Kommunistisk Politik 13, 2007
AF F. William Engdahl
Under den nuværende krise bliver nye globale økonomiske skillelinjer stadig tydeligere
I stigende omfang dukker en dyb opsplitning i globaliseringen af verden frem, som vil være af særdeles dybtgående betydning for fremtiden for G7 nationernes økonomi og politiske stabilitet. Splittelsen går mellem de nationer, der stadig er tilknyttet dollar-zonen, indbefattet landene i eurozonen, overfor de opstigende økonomier - ikke mindst BRIK (Brasilien, Rusland, Indien og Kina). Nye økonomiske markeder og regioner erstatter hurtigt disses totale afhængighed af USA som det primære eksportmarked og den primære kilde til finansielle investeringer.
De langsigtede konsekvenser vil være en forstærkelse af tendensen mod USA’s død som politisk og økonomisk supermagt, mens nye dynamiske økonomiske zoner, i begyndelsen hovedsagelig af regional betydning, vil stige frem.
Det ene store aktiv, som nationer som Kina, Indonesien, Indien og Brasilien bibringer til den voksende deling er identisk med hvad der er stning den gamle industrialiserede verden, USA, UK, Tyskland og EU’s, største langsigtede økonomiske problem og belastning. Det er deres demografiske fordel.
Med Rusland som undtagelsen besidder vækstøkonomierne unge, dynamiske og voksende befolkninger. Det er interessant at genopfriske, at den nu glemte historie om det tyske ”økonomiske mirakel” før-1914 var baseret på en lignende ”hemmelighed” - en hurtig og dynamisk ung og voksende befolkning, mens den engelske og franske stagnerede eller gik tilbage ovenpå den britiske Store Depression i 1873, som førte til en enorm befolkningsudvandring til USA.
Det er ikke tilfældigt, at de ledende politiske eliter i G7 hævder, at den største trussel globalt er den høje fødselsrate i udviklingslandene. Ser man bort fra deres forskønnende omskrivninger, så mener de faktisk, at den største trussel mod deres fortsatte kontrol med verdens anliggender er befolkningstilvæksten i de fremvoksende økonomier, da nye udfordrere uundgåeligt vil dukke op.
Nye vækstområder vokser frem
Kina og dets nærmeste handelspartnere er logisk nok i de seneste 18 måneder, da det første chok over den værste finansielle og økonomiske rystelse siden 1930’erne fortog sig, ammen med de andre fremvoksende højvækst økonomier at lede efter alternativer til det døende dollarsystem.
Den nuværende krise er ikke et korttids fænomen, som Ben Bernanke, finansminister Tim Geither eller Barack Obama ønsker, vi skal tro. Den er en afspejling af mere end 65 års fejlagtig amerikansk økonomisk politik, der nåede epidemiske højder med beslutningen om at opgive guldstandarden i 1971. Lad det stå klart, at guldstandarden ikke, så lidt som dens forgængere, var et magisk økonomisk universalmiddel. Men Nixons brud med denne politik i august 1971 tillod Washington at indlede en de faktisk imperialistisk finanspolitik, som har ruineret en stor del af verdensøkonomien i dens hærgen gennem de sidste 38 år.
I dag kan kontrasten mellem G7 økonomierne, der er på vej ned, og de fremvoksende dynamiske høje befolkningstilvækst økonomier ikke være tydeligere. G7 nationerne fra USA over Tyskland til Italien kvæles af offentlig gæld – der spænder fra 80% af bruttonationalproduktet i USA til vel over 100% i Italien og rystende 199 % i Japan. Kun Zimbabwe med en gæld på 218 % af BNP overgår dette. Tyskland ligger på godt 77 %.
I kontrast hertil et det af de fremvoksende dynamiske højvækst lande kun Indien, der har en betydelig statsgæld, en arv fra den britiske kolonitid, på 58% af BNP. Brasilien har på trods af en alvorlig gældskrise i 1980’erne i dag en statsgæld på styrbare 45%, mens Indonesien, en af de hurtigtvoksende ny fremvoksende økonomier har 34%. Sydkorea, der har en høj intern opsparingskultur, har en gældsrate på 28% og Kina 18%.
Rusland har brugt det nylige boom i olie- og gasindtægter til at betale af på udlandsgælden og gælden til Den International Valutafondsgæld, skønt landet har alvorlige demografiske problemer. Det har ifølge data fra 2008 en BNP gæld på 6% . Landet har desuden langsomt genopbygget sine udenlandske valutareserver oven på krisen sidste år, og har i denne måned nået et niveau på 504 milliarder dollars, hvilket gør dets reserver til de tredjestørste i verden.
Mens økonomierne i USA og EU er fanget i en dobbeltsaks krise mellem voksende statslig gæld og faldende befolkningstilvækst til at tage sig af gælden på lang sigt, så boomer de fremvoksende økonomier i Asien og Eurasien, ligesom Brasilien i Sydamerika, netop fordi har glæde af dobbeltfordelen ved en lav statsgæld i forhold til BNP kombineret med dynamisk voksende befolkninger.
I Kina, Indien, Indonesien, Brasilien fortsætter den økonomiske vækst sin betragtelige fremgang. Regeringerne er ikke begravet under et tyngende gældsbjerg, og borgerne ser fortsat optimistisk på fremtiden. Denne forskel mellem de engang rige og de engang fattige vil markere et geopolitisk skifte, der drejede verdenshistoriens akse, når det retrospektivt vil blive vurderet af fremtidige økonomiske historikere
Fanget i dobbeltkrisens greb
Det mest bemærkelsesværdige aspekt ved kriserne er den totale miskreditering af de vestlige akademiske økonomer, indbefattet hver eneste modtager af nobelprisen i økonomi. Deres grandiose teorier, der skulle retfærdiggøre laissez-faire politikken over for den økonomiske globaliseringsmodel, er blevet bevist at være skæbnesvangert forkerte. De var faktisk ikke meget andet end et gennemskueligt reklametrick for at retfærdiggøre processen med ensidig globalisering. De er blevet afsløret som kejseren uden klæder, for at bruge termerne fra et af mine favoriteventyr af den danske forfatter H. C. Andersen.
Det dollarsystem, som deres verden har været baseret på siden Bretton Woods i 1944, lider nu voldsomme dødskvaler. Alle de indgreb, som to amerikanske administrationer – Bush og nu Obama – har gået ind for indtil nu, ligesom alle øvrige G7 regeringer, har bestået i at give kraftige og så endnu kraftigere doser finansiel kemoterapi til en døende patient. De stadig højere skattebetalte hjælpepakker til at opretholde en forfejlet finans- og bankmodel via kunstigt åndedræt forværrer blot den underliggende sundhed i den amerikanske økonomi.
De rekordstore amerikanske hjælpepakker siden september 2008, i en periode på kun 10 måneder, har øget den amerikanske statsgæld fra 60% til gigantiske 80% af BNP. Private amerikanske husholdningers gæld er nu på rekordhøje 100% af BNP, betydeligt værre end i det slemme kriseår 1974, hvor det kun var på 40%.
Endnu mere urovækkende er det for enhver udsigt til at vokse ud af USA’s økonomiske nedtur, at det længe ventede demografiske fænomen langsomt er begyndt at virke. I de kommende 1 til 3 år vil virkningen af pensioneringen af baby boom-generationen i rekordstort tal sætte ind. De vil være tvunget til at trække deres offentlige sikringsordninger (a la SP, KP) såvel som til at sælge de private opsparingsordninger (investeringer i aktier mv.) for at kunne leve som pensionister. I økonomiske termer vil de blive et nettodræn af de amerikanske statsfinanser, mens den stigende arbejdsløshed blandt yngre arbejdere, hvis skattepligtige indkomster er nødvendig for indbetalingerne til den sociale sikringsfond, hurtigt forværrer gældsniveauet til italiensk, japansk eller endog til zimbabweansk niveau. Ledige arbejdere betaler ikke skat. De trækker i stedet på statslige ydelser.
I april i år var det indiske bilsalg 4,2% højere end året før. Detailsalget steg 15% i Kina i det første kvartal af 2009. Kina vil sandsynligvis have en vækst på 7 til 8% i år. Indien på 6% og Indonesien på 4%.
I modsætning hertil trak den amerikanske økonomi sig sammen i sidste kvartal, selv ifølge upålidelige officielle data, med en årlig rate på 6,1% , mens Europa skrumpede med 9,6% og Japan med skræmmende 15%, noget, der kommer på niveau med 1930’erne.
I Vesten plus G7 medlem Japan er bankerne overlånefinansierede og derfor funktionsforstyrrede, regeringerne er paralyseret af gæld, og forbrugerne genopbygger deres enorme gældsbyrder. USA har svært ved at sælge sin statsgæld til attraktive priser. De tre sidste sådanne finansauktioner er gået elendigt. Den største stat, Californien, bevæger sig henimod et totalt finanskollaps. I indeværende finansår vil det amerikanske budgetunderskud overstige 13% af BNP, et niveau sidst set under 2. verdenskrig.
I kontrast hertil er de fremvoksende markeders banker stort set sunde og profitable. Enhver indisk bank, statslig som privat, indhøstede profitter i sidste kvartal af 2008. Regeringerne er i god skatteform. Kina har verdens største reserver af udenlandsk valuta, 2 billioner dollars, og et budgetunderskud på mindre end 3% af BNP. Brasilien indhøster nu et valutaoverskud. Indonesien har reduceret sin gæld fra 100% af BNP for ni år siden til 34% i dag.
Modsat vesten – hvor regeringerne er løbet tør for penge og for kreative ideer og nu beder til, at deres medicin vil virke – har disse lande stadig muligheder. For blot et år siden var deres hovedbekymring en overophedet økonomi og inflation. Brasilien har barberet sine renter væsentligt ned, men kun til 10,25%, hvilket betyder, at de kan sænkes mere endnu, hvis tingene yderligere forværres.
Stemningen i mange af disse lande forbliver overraskende positiv. Deres valutaer værdsættes i forhold til dollaren, fordi markederne anser dem for at have større skatteværdi og bedre udsigt til langtidsvækst end USA. Deres obligationer stiger. Denne kombination af indikatorer, der alle peger i samme retning, er uden fortilfælde.
USA er stadig det rigeste og mest magtfulde land i verden. Dets militær spænder over hele kloden. Selv hvis dets ledere ikke foretrækker at betegne det på den måde, så repræsenterer USA det mest magtfulde uformelle imperium i historien til dato. Men ligesom tidligere verdensherredømmer stødte på en nedgang, der ikke kunne vendes, fra Det spanske Imperium i det 16. århundrede til Det britiske Imperium i det 20. århundrede - glider store globale magter ind i en dødelig nedtur, når de først bliver overbebyrdet med gæld og hænger fast i langsom vækst.
F. Wilhelm Engdahl er forfatter til bogen “Fuld spektrum dominans: totalitært demokrati i Den nye verdensorden” (Third Millennium Press) .
Hjemmeside: www.engdahl.oilgeopolitics.net.
Oversættelse Kommunistisk Politik.
Netavisen 21. juni 2009