Kommunistisk Politik 3, 3010
Modstanden mod det nyliberale generalangreb på de fælles, samfundsskabte værdier tager til overalt
”Hvordan kan man købe eller sælge himlen? Landets varme? Vi ejer ikke luftens friskhed eller vandets sprudlen”. Disse ord bliver ofte tillagt Chief Seattle i 1854, da det ekspanderende USA forsøgte at købe land fra Duwamish Indianerne. Holdningen er autentisk, om end måske ikke citeret med de eksakte ord. De oprindelige folk ved, at selve tanken om at privatisere naturen er absurd.
Men det kapitalistiske system er baseret på tilegnelse af fælles ejendom. Det var tyveriet af fællesarealerne, der gjorde kapitalismens fremvækst mulig.
Hurtigt frem til nutiden: De sidste godt 20 år har kapitalistiske sværvægtere gennemført en gigantisk overførsel af offentlig rigdom til private lommer. Resultaterne? Afgrundsdyb skade på planeten, øget elendighed for dens folkeslag – og en beslutsom modstandskamp i hele verden.
Det nyliberale angreb
”Klassisk økonomisk liberalisme” er det standardudtryk, som bruges til at beskrive profitsystemet i dets første velmagtsdage. Oversat betyder det, at industrielle røverbaroner og bankfolk gjorde, som det passede dem uden regulering. Denne model genfødtes i 1980’erne som nyliberalisme.
Kernen i nyliberalismen er at fjerne alle grænser for, hvad storkapitalen kan gøre for at maksimere profitterne: den er mere eller mindre identisk med den såkaldte frihandel. Det er den amerikanske imperialismes økonomiske politik over hele verden, men især i Onkel Sams baggård - Latin Amerika og Caribien.
For at få lån fra Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, økonomiske institutioner domineret af USA, blev landene tvunget til at skære ned på offentlig service, åbne deres markeder for udenlandsk kapital og holde udsalg af statsejede virksomheder indenfor energi, transport og vandforsyning til private selskaber.
Disse tiltag har skabt massiv arbejdsløshed, især blandt kvinder og unge. Hele landes økonomi afhænger af, hvad sælgere kan fremstille eller finde til at sælge på gaden. ”Frie markeder” har skabt recessioner, forfølgelse af fagligt aktive, generelregeringskorruption og desperate emigrationsbølger.
Men nyliberalisme har også skåret en beskidt luns af de rigere lande, hvor de økonomiske flygtninge søger hen. ”Lad markedet bestemme” tjener som retfærdiggørelse af den forsvundne sociale service, stagnerende lønninger og fagforeningsfjendtlige kampagner fra arbejdsgivere.
Privatisering er nøglen
Nyliberalismens hovedstrategi er at udlicitere jobs i den offentlige sektor og sælge de statslige institutioner, der producerer varer og tilbyder serviceydelser. Siden valget af Ronald Reagan som præsident i 198o, har alle amerikanske administrationer privatiseret så meget, som de har kunnet slippe af sted med.
Reagan prøvede at privatisere USA's postvæsen, Amtrak jernbanen, det føderale fængselssystem og meget andet. Bush Senior udliciterede 9000 job under den første Golfkrig. Bill Clinton afskaffede godt 380.000 ikke-militære, føderale job, i tilgift til nedskæringer af velfærden.
Bush jr. forsøgte at privatisere Social Security (bistandsydelserne, KP) og havde held til at fjerne den kollektive forhandlingsret for lufthavnskontrollører og de arbejdende tilknyttet justitsministeriet og ministeriet for indenlandsk sikkerhed. Han og Barack Obama har slået alle rekorder med hensyn til antallet lejesoldater, som de har sendt af sted for at udkæmpe Washingtons krige. Nu savler erhvervsledere over udsigten til privatisering af skoler, hospitaler, psykiatrisk forsorg, energiforsyning, specialfængsler og opsamlingscentrer for indvandrere.
Offentlige ansatte er naturligvis i forreste linie i kampene mod privatisering. På spil står deres job og deres elever, klienter og patienters liv.
Offentlige skoler og universiteter er et særligt centrum for organisering. Sidste efterår fordømte studerende, personale fra det ene fakultet til det andet på University of California forhøjelser af betaling for undervisningen, personalefyringer og påtvungen ubetalt fritid. Den økonomiske krise og behovet for budget nedskæringer blev til påskud for at tage skridt til privatisering af statens offentlige uddannelsessystem, der en gang var højt værdsat. Da 40 protesterende besatte Wheeler Hall i Berkeley, forhindrede hundredvis af deres støtter politiet i voldeligt at overmande dem.
Politikere i store amerikanske byer lukker skoler i de fattige bykvarterer og etablerer privatskoler. De fleste er fagforeningsfjendske og ikke reguleret af statslig lovgivning, og det står dem frit for at diskriminere imod fattige folk og immigranter, elever med behov for specialundervisning og farvede studerende. Men aktivister fra faglige lokalorganisationer, skole-samfund koalitioner, og venstreorienterede grupper springer frem fra kyst til kyst for at udfordre medgørlige eller opportunistiske fagforeningsledere og gå i offensiven imod Obama-administrationens damptromlepolitik for privatskoler.
I november sidste år, da præsident Felipe Calderón fyrede 45.000 medlemmer af det uafhængige mexicanske elektrikerforbund (SME) og privatiserede elektricitetsforsyningen for det centrale Mexico gik adskillige hundredtusinder på gaden i Mexico City. De mexicanske arbejdere har dyb respekt for SMEs dristige ledere, og forstår den forenede magt, som mange fagforeninger sammen med bevægelser for social retfærdighed, de oprindelige folks organisationer og venstrefløjspartier udgør.