Afghanistan, dette land klemt inde mellem Pakistan, Iran og de centralasiatiske
tidligere sovjetrepublikker, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan, er virkeligt
kommet på alverdens forsider. Baggrunden er, at det ultrareaktionære,
sunni-muslimske Taliban-styre med den enøjede Mullah Muhammed Omar i
spidsen har villet udslette alt, hvad det betragter som ikke-islamisk kulturarv
og derfor sprængt to gigantiske Buddha-statuer i luften. FN og Vesten
anmodede talibanerne om at stoppe deres forehavende, men uden held.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er kulturelt barbari det, som Taliban-styret
har foretaget. Kulturel og religiøs indskrænkethed så det
klodser. Til gengæld kan der heller ikke herske nogen tvivl om, at FN
og Vesten igen optræder som skruppelløse hyklere. For den afghanske
befolkning er, udover at den stadig befinder sig i et krigshelvede, også
hårdt plaget af de sanktioner, som FN i 1998 indførte for at tvinge
Taliban-styret, der i dag kontrollerer 95 % af Afghanistan, og som FN ikke har
villet anerkende, til at udlevere den saudiske rigmand Osama Bin Laden, der
af USA holdes ansvarlig for terrorbombningerne mod de amerikanske ambassader
i Kenya og Tanzania i 1998.
Disse FN-sanktioner har betydet, at det økonomiske liv i Afghanistan
stort set er gået i stå, og oveni er der så kommet den værste
tørke i over 30 år og en ualmindelig hård vinter, der tilsammen
vil føre til en sultkatastrofe af etiopiske dimensioner, hvis ikke nødhjælp
kommer frem.
En tredjedel af landets 22 mio. indbyggere er i dag fuldstændigt afhængige
af nødhjælp udefra, som imidlertid besværliggøres
stærkt af sanktionerne, der bl.a. indbefatter forbud mod at rejse til
Afghanistan med fly, der ejes af Taliban, samt tilbageholdelse af alle afghanske
tilgodehavender i udlandet.
De over syv mio. frysende og sultende mennesker er ikke noget, som optager imperialistmagterne.
Det er kampen om indflydelse, imperialistisk rivalisering, det handler om.
Kampen om Centralasien
I krigen i Afghanistan støttes Den Nordlige Alliance omkring den styrtede
præsident Rabbani (blev afsat i 1996) af Rusland, Iran, Indien og de tidligere
sovjet-republikker, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan, mens talibanerne
åbenlyst forsynes af Saudi-Arabien og Pakistan, dvs. indirekte også
af USA, der dermed bruger hele Bin Laden-sagen og sanktionerne til at presse
og opnå indrømmelser fra talibanerne, sin gamle allierede fra “Den
Kolde Krig”, der for amerikanske dollars blev trænet i Pakistan i
80’erne og brugt imod den sovjetiske socialimperialisme i Afghanistan.
Det, der først og fremmest kæmpes om i Afghanistan, er at forbedre
sine positioner i forhold til at opnå kontrol med hele det centralasiatiske
område og ikke mindst med de ruter, ad hvilke den olie og naturgas, der
i meget rigt mål er blevet fundet i Centralasien og i området omkring
Det Kaspiske Hav, skal føres. Og en af de ruter, der for tiden diskuteres,
er en 1.600 km lang pipeline ned gennem Turkmenistan og Afghanistan og ud til
den pakistanske havneby ved Det Indiske Ocean, Gwadar. Denne rute ser USA gerne,
idet olien og naturgassen hermed undgår at løbe igennem russisk
kontrolleret territorium. At afskære særligt Rusland fra olieforsyninger
er en klar amerikansk strategi i den imperialistiske rivalisering.
Derudover rummer Afghanistan også mange uudnyttede naturressourcer, såsom
naturgas, kul, kobber og zink. Og landet grænser også op til det
meget råstofrige Iran, som USA stadig mere bejler til. Alt dette gør
Afghanistan til et vigtigt område for alle imperialistiske magter, der
vil og kan noget i området, primært USA og Rusland, og derfor er
Afghanistan endnu et forfærdende eksempel på imperialistisk krig
pr. stedfortræder. Taberne er som altid den almindelige befolkning. Bare
i løbet af det seneste halve år er 200.000 afghanere flygtet til
nabolandet Pakistan, hvor de i flygtningelejre lever under de mest kummerlige
forhold.
Melse
KP6, 2001