Kommunistisk Politik 13, 2007
Af Jan Steinholt, tidsskriftet Revolusjon
Denne regering, om aldrig så rød-grøn, er et kabinet af krigsforbrydere. At SV er juniorpartner i regeringen og ”må bøje sig”, er ingen undskyldning. Så længe SV er med på færden, er partiet også en direkte håndlager for imperialismen. Dette må siges åbent, uafhængig af at en række menige SV-medlemmer og SV-vælgere er frustrerede og fortvivlede over deres eget parti. Netop i kraft af sit falmede image som gammelt freds- og antikrigsparti er SV’s rolle den farligste og mest beskidte.
15 såkaldte ”Taliban-soldater” er dræbt af norske styrker i Badghis-provinsen i Afghanistan i midten af maj. Efter at dette blev kendt for den norske offentlighed, lagde Forsvarsnett en journalistisk klyngebombe på nettet den 28. maj:
”Professionelle og dygtige soldater, som løser de opgaver, der er pålagt dem, med mindst mulig vold, mødte generalinspektøren for hæren i Afghanistan i forrige uge.”
Overskriften på rubrikken er ”Et minimum af vold”. Det er det vi kalder journalistisk timing.
”Minimal voldsbrug”
Når 15 dræbte afghanere er minimal voldsanvendelse, begynder krigsscenariets omfang at aftegne sig.
Men det spiller ingen rolle, for alt kan retfærdiggøres med NATO-humanisme. Målet med operationen er ifølge hærledelsen at gøre det muligt for hjælpeorganisationerne at gå ind i området for at kunne yde bistand.
Det hjælper så kun lidt, at Flygtningehjælpen og andre humanitære organisationer gang på gang i fuld offentlighed har frabedt sig omfavnelsen og er oprørte over sammenblandingerne.
Gidsler for NATO
”Det er overraskende, at repræsentanter for det norske forsvar ikke skelner klart mellem militært og humanitært arbejde. Tidligere har forsvaret blandt andet på afghansk tv fremvist skoler, som Flygtningehjælpen har bygget, som ”sine”. Flygtningehjælpens skoler er ikke forsvarets projekter, selv om Flygtningehjælpen har udenrigsministeriet blandt sine donorer,” skrev for eksempel Elisabeth Rasmusson, generalsekretær i Flygtningehjælpen, i Dagbladet i januar.
Her skal vi lade ligge, at Flygtningehjælpen før har involveret sig med NATO og dermed til en vis grad har sig selv at takke for, at de bliver gjort til NATO-gidsler. Men hjælpeorganisationerne har al grund til at være optaget af den fare, som norsk aggression og den militær-civile krigspropaganda udgør for de norske hjælpearbejdere.
Sandheden mellem linjerne
Krigsminister Anne-Grete Strøm-Erichsen har for en gangs skyld nærmet sig sandheden bag Norges og USA’s ”engagement” i Afghanistan i en kronik i Dagbladet den 26. maj. Hun skriver:
”Vi må heller ikke undervurdere den betydning, et fremtidigt stabilt Afghanistan vil have i en region præget af store udfordringer. Landet ligger i et krydsningspunkt mellem Kinas og Indiens fremvækst som økonomiske og militære stormagter, Pakistans store indre uroligheder, tidligere sovjetiske randrepublikkers store udfordringer og et Iran med ambitioner om at blive en fremtidig kernevåbenmagt. Det, denne region mindst af alt trænger til, er et ustabilt Afghanistan i centrum.
Vor regering er tilhænger af en fortsat stærkt militær tilstedeværelse i Afghanistan.”
Som transitland for olie og gas mellem stater, som er højst upålidelige og potentielle rivaler for Vesten og USA er det afgørende at sikre kontrollen over dette strategiske knudepunkt. Det er kernen i hele ISAF-operationen. Det har vi nu krigsministerens ord for.
Vor regering er som bekendt også SV’s regering.
Kristin Halvorsen og Bjørn Jacobsen har i to år repræsenteret folkestemningen for en usammenhængende tøven om, at Norge bedriver et slags fredsopdrag i Nord-Afghanistan, mens USA og resten af ISAF-NNATO bedriver krig i syden. SV har altid haft stemplet som Norges mest naivistiske parti. Men der går en grænse for, hvor længe partiledelsen kan håbe på, at folket bærer over med, at SV’s blå øjne leder dem til at handle mod bedre vidende.
SV-talsmanden Bjørn Jacobsen kommenterer den nyeste norske Afghanistan-nedslagtning ved at slå fast, at ”ud fra det, vi hører, ser det ud til, at soldaterne gør det, de skal, nemlig hjælper den afghanske hær til at genvinde afghansk autoritet i området”. Bjørn Jacobsen ser verden op og ned, på samme måde som han formodentlig læser sit eget partiprogram. Den vigtigste ikke-afghanske autoritet i området er, så langt vi ved, koblet af NATO-styrker og den af USA udnævnte konsul Karzai.
Gunnar Ballo, også Stortings-repræsenteret for SV, er for sit vedkommende i særdeleshed urolig over de norske soldaters krigstraumer. Vi ville måske tro, at afghanere lider af krigstraume-diagnosen i nok så stor grad. Men man kan jo ikke have omtanke for alle, bevares!
Stil SV til ansvar
Norge fører aggressionskrig. Denne regering, om den er nok så rød-grøn, er et kabinet af krigsforbrydere. Ministrene fra SV er hverken mere eller mindre ansvarlige end resten af dette kapitalens kollegium. Så længe SV er med på færden, er partiet også en direkte håndlanger for imperialismen.
Dette må siges åbent, uafhængig af at en række menige SV-medlemmer og SV-vælgere er frustrerede og fortvivlede over deres egen regering. Selvsagt er SV en juniorpartner i regeringen, som bukker og bøjer sig for de to NATO-partier. Men netop i kraft af sit falmede image som gammelt freds- og antikrigsparti er SV’s rolle derfor den allerfarligste og mest beskidte. I den aktuelle situation er SV den allerbedste hjælper for NATO-imperialismen til at retfærdiggøre en kolonikrig over for det norske folk.
Derfor har vi fuld sympati for aktionerne, som på det sidste er rettet imod SV’s partikontorer, og som ledelserne i Rødt og Rød Ungdom vælger ”at tage afstand fra”, fordi mange SV’ere er aktive i Hent Soldaterne Hjem. Det er den socialdemokratiske veteran Reilulf Steen også. Skal vi derfor tie stille om, at Arbeiderpartiet er monopolkapitalens og NATO’s favoritparti i Norge?
Se også:
Ny dansk besættelsesaftale på vej
Afghansk fælleserklæring: Besættelsen er problemet
Canadiske arbejdere: Omgående stop for krigen i Afghanistan!
Netavisen 18. juni 2008