Fredag den 16. februar blev det hårdt plagede irakiske folk nok engang
udsat for bombardementer fra USA og Storbritannien, der i snart et årti
har patruljeret og bombet løs i de to ‘flyveforbudszoner’ i
den nordlige såvel som sydlige del af Irak. Disse zoner, der i øvrigt
intet FN-mandat har, kan kun kan betegnes som en regulær amerikansk-britisk
besættelse af irakisk territorium.
Denne gang var det dog hovedstaden Bagdad, som stod for tur, idet den irakiske
hær her, ifølge Pentagon, skulle være i færd med at
opbygge radarfaciliteter, der ville udgøre ‘en trussel’ mod
de amerikansk-britiske aggressionsfly, som bomber hvor som helst og når
som helst i Irak, og som ifølge ”overmenneskene” i Det Hvide
Hus og Downing Street 10 selvklart fortsat skal kunne gøre det uhindret.
De nylige bombninger er langt fra enkeltstående tilfælde: Adspurgt
om omfanget af bombningerne af Irak svarede den britiske forsvarsminister Geoff
Hoon d. 23. maj 2000 i det britiske underhus, “at fra d. 20. december 1998
til 20. maj 2000 har Storbritannien nedkastet 78 tons svært skyts over
det sydlige Irak, hvilket er omtrent 20 % af den amerikansk-britiske koalitions
totale forbrug”. Det vil altså sige, at ca. 400 tons bomber og missiler
på lidt under halvandet år er regnet ned over irakisk jord.
Men denne langvarige bomberegn er ikke det eneste middel, som USA og Storbritannien
anvender i deres uophørlige krig imod Irak. I sanktionskomiteen under
FN’s Sikkerhedsråd arbejder USA og Storbritannien ihærdigt
for at forhindre, at de økonomiske sanktioner mod Irak, som FN’s
Sikkerhedsråd indledte pga. den irakiske invasion af Kuwait d. 2. august
1990, bliver ophævet. Sanktionerne er i strid med Geneve-konventionen
af 1977, fordi civile rammes, har nu været i kraft i over 10 år
– og med ufattelige lidelser til følge for det irakiske folk. Ifølge
FN’s børnefond, UNICEF, dør månedligt 4000 irakiske
børn under fem år af årsager, der er relateret direkte til
sanktionerne. FN-organisationen anslår, at mindst en halv million små
børn har måttet lade livet som konsekvens af blokaden. Spædbørnsdødeligheden,
der for ti år siden var en af verdens laveste, er nu efter 10 år
med økonomiske sanktioner verdens højeste. 10,8 % af alle nyfødte
dør, inden de bliver et år. Mere end 800.000 børn under
fem år lider af kronisk underernæring.
BNP pr. indbygger, der i 1990 var på lidt over 3000 dollars og gjorde
Irak til et af regionens mest velstående lande, er i dag faldet til under
500 dollars, hvilket gør landet til et af klodens fattigste. At de, der
aktivt støtter opretholdelsen af sanktionerne imod Irak og tilmed bomber
løs som Bush (og før ham Clinton) og Blair (og før ham
Major), er skyldige i folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden, burde der
ikke herske den fjerneste tvivl om.
Melse
KP4, 2001