PFLP i Gaza om fred, modstand og enhed
Det følgende interview blev foretaget via e-mail kort før Israel måtte erklære våbenhvile i Gaza (17. januar 2009).
Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP – the Popular Front for the Liberation of Palestine) og dens militære gren Abu Ali Mustafa brigaderne i Gaza er for tiden inddraget i kamp mod israelske landtropper på Striben og fortsætter med at affyre missiler over den grønne linje imod Israel.
Nyhedsbureauet Ma’an har bedt en officiel talsmand for den venstreorienterede verdslige bevægelse i Gaza PFLP om at besvare en række spørgsmål om den igangværende kamp mod Israel den palæstinensiske stats politik i forhold til Hamas og den palæstinensiske myndighed.
Hvad er Folkefrontens mening om, hvorfor Israel har startet sit angreb på Gaza? Har det virkeligt noget at gøre med Hamas og/eller missiler? Var det pga. det israelske valg eller noget andet?
Israel startede sine massakrer og krigsforbrydelser mod vores folk i forlængelse af et historisk mål – et forsøg på eliminere den palæstinensiske modstand, især i Gaza. Meget lig det, som man forsøgte med I Libanon i 2006, var målet at adskille modstanden fra befolkningen og sikre en eliminering af modstanden og en underminering af den palæstinensiske sag og vort folks rettigheder. Israels planer mod vort folk og vore rettigheder kan kun være bestemt af – uanset USA’s, de arabiske regimers og dele af det palæstinensiske ”lederskabs” medskyldighed – elimineringen af den palæstinensiske modstand.
Israel erfarer nu, at trods brutalitet og udtalt kriminalitet og praksis med folkemord, så er vores folk meget tilsvarende Libanon 2006 kernen, vuggen og standhaftigheden i vores modstand, og deres angreb vil aldrig overvinde vores folk eller vores beslutsomhed i at fastholde vores ret til at vende tilbage, til selv at bestemme og til suverænitet.
Missilerne udgør både et rent praktisk og symbolsk udtryk for vores modstand imod besætteren. De er en konstant påmindelse om, at besætteren er en besætter, og lige meget, hvor stærkt de engagerer sig i blokader, massakrer, indhegner os, nægter os de basale menneskelige livsbetingelser, så vil vi fortsat gøre modstand og fortsat holde fast i vores fundamentale rettigheder, og vi vil ikke tillade, at de ting bliver ødelagt. Så længe blot en missil sendes mod besætteren er vores folk, vores modstand og vores sag i live. Det er derfor, de målretter sig mod missilerne. Missilerne gør besætterne usikre, fordi hver eneste er et symbol og et fysisk bevis på vores afvisning af deres besættelse, massakrer, forbrydelser og fortsatte angreb på vores folk. Ethvert missil siger klart, at vi ikke accepterer deres såkaldte ”løsninger”, at de er baseret på ophævelse og nægtelse af vores rettigheder.
Oveni var det helt sikkert relateret til de israelske valg – for at afstive Kadamas ry og især Levni og Barak, på ryggen af og med blodet fra over 1000 døde palæstinensere. At det er en fremtrædende og positiv faktor i disse valg siger en hel del om naturen af staten Israel og zionisme.
Hvor mange PFLP/Abu Ali Mustafa kæmpere er blevet slået ihjel eller såret i løbet af den israelske invasion og/eller flyangreb? Har medlemmer af brigaden deltaget aktiv i modstanden imod den invaderende hær?
Vi udgiver ikke sådanne informationsstatistikker her og nu, da det kun vil være til gavn for fjendens militære angreb på vores folk. Imidlertid har AAMB (Abu Ali Mustafa Brigades) medlemmer været stærkt aktive i alle former for modstand mod de invaderende og besætterne. AAMB har konsekvent afsendt flere missiler på daglig basis og har især udmærket sig gennem brugen af vejsidebomber og bilbomber og andet sprængstof, der alvorligt har beskadiget og ødelagt besættelsestanks og andre militære køretøjer, og AAMB kæmpere deltager i alle slag på alle niveauer.
AAMB arbejder desuden nært sammen med og i koordinering med alle andre modstandskræfter i en fælles kamp for at konfrontere fjenden og forene modstanden imod deres forbrydelser og massakrer og er involveret på alle leder i koordinering og modstand.
Under hvilke omstændigheder vil PFLP støtte en våbenhvile med Israel?
Vi var imod den såkaldte ”ro” eller ”våbenhvile” (fra 19. juni 2008 frem til 19. december), fordi vi anså den for farlig for vores folk, og vi mener ved slutningen, at vores analyse har vist sig at være korrekt. Israel gennemtvang enden på ”våbenhvilen” gennem dets stadige angreb og snigmord – og brugte den (svaret på deres angreb, f. eks. d. 4. november, hvor luftangreb dræbte fem aktivister og en civilist) som undskyldning for at angribe det palæstinensiske folk, et mål de har haft hele tiden – og anvendte en plan udviklet før og under den såkaldt6e ”våbenhvile”.
Modstandsbevægelsen må altid på en samlet vis beslutte, hvilken taktik, der skal bruges til en given tid. Vi forlanger et stop for massakrerne, og et stop for besættelsestropper i vort lang samt en total, øjeblikkelig og betingelsesløs åbning af grænseposter – ikke mindst Rafah – og et stop for blokaden mod vores folk. Men vi vil aldrig opgive vores fundamentale rettigheder, retten til modstand, til at forsvare vores folk, til tilbagevenden, til selvbestemmelse og suverænitet, i en påstået “våbenhviles” navn, som Israel ønsker.
Hvordan er forbindelsen mellem Hamas og PFLP i dag?
Forbindelsen mellem Hamas og PFLP er nu defineret af modstand.
Både Hamas og PFLP er i modstandens lejr, lejren for et forsvar af vores folk, sag og fundamentale rettigheder. Både PFLP og Hamas afviser de såkaldte ”forhandlinger”, afviser at samarbejde med besættelsesmagten og afviser alle politiske løsninger, som baserer sig på nægtelsen og ophævelsen af vores folks rettigheder. Begge partier er enig i modstanden mod massakrerne og folkemordet, der begås mod det palæstinensiske folk. Det er enheden, og forbindelserne, der betyder noget nu: enhed i kampen for vores folk, sag og rettigheder.
Hvad er PFLPs hodning til Mahmoud Abbas’s legitimitet? Hans præsidentperiode sluttede officielt 9. januar. Mener PFLP, at palæstinenserne som følge af forholdene skal fokusere på Gaza-striben og mindre på indenrigspolitik eller er indenrigspolitik vigtigere end nogensinde før?
Den eneste palæstinensiske legitimitet, der betyder noget i dag, er modstandens legitimitet. Det er definitionen på vores nationale enhed – konfrontere besætteren og hans forbrydelser mod vores folk og fastholde og forsvare vores folk og rettigheder. Legitimiteten tilhører ikke den ”palæstinensiske myndighed” – den formes ved at stå sammen med modstanden, med vores standhaftige folk, mod besættelsesmagtens forbrydelser.
Det er et afgørende tidspunkt for den nationale palæstinensiske bevægelse og den palæstinensiske sag, at gå mod en fjende, der er besluttet på dets ødelæggelse, og spørgsmålet gælder alle: at være på modstandens side eller stå på sidelinjen og på den måde tillade, at angrebene fortsætter.
Enhver bid af palæstinensisk politisk legitimitet på nuværende tidspunkt opnås ud fra svaret på det spørgsmål (om at holde fast i modstanden).
Hvad er situationen for PFLP og andre modstandsorganisationer på Vestbredden? Forventer du, at palæstinenserne vil gøre oprør mod besættelsesmagten på baggrund af grusomhederne i Gaza?
Vestbredden er også under en tilstand af belejring af en anderledes type: Besættelsens belejring med 11.000 politiske fanger, med konstant landkonfiskation, anlæggelse af bosættelser, opførslen af en annekterings mur, og de andre fortløbende forbrydelser mod vores folk.
I virkeligheden regner Israel med, at verdens øjne vendes bort fra Vestbredden som en følge af dets massakrer i Gaza og gennemfører endnu mere konfiskation af land og flere angreb på Vestbredden. Vi vil ikke tillade, at vores folk på Vestbredden og i Gaza såvel som i Palæstina ’48 (palæstinensere bosiddende i Israel) og i eksil, splittes. Vi er en nation, et folk og en sag, og alle fjendens planer om at underminere denne enighed vil slå fejl, og at beslutsomheden om at gøre modstand og holde fast i vores nationale rettighed til at vende tilbage, til selvbestemmelse, til frihed og uafhængighed, til suverænitet, vil sikre vores sejr og enigheden i vores folk, vores land og vores sag.
Oversat af Kommunistisk Politik
Netavisen 21. januar 2009