Hvem profiterer?

Nedskæringer, grådighed og smerte i Spanien

Af Conn Hallinan

EU har sendt en såkaldt ’hjælpepakke’ på 100 milliarder euro til den spanske banksektor Hvad ligger der i det?

Kommunistisk Politik 13, 2012

Nobelprismodtageren i økonomi Joseph Stiglitz karakteriserer den spanske bankpakke som ‘voodoo økonomi’, der er sikker på at slå fejl. New York Times’ økonomiske analytiker Andrew Ross Sorkin er enig: ”I dag bør det stå klart, at pakken har slået fejl - eller i det mindste er på vej til det”.

Og den økonomiske kommentator og nobelpristager Paul Krugman begræder, at Europa (og USA) gentager gamle fejl og spørger: ”Hvorfor tager ingen ved lære af dem?”.

Spansk generalstrejke

Nordeuropæiske banker på kasino

Faktisk synes EU's svar på det økonomiske kaos, som har grebet kontinentet, ved første øjekast ud til at være en kombination af dybe illusioner, og hvad en britisk reporter kaldte ’sadomasokistisk monetarisme’ - endeløse nedskæringer, vilde stramninger og omfattende fyringer. Men om noget ’virker’ eller ikke, afhænger af, hvad du lever af.

Har du et regulært arbejde, er du i dybe vanskeligheder. Den spanske arbejdsløshed er på 25 %, meget højere i den sydlige del af landet, og 50 % blandt ungdommen. På en eller anden måde går disse tal igen, omend ikke helt så høje,  i hele eurozonen, specielt i de lande, der har nippet af bægeret med  Circe’s bankpakker: Irland, Portugal og Grækenland.

Men hvis du er Josef Ackermann og står i spidsen for Deutsche Bank, så tjener du 8 millioner euro i bonus i 2012, fordi du med succes fik brugt de sidste 4 års økonomiske nedsmeltning til at gøre banken større og mere magtfuld, end den var før sammenbruddet i 2008. 

I 2009, hvor folk mistede deres arbejde, deres bolig og pension, steg Deutsche Banks profitter med 67 %, for sluttelig at skrabe næsten 8 milliarder euro ind i 2011. Banken blev ramt i 2012, men den spanske bankpakke vil hjælpe til at genindvinde Deutsche Banks tab på dets spekulationer i spansk ejendom.

Og tror du ironien er død, så var det den spanske ejendomsboble, som tankede landets økonomi op - den gang lå Madrids gæld blandt de laveste i eurozonen - og tyske banker (såvel som franske, hollandske, britiske og østrigske) finansierede denne boble.

Tyske banker finansierede også ejendomsboblen, der knuste Irlands økonomi. Godt 60 % af Deutsche Banks indkomster er udenlandsk baseret. 

Tænk lige over disse tal: I 1997 lå ejendomslånene i Irland på 5 milliarder euro. I 2007 nåede de op på 96,2 milliarder euro. Et hop på 1730 %. Ejendomspriserne steg 500 %. Det samme som spanske boligudgifter steg. Men bankerne vidste ikke, at  de pumpede en boble op? Selvfølgelig vidste de det, men de tjente gode penge.

Da den amerikanske finansindustri selvdestrueredes i 2008, sprang den irske og spanske boble, og hvem fik regningen? Irske skatteydere måtte punge ud til en pakke på 30 milliarder dollars til Anglo-Irish Bank -  i realiteten landets totale skatteprovenu i 2009 - og fik til gengæld 15 % arbejdsløshed, enorme beskæringer af mindstelønnen, forringede pensioner og nedskæringer i de sociale ydelser.  Spanien bevæger sig i samme retning.
   
Som den spanske økonom og professor ved London School of Economics Luis Garicano sagde til i New York Times ”så opnåede Spanien ikke et af sine hovedformål i forhandlingerne (om bankpakken), som var at få hele EU til at påtage sig en del af risikoen ved at redde den finansielle sektor, i stedet for at det hele faldt direkte ned på ryggen af de spanske skatteydere.”

Garicano fortsatte beklagelsen: ”De, der lånte ud til vores finansielle system, var de nordeuropæiske banker og forsikringsselskaber, og de burde bære konsekvenserne af disse beslutninger”.

Men naturligvis vil de ikke det. I stedet fik bankerne lov til at gå på kasino, spillede andre folks penge op, og fik deres tab erstattet. Det er et herligt arbejde, hvis man kan få noget af det!  


Sadomasokistisk monetarisme

Imidlertid handler den ’sadomasokistiske monetarisme’ strategi om langt mere end bare at redde bankerne på bekostning af det store flertal af europæiske skatteydere. Den dækker over sine langsigtede hensigter i et kodesprog: ‘det stramme arbejdsmarked', ’intern devaluering’, ’pensionsreform’, ’fælles budgetterings processer’, ’politisk union’.

En hurtig oversættelse:

’Det stramme arbejdsmarked’ betyder afskaffelse af overenskomster, som sikrer ordentlige løn- og arbejdsforhold og goder, alt sammen vundet via en lang proces af forhandlinger og faglige aktioner. Som New York Times fortæller forsøger den spanske højreregering at ’opløse de kollektive overenskomster’.

Driften mod skrotning af faglige overenskomster kobles sammen med ’intern devaluering’, der som Krugman påpeger ”grundlæggende betyder lønnedgang”. Hvis arbejderklassens kan blive tvunget til at acceptere lavere løn og færre tillægsgoder - og der er intet bedre disciplinært i den henseende end høj arbejdsløshed - vil profitterne stige. Det store flertal bliver selvfølgelig fattigere, men ikke de folk, som styrer Deutsche Bank.

’Pensionsreform’ betyder simpelthen at gøre ældre folk fattige, selvom de intet har at skaffe med boligboblerne, der har lagt Spanien og Irland ned. Men igen: Nogen skal yde ofre, og de ældre har jo ikke alt for længe igen alligevel. Hvilke isflager at sætte dem ud på!

’Fælles budgetprocesser’ og ’politisk union’ betyder opgivelse af national suverænitet for at holde bankerne solvente – grundlæggende betyder det demokratiets endeligt på kontinentet. Folk vil kunne vælge, hvem de vil, men ingen national regering har noget at sige i forhold til den økonomiske politik. Kunne du tænke dig r at stimulere økonomien lidt  for at få arbejdsløsheden ned og skatteprovenuet op? Nej, da. Men du er velkommen til at male parkbænke i de farver, du kan lide.


Spanierne bliver sorteper

Den spanske bankpakke på 100 milliarder euro vil ikke komme gennemsnitsborgeren  til gavn,  som det også var tilfældet med pakkerne i Irland, Portugal og Grækenland, og det vil låse kommende  generationer i Spanien fast i gæld. Italien er den næste (for ikke at medregne lilleputter som Cypern og adskillige østeuropæiske lande, der måske falder, før Rom er endeligt plyndret).

Eurozonens økonomier anslås at falde med 0,1 % i 2012, og arbejdsløsheden i denne blok på 17 lande er i dag 11 % højere end på noget tidspunkt siden euroen blev etableret i 1999.
 
Spaniens højreorienterede statsminister Mariano Rajoy har forsøgt at argumentere for at bankpakken ikke var så slem, som de tilsvarende, der blev påtvunget Irland, Portugal og Grækenland, men tyskerne satte ham øjeblikkeligt på plads: ” Der vil være en trojka (EU, Den Europæiske Centralbank, og Den Internationale Valutafond), der vil sikre, at aftalerne gennemføres”, udtalte den tyske finansminister Wolfgang Schaube til New York Times.

Det er ikke usandsynligt, at euroen vil bryde sammen engang i det kommende år, men selvfølgelig vil gælden stadig være der. Fortidens døde hånd vil hvile på de levende i lang, lang tid fremover.

Finansmanden George Soros lægger meget af skylden for den nuværende krise på Tyskland; faktisk anklager han kansler Andrea Merkel for at etablere et ’tysk imperium’ -  men det er forenklet. Tyskland har ganske vist ført an i den ’sadomasokistiske monetarisme’, men denne strategi handler ikke bare om at give los for de økonomiske nedskæringskanoner for at etablere et Fjerde Rige.

Over hele verden er kapitalen på march med det formål at rulle de sociale programmer fra tiden efter 2. verdenskrig tilbage og vende tilbage til den gyldne tidsalder, hvor de rige stort set kunne gøre, som de lystede.

At svække fagforeningerne er et centralt element  i dette, ligesom privatisering af alt, hvad kapitalen kan få fingrene i, er det, og den økonomiske krise er det perfekte skalkeskjul for et forsøge at opnå det. (…)

Den tidligere chef for Deutsche Bank Ackermann plaprede for nyligt om en ’tidsindstillet social bombe’ af økonomisk ulighed, men end så længe har han ikke tilbudt at dele sin bonus på  8,8 millioner euro. Samtidig vil den globale ungdomsarbejdsløshed ifølge ILO komme op på 12.7 % i år og være på det niveau i mindst fire århvad der vil skabe  en ’tabt generation’ af arbejdere. 
 
Så svaret på Krugmans spørgsmål: ”Hvorfor gentager man gamle fejl?”  er, at det er fordi de optræder som gangstere.   

Netavisen 23. juni 2012