede betingelser til landets navn,
så det nu officielt hedder Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien;
Bulgarien mente ikke, at makedonerne var en nation, og serberne ville ikke acceptere
det makedonske sprog. Alt dette forstærkede den makedonske identitet til
en grad, hvor det gik ud over det store albanske mindretal på 23 % af
befolkningen. Men at sikre den albanske minoritet sine rettigheder i Makedonien
var ligesom i Kosova, hvor albanerne i mange år led under serbisk undertrykkelse,
ikke noget, som dengang var på dagsordenen hverken i Washington eller
Bruxelles. Kun når den etniske undertrykkelse kan bruges til egne reaktionære
formål, ser vi imperialismen anerkende den og sætte hele sit enorme
propagandaapparat i gang for at fortælle om den.
Hverken USA eller EU har nemlig nogen interesse i et opsplittet Makedonien,
hvor den pro-vestlige Trajkovski-regering sidder. Og fra både FN, NATO
og EU har det da også haglet ned med skarpe fordømmelser af de
albanske oprørere - støtten til den makedonske regering er klar.
Indtil videre er der ikke tale om, at egentlige KFOR-styrker fra Kosova skal
indsættes i Makedonien for at bekæmpe de albanske terrorister,
men derimod kun afskære forsyningsruterne til oprørerne.
Stor-Albanien
Der er imidlertid ingen tvivl om, at der i store dele af den albanske befolkning
i Kosova er ophobet en enorm frustration over, at oprøret og guerrillakrigen
mod Milosevic ikke førte til andet end et NATO-protektorat inden for
Jugoslavien - uden selvbestemmelse. Denne frustration træder mere og mere
klart frem og spiller også en rolle i det igangværende oprør
i Makedonien, hvor de vestlige medier taler om, at albanerne kæmper for
et Stor-Albanien, bestående af alle de områder i det tidligere Jugoslavien
og Grækenland, hvor der lever albanere. Et sådant mål, som
er imperialistisk og dybt reaktionært, har ingen af de albanske oprørere
erklæret.
Ligeledes må et krav om at løsrive en del af Makedonien og danne
en ren albansk republik inden for Makedonien eller slå denne sammen med
Kosova til et Stor-Kosova også afvises som chauvinistisk og
reaktionært.
Klart er det, at ubetinget ligestilling for det albanske mindretal i Makedonien
er et ufravigeligt krav til den makedonske regering og vil samtidig lette skabelsen
af den alliance mellem arbejdere, bønder, studerende m.fl., der skal
gå aktivt til kamp imod den nyliberale, økonomiske politik med
privatiseringer en masse og nedskæringer i de offentlige udgifter, der
så kraftigt har forringet levevilkårene for alle indbyggere i Makedonien,
undtagen den lille nyrige kapitalistklike, der med støtte fra både
Vesten og Rusland sidder på magten.
Melse
KP6, 2001