Det helt igennem rådne Estrada-regime faldt efter kun godt to år
for massive folkelige protester. Den herskende klasse måtte i al hast
indsætte den tidligere vicepræsident Gloria Arroyo som frontfigur.
De folkelige reaktioner efter at rigsretssagen mod den korrupte filippinske
præsident Joseph Estrada reelt set blev opgivet, kom prompte: Hundredtusinder
demonstrerede i Manilas gader og i andre byer med krav om det USA-støttede
Estrada-regimes afgang. Fattige fra hovedstadens slumkvarterer strømmede
ind i de glitrende finanskvarterer og fremkaldte klassekrigens spøgelse.
Kravet om Estradas afgang blev massivt. For at undgå at den folkelige
opstand udviklede sig yderligere, så også den herskende klasse sig
nødt til at gribe ind ved at ofre Estrada og indsætte en ny frontfigur
i præsidentembedet. Hans løfte om nyvalg tog ingen notits af.
De egentlige magthavere i landet - militæret - opsagde loyaliteten overfor
Estrada, der på mange måder havde bragt det styrtede Marcos-regimes
folk tilbage til magten, og gav ham et vink med en vognstang om at træde
af - selvom Estrada var hærens præsident og sørgede
for rigelige midler til dens kamp mod væbnede oprørere.
Arroyo - den herskende klasses demokratiske kort
Andre proamerikanske, såkaldt demokratiske kræfter
fra den herskende klasse som de tidligere præsidenter Corazon Aquino og
Fidel Ramos begravede fraktionsstridighederne. Derfor kunne man i den politiske
krise, der truede med at udvikle sig, indsætte udpege hans tidligere vicepræsident,
der trådte tilbage i efteråret, Gloria Arroyo som ny præsident.
Den amerikanskskolede Arroyo lovede straks at gøre ende på korruption
og misregimente - og give den forarmede filippinske befolkning bedre levevilkår.
Som før hende både Aquino, Ramos og Estrada. Hun vil imidlertid
ikke kunne forhindre den økonomiske og politiske krise i at uddybes,
for hun repræsenterer grundlæggende den samme pro-amerikanske og
antifolkelige politik, og den samme rådne herskende klasse. Der er tale
om et magtskifte, ikke om en opstand, der har ændret klasseforholdene,
ikke om en revolution. Men de progressive og revolutionære kræfter
på Filippinerne er indstillet på at udnytte den herskende klasses
krise til at fremtvinge reformer og forberede dens endelige fald.
På mange måder er Filippinerne et skoleeksempel på globaliseringens
krise - og dens medfølgende konsekvenser i form af skærpede folkelige
protester og et begyndende revolutionært opsving.
Antifolkeligt, arbejderfjendsk, proimperialistisk
I de vestlige medier beskrives situationen på Filippinerne som kaotisk.
Men på sin vis er situationen blot en ny akut skærpelse af den politiske
krise, som har været fremherskende siden et folkeligt opgør gjorde
en ende på Ferdinand Marcos brutale amerikanskstøttede diktatur.
De efterfølgende demokratiske præsidenter, som også
bragtes til magten med amerikansk opbakning, mistede hurtigt den folkelige forankring,
de måtte have. Fraktionsstridigheder og magtkampe indenfor den herskende
klasse har bidraget yderligere til den permanente krise.
Estrada blev bragt til magten som et nyt og ukendt kort - men har på kun
et par år gennem uhørt korruption, arbejderfjendsk lønstop-lovgivning,
ekstrem handelsliberalisering og militæraftaler til fordel for USA fået
vendt størstedelen af befolkningen mod sig. En massiv undertrykkelsespolitik
overfor den folkelige opposition, demokratiske masseorganisationer, faglige
ledere og en antikommunistisk heksejagt har været med til at forene modstanden
mod styret.
Estrada-regimet afbrød samtalerne med den kommunistisk ledte Nationale
Demokratiske Front, forstærkede den militære offensiv mod Den Ny
Folkehær (NPA) og de områder, den kontrollerer, samt mod den muslimske
Moro Islamic Liberation Front. Udgifterne til de militære offensiver har
lagt beslag på en væsentlig del af regimets midler, samtidig med
at dets ledende folk med præsidenten i spidsen tappede statskassen til
personlig berigelse.
Anti-Estrada-fronten
Det illegale Filippinernes Kommunistiske Parti har spillet en betydelig
rolle både i den militære kamp og i de legale protester, som har
udviklet sig i Estrada-perioden. Det tog initiativet til dannelsen af en samlet
folkelig front med det formål at bringe USA-Estrada-regimet til
fald. Den skulle bremse de værste antifolkelige og proimperialistiske
skridt fra Estrada-regimets side, skabe mulighed for positive reformer og genåbne
dialogen med den Nationale Demokratiske Front.
Denne front skulle være så bred som mulig - men ikke omfatte de
miskreditterede kontrarevolutionære grupper, der i sidste ende vil tilbyde
sig som ny marionetter for USA.
I en ledende artikel i bladet Ang-Bayan fra marts sidste år beskrives
perspektiverne for fronten således:
Det står klart for partiet, at det amerikanske Estrada-regimes fald
ikke er lig med revolutionær forandring. Eller sagt på en anden
måde: den fuldstændige gennemførelse af de revolutionære
mål vil ikke finde sted med Estradas fald. Men alligevel vil denne proces
åbne gode muligheder for at den revolutionære bevægelse kan
bevæge sig fremad med store skridt. Derfor skal partiet og alle revolutionære
kræfter handle ufortrødent for at styrke folkets enhed endnu mere
og intensivere massekampene for at vælte det amerikanske Estrada-regime.
Revolutionære perspektiver
Samme sted hedder det meget præcist med hensyn til perspektiverne:
Partiet er overbevist om, at Estrada-regimet ikke vil holde mere end et
år eller to, så længe der samarbejdes mellem de brede kræfter
i den forende front. Det herskende systems krise vil intensiveres i denne periode.
Det amerikanske Estrada-regime vil igen og igen blive rystet af dets egne skandaler
og af fraktionskampe i det civile og militære bureaukrati. Det øgede
tryk fra de folkelige og militære kampe landet over har bidraget væsentligt
til at skærpe den krise, der førte til rigsretssagen og nu til
den akutte krise.
Med hensyn til situationen efter regimets fald skriver Ang-Bayan, at det må
løses gennem konsensus i et råd for national enhed, sammensat af
repræsentanter for den fælles anti-Estrada-front: Militante
arbejder og bondeorganisationer samt andre grundsektorer og patriotiske og progressive
kræfter bør stræbe efter at opnå passende repræsentation
i dette råd.
Der findes således en alternativ plan for at afslutte det filippinske
kaos og løse den permanente krise efter Marcos-regimets fald til de folkelige
kræfters fordel på en antiimperialistisk og progressiv national
platform. Indtil nu er det lykkedes forskellige grupperinger fra den herskende
klasse at forhindre dette alternativ i at blive virkeliggjort og etablere et
nyt antifolkeligt regime, baseret på USA og hæren.
-pp
KP2, 2001