Kommunistisk Politik 2, 2010 Af en dansk fredsaktivist
Kommunistisk Politik 2, 2010
Solidaritetsmanifestationer med Gaza og Palæstina et år efter Israels invasion - i Gaza, Danmark og verden over. Gaza Freedom March var et af de centrale initiativer
Forbemærkning ved Kommunistisk Politik
1360 aktivister fra 43 lande kom til Ægypten sidst i december for sammen med titusinder af palæstinensere at deltage i en fredelig frihedsmarch for Gaza ved et året for krigen for at ophæve belejringen af Gaza.
De repræsenterede Den internationale koalition for at stoppe den illegale belejring af Gaza, som blev formet efter Israels 22-dages angrebskrig mod Gaza i december-januar 2008-09.
De ægyptiske myndigheder nægtede imidlertid at lade de internationale deltagere komme ind i Gaza.
I sidste øjeblik kom den ægyptiske regering med et tilbud om, at to busser med 100 aktivister kunne komme til Gaza. Den internationale marchledelse afviste dette skamløse tilbud.
Marchdeltagerne, der blev forhindret, vedtog og udsendte derpå den 1. januar 2010 ”Kairo-erklæringen”, der kræver 'stop for israelsk apartheid' og rummer hovedtræk i en international kampagne, som sidestiller sydafrikansk og israelsk apartheid.
100-200 aktivister krydsede alligevel grænsen til Gaza og sluttede sig til fredsmarchen, der gik til grænsen ved Erez. En dansk fredsaktivist beskriver i det følgende sine oplevelser.
31. december
100 Gaza-fredsaktivister har brudt blokaden af Gaza ved midnat den 30. december!
Det lykkedes os at få de to busser med i alt 100 delegerede fra CodePink over Raffah-grænsen her til aften. Gruppen bestod af repræsentanter fra alle forskellige lande, Palæstina, USA, Frankrig, Canada, Sydafrika, Tyskland, Norge, Tyrkiet, samt fire ortodokse jøder. Vi er i alt tre danskere, ud over mig selv Poya Pakzad og Helene. Vi fik desuden en lastbil fuld af nødhjælp over grænsen.
Ved ankomsten til Gaza blev vi modtaget af den palæstinensiske leder af Gaza Freedom March og repræsentanter fra Hamas. Det var en meget varm velkomst, og vi blev alle taget rigtig godt imod. De udtrykte, hvor lykkelige de var over, at det var lykkedes CodePink at få den største delegation nogensinde over grænsen til Gaza, og at vi vil være der til at støtte palæstinenserne i Gaza under frihedsmarchen i morgen.
Ikke desto mindre understreger fredsorganisationen CodePink deres store skuffelse over at måtte være tvunget til at affinde sig med præsident Mubaraks kompromisløsning ved kun at lade en delegation på 100 ud af i alt 1.362 frihedsaktivister slippe ind i Gaza. Så selv om disse to bussers overtrædelse af Raffah-grænsen symboliserer, at endnu en dør er åbnet op mellem Gaza-blokaden og omverdenen, har vi med denne kompromisløsning langtfra brudt belejringen af Gazas befolkning. I Kairo vil de 1.262 resterende frihedsaktivister fortsætte demonstrationsarbejdet og udføre deres egen parallelle frihedsmarch i Kairos gader i morgen på samme tidspunkt.
Gaza-frihedsmarchen starter kl. 10 i morgen tidlig, og inden da vil CodePink-delegationen mødes tidligt og planlægge ruten og sikkerhedsprocedurer. Vi ved endnu ikke, hvad der kan forventes af risici, men forhåbentlig vil frihedsmarchen kunne forløbe mere fredeligt, nu hvor der er en international tilstedeværelse som opbakning til palæstinenserne.
6. januar
Da de til sidst 200 humanitære fredsaktivister havde krydset Raffah-grænsen med deres busser fulde af nødhjælp og symbolsk brudt blokaden af Gaza, blev de taget varmt imod med glædesråb, bannere og palæstinensiske flag af samtlige palæstinensere af alle aldre.
Bussen fortsatte direkte op nordpå mod Erez-grænsen, hvor vi mødtes med flere tusinde palæstinensere, klar til at marchere for fred og frihed til Gaza sammen.
Der var en fantastisk, euforisk atmosfære til fredsmarchen, og de mange kampråb, sang og musik udtrykte en stærk optimisme og håb for bedre tider for folket i Gaza i år 2010.
Omkring 2.000 fredsdemonstranter fra alle lande, baggrunde, religioner og aldre marcherede sammen med ét fælles budskab: Frihed til Gaza, Nej til blokade!
Det var umuligt ikke at blive revet med af det rørende i at demonstrere for frihed i et landskab af ødelagte grå beton-bygninger bombarderet af Israel under Operation Cast Lead i december 2008, hvorfra palæstinensiske børn og kvinder vinkede ned til os.
Det var dybt frustrerende at se tydelige beviser for israelske krigsforbrydelser lige foran næsen på en, velvidende at Goldstone-rapporten stadig ikke er anerkendt. Især var det stærkt ironisk, at flere bygninger var under genopbygning af amerikanske Caterpillar, efter at USA selv havde været medfinansierende til deres ødelæggelse. Da vi nåede Erez-grænsen til Israel, holdt de palæstinensiske demonstranter sig tilbage, mens vi internationale fortsatte 200 meter forbi grænsen ind i det israelske grænseområde.
Her satte de internationale demonstranter sig ned og sang fredssangen:
"We shall overcome,
we shall live in peace, someday,
because deep in our hearts, we do believe,
that Gaza will be free someday".
Forrest sad de fem anti-zionistiske ortodokse jøder, hvor de fungerede som en slags "human shield". Derefter afholdtes der pressekonference, hvor Hamas’ socialminister i sin tale beskrev frihedsmarchens symbolske krydsning af den israelske grænse som et unikt historisk øjeblik.
Pludselig hørtes der israelske advarselsskud fra den israelske side, og vi skyndte os alle tilbage til vores busser på den sikre side af grænsen.
Det bør dog fremhæves, at en lidt kedelig side ved frihedsmarchen i Gaza var, at samtlige ngo'er i Gaza havde boykottet marchen, fordi den var organiseret af Hamas. Endnu mere ærgerligt var, at Hamas havde forbudt alle Gazas kvinderettigheds-ngo'er deltagelse i marchen – alle disse ngo'er er desuden blevet nedlagt, efter at Hamas er kommet til magten. Denne bagside betød uden tvivl, at frihedsmarchen i Gaza var meget mindre imponerende end den march, der samtidig fandt sted i Kairo, hvor de resterende 1.300 fredsaktivister befandt sig.
Nytårsaften havde Hamas arrangeret en nytårsfest for alle fredsaktivister og Gazas befolkning, hvor det palæstinensiske undergrunds-politiske propaganda-hiphop-band Darg Team optrådte. Flere palæstinensiske studerende fortalte mig, hvor taknemmelige de var for, at vi var kommet:
"I må vide, at vi normalt aldrig fester på den her måde i Gaza. Det er kun, fordi I er her, og det er vi dybt taknemmelige for."
Dette fik mig til at indse, hvorfor det var så vigtigt, at i det mindste nogle af alle os 1.400 fredsaktivister var taget med Mubaraks bus til Gaza.
Vi fandt senere ud af, at selv samme nytårsaften var tre palæstinensere i Gaza blevet dræbt i et israelsk luftangreb.
Under det korte ophold I Gaza arbejdede jeg hos et palæstinensisk traumecenter for traumatiserede børn, se www.ptcgaza.com.
Dér lærte jeg blandt andet, at størstedelen af børn i Gaza er født og opvokset med krig og frygt, og at de eneste lege, de kender til, er krigslege – Palæstina mod Israel.
Efter kun tre uforglemmelige dage i Gaza gav Hamas os en klar ordre til straks at forlade Gaza, da der var rygter om et nyt israelsk bombeangreb i Gaza de næste kommende dage.
13-16. januar: Lys for Gaza 24 steder i Danmark
Af Kommunistisk Politik
I dagene 13.-16 januar gennemførte Palæstina-Initiativet 24 arrangementer i forskellige byer rundt i hele landet, hvor der blev tændt lys for Gaza.
Den fælles parole var
Befri Gaza –Verdens største fængsel.
Trods bidende kulde og blæst var manifestationerne en succes. Markeringen af en fortsat protest et år efter krigen mod den israelske blokade, der holder Gaza i et kvælergreb, har betydelig støtte i den danske befolkning.
De danske manifestationer forløb parallelt med tilsvarende internationale initiativer, der omfattede protester og demonstrationer.
Netavisen 21. januar 2010